Dyk
“Skriv om alt det der skete og hvad det gjorde ved dig. Du er nødt til at gå det hele igennem igen.”
Sådan skrev en af jer læsere til mig for et par dage siden. Om tiden på grænsen til dødsriget.
Forventer ikke nogensinde at komme over min datters kræftforløb, men forhåbentlig det lykkes mig at komme igennem denne frygtelige tid. Some day.
Og hvem ved – måske er det netop et tilbageblik, der skal til, før jeg kan komme ud på den anden side. Videre i familien og i mig selv. Som et helt menneske – fremfor det overskårne individ, der lige nu sidder her bag skærmen.
Hørt!, buldrer skæbnen, og ind på computeren popper en lille forsinket billedserie fra fotograf Columbus Leth, der sidste forår lagde vejen forbi Rigshospitalets Intensiv-afdeling.
Med makeuppen snørklende ned af kinderne erkender jeg det, jeg egentlig godt vidste allerinderst inde: For at finde hjem, må jeg på endnu en rejse. For at finde fred med mine forbudte tanker, må jeg sige dem højt. For at komme frem, må jeg gå baglæns.
Håber jeg – og I – er klar. Dyb indånding alle mand, så dykker vi. Påske 2013:
—
Rejser mig fra kontorstolen og lægger broderiet tilbage i kurven. Mangler kun ét enkelt blad i sart grøn, så er Gerda Bengtsons bellis sprunget ud. Mens min egen visner bort. Lige her for næsen af mig. Jeg kan røre ved hende, kysse hende, læse historier og synge for hende. Men fatter hun en bjælde? No idea.
Ella virrer let med knolden, da jeg kysser hendes skaldede isse. Steril hospitalslugt blandet med sødlig datterduft. Nå, koppen er tom, og det duer ikke. Kaffe skal der til. Hvis jeg skal overleve marreridtet …
Telefonen dingler om min hals, sandalerne klipklaprer. Gangen er lang. Uendelig lang. Stjæler et blik: Stue på stue, seng på seng. Samtlige patienter sover. Nøgne overkroppe dækket med elektroder. Radiatoropvarmet kombi af afføring og klor rammer mine næsebor. Solen brager gennem vinduesmosaikken og oplyser en mørkklædt gruppe pårørende, der hænger ud ved venteværelserne. Stille, sørgende.
Vender tilbage med friskbrygget mokka til alle. Sygeplejerskerne nikker anerkendende – dog uden at vende sig. Én har blikket fast rettet mod skærmen, en anden på Ella. Trykket stemning. Lægerne er på vej. Ny blødning i lungerne.
Bakker op i en krog. Kaffen skvulper, da jeg snubler over en ledning. Eftermiddag i maskinhallen – apparaterne bimler og bamler. Vejrtrækningen er ved at gå i stå. Hos min datter og hos mig selv.
Der arbejdes hurtigt og koncentreret. Effektivt teamwork. Aner ikke hvor mange, vi efterhånden er herinde i de påskepyntede gemakker. Ti? Tyve? Hele Intensiv-staben måske??? Lille hage løftes op af et par vinylhandsker. Skummende blod suges ud. Klare medikamenter sprøjtes ind. Livreddende indgreb. Grusomme overgreb.
Har lagt hendes liv i fagfolkenes hænder. Værsgo’, hun er jeres! Men kun for en stund. Hun må tilbage i mine arme. Levende eller død.
Kvalme. Støtter mig til vasken og glaner ind i toiletspejlet. Tomt billede. Ella er atter stabil – dog på et hængende hår denne gang. Ude ved personale-skabene ringer jeg til husbond, der er er på tur med vores ældste. Han lytter men siger ikke så meget – forsøger at skåne hende vel sagtens. Men hun har ellers efterhånden hørt alt, ville jeg mene, set alt. And then some. Som søster til kræftramt været vidne til livet, når det gør allermest ondt. Er allermest ondt. Heller ikke hun har fået den barndom, hun fortjener. Ethvert barn fortjener.
Jeg tænker tanken. Den forbudte tanke. Tanken, der gør mig til verdens ækleste mor. Eller måske verdens kærligste mor?
Udmattet, ødelagt, grædende. Flået i tusind stykker. Vi har været på en uendelig rejse – jeg, min mand, vores store datter og Ella – alle fire koblet på samme drop. År ud og år ind. Fået skudt kemo, steorider, blod og væske i venerne. Kastet op, segnet, rejst os på ny. Igen og igen. Men for hvad? Et par ekstra timer, dage, nætter i dybe smerter. Og nu i respirator.
