Ella skal ned på o.p. i dag. Jeg er nervøs – vi skal se, om knoglemarv og spinalvæske stadig er kræftfri. Er bange for både narkose og svar!

Bedst som vi træder ind i infusionsrummet for at afvente, at det bliver vores tur til at komme ned på briksen, får jeg øje på en lille dejlig sarkom-dreng, som jeg kender, og hans forældre. Vi var indlagt, da de blev diagnosticeret sidste år, og vi mødtes igen i Zoo tidligere i år. Der havde han det fremragende på trods af stort indopereret stativ, som skulle holde hovedet på kroppen, mens han helede.

Jeg hilser men ser, at noget er helt galt med hans mor, da hun vender sig om. Hun tager mig med ud i gangen og fortæller mig, at hendes søn i går fik konstateret tilbagefald, og at der ikke er mere at gøre for ham.

“Jamen, hvad så nu?”, spørger jeg forvirret. “Ja, så skal han vel dø!”, svarer moren og hulker. Jeg krammer hende chokeret og følger hende tilbage til stuen. Hun tører tappert øjnene.