Tidsrejsen

Fortsat ingen knopper; vi krydser fingre for, at eventuel galskab først bryder ud i det nye år. Vi har nemlig lige et par ret essentielle fester på programmet den næste uges tid …

Så er træet inde. Manden måtte save til i regn og blæst, så husstandens tre piger kunne pynte ved levende lys og julemusik. Fast arbejdsdeling. Og traditioner må man jo holde fast i. De få, der er tilbage.

For der er nye tider på vej. Jeg mærker det. I glimt. Når Nora siger fra over for Lillesøster, der pludselig er så frisk, at man ikke skal være bange for, at hun falder død om af en afvisning. Når hytten summer af gæster på spontanvisit ligesom i gamle dage. Når vores trofaste nytårsvenner gennem ti år er blevet skilt og nu har lagt Nordatlanten imellem sig.

Foreløbigt fortsæt: Fra nu af vil kun jeg rejse frem i tid. Én dag ad gangen. Ikke se mig tilbage. (Ikke mere end højst nødvendigt i hvert fald.)

I går fløj Mormor til Syden med svigerinden. Tilbage i kulden drømmer vi andre om sne. Lidt slud kan også gøre det. Feriedagene fordrives med legeland og biftur. Mens der lægges sidste hånd på pakker og honninghjerter.

Forventningens glæde. Drømmen om en magisk juleaften. Med stjernedrys og gaveregn. Stopfyldte maver og overtrætte unger. Håbet om et jævnt og muntert, virksomt liv. Uden kræft. Med kærlighed og nærvær. Ligesom den forgangne december måned, hvor familien har flettet, konfektet og julenisset som aldrig før. I det lille hjem. I Kemoland.

Kære venner
Hjertelig tak til alle, jer der hver især har båret os igennem livet, når det var allermørkest. Med kemokur, strikketøj, vinterdyp, pakker, kys og kram. Tak fordi I følger os på vores vej; det varmer mere end I aner. Hermed fra alle os til alle jer:

En lille forfriskende Tv2-julehilsen