Hvad enten de må eller ej, popper ordene op. Spreder sig som metastaser fra hjerne til hver en fiber af min krop:
Er det Ellas skæbne at miste livet til kræften, så lad det ske. Er det Ellas skæbne at blive rask, så lad det ske. Men skal hun flere lidelser igennem, da beder jeg; vær barmhjertig og slip hende – og os andre – fri.
Så lad hende dø. Nu. I dag. Og ikke i morgen …
:´´0( jeg tænker på dig og sender dig masser af varme knus og tanker. Kh Anne
Ja, det er hårdt, at begive sig ud på den rejse tilbage i tiden. Jeg gjorde det selv et år efter min mands død – skrev om de hårde dage, kunne huske det hele, lyde lugte mv. Det blev for mit vedkommende en sygemelding i den 14-dages periode, det stod på.
Men det hjälp – bakefter.
Da det sidste punktum var sat, faldt skuldrene ned på plads og min første tanke var, “Nu behøver jeg ikke mere huske det hele, for nu har jeg skrevet det”
Jeg håber, dit hårde arbejde i genoplevelsen og genskrivningen bliver helende for dig og familien.
Du er uden tvivl VERDENS kærligste mor. Sidder i bilen uden for Føtex med tårerne trillende ned af kinderne. Tror du har ret. Forbudte og fortrængte følelser og tanker spænder ben at kunne komme videre. Sender dig de kærligste tanker. Jeg kender dig ikke, men har fulgt din blok i flere år så føler det næsten, lidt…
Hvor er det stærk læsning. Sidder tilbage med knugende fornemmelse i brystet og tårer i øjnene. Jeres følelser føles helt hjem i vores stuer.
God rejse tilbage i tiden, du kære Dorte. Håber det giver lidt vind i sejlene, så jeres rejse på sigt kan fortsætte fremad – sammen – alle fire.
Knus fra en Mor til tidligere kræftramt pige. Dengang 2 et lavt år. Nu snart fem og rørende rask
Det hjælper dig ikke – det ved jeg godt – men den forbudte tanke er vi mange, der har haft i lignende situationer. Det er fuldt ud tilgiveligt, for tanken kommer netop af den bundløse kærlighed til patienten. Med håb om god opdrift på din vej mod overfladen!
… Og så triller tårerne stille her, mens halsen snørrer sig sammen – igen. Endnu engang rørt, ramt, rystet af din beretning… Tom for ord… Helende tanker og varm post-sygdoms mokka i din retning. Forhåbentlig kan den nydes mens du dykker ned i det helende helvede. Modigt – men nok også nødvendigt… At mærke det hele igen – nu, hvor du kender slutningen so far.
Hvor er i seje, alle 4 ❤️
Kære Dorthe.
Vi mødtes i søndags på Bakken ved svanerne og udvekslede et par ord. Jeg har jo fulgt jeres historie og sendt jeg mange tanker undervejs.
Uden at skulle drage store sammenligninger vil jeg ganske kort fortælle dig om, hvordan vi mistede et barn, og hvordan vi kom styrket igennem forløbet. I dag er vi hele mennesker i en hel familie, sårene er helet, det ubærlige er båret – men intet er glemt.
Der er en vej ud – det må du tro på! For mig var vejen ud, at jeg sideløbende med sorgarbejdet fik endnu to børn, og al den angst og uro, som følger med, når man har mistet, måtte jeg bekæmpe og i stedet fortælle mig selv, at mine børn var stærke – de kunne leve!
Og det gjorde de. Du kender den ældste, Stefan. Han var bare 4 år, da vi mistede hans søster. Han fik 2 dejlige brødre, som i dag er 27 og 22 år. De ville ikke have været her, hvis Cecilie havde levet. Et sted følger hun med og glæder sig over, at vi kan være sammen her, og en dag skal vi måske se hende igen. Det håb står for enden af vejen som en lanterne for mig.
Jeg håber for dig, at du finder styrken i dig selv til at komme videre i din rejse. Sæt pris på hver en stund – den kommer ikke igen, og før du får blinket, så er der gået 28 år, 7 måneder og 18 dage <3
Kærlig hilsen fra Birgit