7-9-13

“Jeg er så tørstig og sulten”, klager Ella. Prøver at trøste hende med, at sygeplejerskerne nok har travlt med børn, som har det dårligere end hende, men da vi passerer tredje time på stuen uden vådt eller tørt, bliver jeg gal i skralden. Møgfaldet rammer den næste der åbner døren; en stakkels studerende: “Du er den fjerde, der kommer og lover at give beskeden videre – men intet sker! Og hvad med lægen, som var lige på trapperne? Kan vi snart gå hjem, eller er vi indlagt? Vi har krav på at få besked!”

Åååååhr, hvor har jeg bare fået nok af hospitaler. En lidt haltende saturation natten til fredag sender os til lille formiddagskontrol på Riget, men der er rygende travlt på afdelingen, og som eftermiddagen skrider frem, nærmer jeg mig meltdown. Én ting er dårlig kommunikation og forsinkede måltider, men jeg troede, at utilsigtede hændelser hørte fortiden til – og bestemt ikke skulle opleves på vores gode transplantationsafsnit. Men jo. Inden midnat er kaoset komplet, og vi har nået at få udleveret både for tidlig, forsinket, for lidt, for meget og sågar forkert medicin.

Jeg raser og sender en tanke afsted til Nora & Anders, der lige nu fester galore igennem på den årlige og helt fantastiske Cancerbarn-weekend i Nordsjællands naturskønne omgivelser. For her sidder Ella & jeg buret inde på stresset transplantationsgang og kan knapt skimte solen gennem tremmerne – hrmpf!

Men hvad er det dog, der gør, at en ellers så velfungerende arbejdsplads pludselig går i sort? Svaret kommer beklagende fra personalet selv: For få hænder. Sommeren over har man nemlig bygget to ekstra transplantationsstuer uden at skænke bemandingen en tanke – resulterende i minimum tre nedbrudte sygeplejersker på ugebasis. Gosh!

Hvor er det trist. Ellas tørst og sult klarer jeg ved at ignorere isolationsreglerne og selv hente fornødenhederne i køkkenet. Og de fleste fejl i hendes orale sprøjter når jeg gudskelov at fange, inden de bliver givet. Men hvad med alle de forældre og børn, der er nye i faget, og som endnu ikke kan skelne det ene præparat fra det andet (og der er dæleme mange)? Kender kun alt for godt, når sikkerheden på en afdeling er ved at skride – og det må bare ikke også ske på 6. sal.

Så hermed en bøn til ledelsen på Riget: Tillykke med de fine sengestuer. Og skal vi så ikke også lige se af få personalet opnormeret til de nye forhold, indet det går galt? Inden spareplanerne begynder at koste børneliv???

Vel hjemme igen – og med ekstra mixtur til lungerne – krydser vi fingre for, at vi snart har haft de indlæggelser, vi skal ha’ …

4 kommentarer
  1. Én stor familie | Kemoland says: 8. september 201416:57

    [...] enten har været snottet (og dermed ikke måtte være sammen med de andre immunsvæklinge) eller været indlagt. Men denne gang ankom vi fuldtalligt – sammen med +200 sjæle med børnekræft inde på [...]

  2. Mor/Mormor/Inge says: 8. september 201323:32

    Indlagt igen – og uden vådt eller tørt og med den ene fejl oveni den anden.
    7-9-13 det må ikke ske igen.
    Ungerne ser dejlige ud – Ella med sit tætte, mørke, nye hår og øjenbryn
    og lidt trætte, eftertænksomme udtryk
    - og koncentrerede Nora der fik en dejlig oplevelse med sin far.
    Nu skal Ella med sin mor op i skuret og se hytten i træet blive lavet.

  3. Janne Andersen says: 8. september 201323:21

    Jeg kender dig ikke personligt, men efter at have fulgt din blog et stykke tid, synes jeg alligevel at jeg kender dig og din familie. Du beskriver så fantastisk godt de op- og nedture man har med et sygt barn, og for det meste er det jo personlige ting, du refererer til. Men når man læser denne beretning, bliver man SÅ harm på de myndigheder, som bestandigt skruer på besparelsesknappen; i en grad, så man tænker, at det her kan da ikke finde sted i et civiliseret samfund som vores!? At man BÅDE skal klare hverdagen med et sygt barn OG tjekke de læger og sygeplejersker, som skulle være der for at hjælpe og støtte én, det MÅ da ikke forekomme. Hvordan kan man gøre politikerne opmærksomme på, hvad der foregår? Jeg mener, der må jo nogen til at fortælle dem hvordan hverdagen er for dem, der er brugere af systemet!
    Jeg ved ikke, hvor langt ud din blog når, men jeg håber virkelig, at der er nogle politikere, der læser med og har meget røde ører!! Knus og varme tanker til dig og din familie! Janne

  4. Yvonne Thygesen says: 8. september 201323:02

    Havde jeg dog bare nogle millioner,så ville de straks blive sendt af sted,så normering kunne blive rigtig god. De bedste hilsner.

Kommenter indlægget