Familieliv for dummies

Forsøger her i ferien at holder ældstedatterens læsning ved lige med Morgenthalers dyrefabler og barndommens elskede tegneserier. Føler sgu’ min knold mindst ligeså tynget med udfordringer som Egernet John; hvem der dog bare havde Gammelpots magiske vadsæk til:

1. En babysitter
2. En enkeltbillet til den anden side af kloden
3. En hammer til at slå sig selv i hovedet med

Ella er træt og udkørt her til morgen efter et par ellers ret korte børnehavedage, Nora sur og svær efter skred i sengetiderne. Begge virker så forkomne og sårbare for tiden: Den lille har pludselig “glemt”, at hun ikke mere bruger ble (med en hulens masse ulækkert arbejde som resultat), og den store er konstant på nippet til et af sine rystende melt-downs (med en hulens masse kedeligt skænderi som resultat). Foreslår lille fridag, som bliver accepteret.

Bad idea!

Er jo også verdens ondeste mor, når jeg beder krapylet slukke diverse iPads inden morgenmad. Og at jeg så ovenikøbet kan finde på at anmode om en hånd til borddækning … har man kendt mage?

Hysteriet ta’r til, og pludselig er Nora på vej til at flytte hjemmefra, og Ella barikeret på sit værelse. Begge forkælede prinsesser under højlydt skrigeri og kylen med legetøj. Eneste plus lige nu er, at de trods alt ikke er uvenner med hinanden; næh intet sammenhold er større end det mod fælles fjende.

Jeg tuder. Sætter mig ned i soveværelset og plasker sengetøjet til.

Efter en times ragnarok ringer jeg til Anders og beder ham afspadsere sit overarbejde fra de sidste to dage. Asap. Han pakker fluks sammen og cykler hjem.

Pis.

Hvor kikset. Kan ikke klare at passe to børn på samme tid. Mine egne to børn vel at mærke.

Pis igen.

Men hvor skulle jeg dog have lært det? Og de at lytte efter mig? Disse måneder er de første nogensinde alene med to ganske almindelige piger – som ganske almindelig husmor. Ad helvede til med bog op og blog ned om konflikthåndtering i kernefamilien. Når der nu ingen kernefamilie er. Pst væk. Verschwunden!

Jeg har bare ét at sige: God arbejdslyst til dig, Lola – og glem ikke rustningen på torsdag …