We continue to wait. Feeling Piper and her soft self, so unlike the girl in the past and yet still fabulously alive. I find myself sitting with her and crying while smiling. Praising while pleading. Lovingly letting my daughter loose into the arms of the only One who can possibly love her more than I have.
Sådan skrev Pipers mor i går på Needham-familiens blog om deres magtesløse kamp mod spædbørnsleukæmien, og her i nat:
The Lord gave and the Lord has taken away; blessed be the name of the Lord.”. (Job 1:21b). Piper Jean Needham ran into the arms of Jesus April 3, 2012 3:35pm.
Selv om mange af os, der har fulgt den lille piges kamp, aldrig har mødt hende, slår nyheden om hendes død ubegribeligt hårdt – for mit vedkommende fordi hun havde samme alder og samme diagnose som vores egen lille Ella-mus. Jeg kan mærke, at Pipers mor Susanna – ligesom jeg – finder glæde og ro i sine skriverier, men hendes tanker adskiller sig meget fra mine på ét essentielt punkt:
Familien er troende. Det mente jeg nu også at kunne kalde mig selv, men jeg er alligevel jævnligt blevet overrasket over den dybe trøst, de er i stand til at finde hos Jesus i denne allersværeste tid i deres liv. Egentligt ret så misundelsesværdigt, når jeg tænker nærmere efter. Men også ufatteligt. For jeg kan umuligt hamle op med den lid, de sætter til, at deres lille smukke datter nu har det bedre og er mere elsket hos Gud end hos dem selv.
Nej, jeg nægter at tro på, at nogen som helst kan klare min opgave som mor bedre end mig, når det kommer til kærlighed til mine børn. Det er ganske simpelt umuligt. Jeg elsker mine to tøser helt op til månen og tilbage igen – and then some…
På trods af stress og jag, depressiv adfærd, sure miner og generel udslukthed efter Ellas lange og benhårde sygdomsforløb , så er mine børn bedst tjent hos mig og Anders, deres mor og far.
Og dermed basta!
