Forbandet?

Er jeg? Sikkert. Siden jeg stadig ikke kan finde mig selv igen. Glæden, lysten til at være.

Ulykker omgiver mig: Skilsmisse, sygdom, død. Blandt mine venner. I min familie.

Var de der også før – livsforandringerne? Eller vælter alt bare lige nu? Hvor jeg netop har ekstra behov for ro og stabilitet.

“Egoist!”, suser det i tindingen. “Ikke hele verden drejer sig om dig. Lad dog den fraskilte flytte, den syge dø, den sørgende gøre status. Hjælp til, hvor du kan – og vær ellers taknemmelig. For at du har dit på det tørre. Familie, helbred, økonomi. Så find dog smilet frem, for pokker! Hvor svært kan det være?”

Men det er det altså. Svært. Jo, smilet er der såmænd. Udenpå. Sammen med forfriskende lipgloss og udglattende concealer. Men indeni? Det klassiske tomrum.

Træt af tomrum.

5 kommentarer
  1. Dorte says: 27. maj 201520:43

    Åhr altså – så mange knus og forstående ord. TAK! Og tak igen. De sorte dage kommer og går, men lige nu er de desværre i overtal. Trist med trist på. Øv.

  2. Line Johannesen says: 24. maj 201514:59

    Hej..
    Du satte lige ord på mange af mine tanker og følelser… Og selvom det er trist, er det stadig rart at opleve man ikke er alene om at have det sådan!!
    Min søn har selv været ramt af lymfekræft sidste år, men jeg hænger stadig og kæmper med mange ting efter det!!! Smilet kan nemt sættes på når man går ud af døren, men smilet når aldrig rigtig helt ind i mig, endnu!! Det kommer en dag!!

    God vind til dig og din familie fremover!!

    Vh Line

  3. Lise Bugtrup says: 23. maj 201522:18

    Kære Dorthe
    Det tager tid og vi er blevet mere følsomme, vi er pressede og til evig tid vil vi være i et bberedskab som, kun dem der selv har prøvet, kan forstå.
    Og her taler jeg ikke kun “os med cancerbørn”, men os der bliver mere ramt, nedslidte af flere års pres.
    Vi skal lære at tanke energi, til de sociale stunder, vi skal lære at slappe af. Vi skal lære at vi bliver hurtigere ramt og tager mere ind, end vi kan magte.
    Det er takken, for at vi har gjort alt, mere end vi havde at give af, men vi havde intet valg.
    Knuser fra en artsfælle, på mere end en måde

  4. Inge says: 22. maj 201514:05

    Kære du. Jeg tror livsforandringerne altid har været der. Du har blot mere tid til at tage dem ind lige nu. Når det er sagt så er vi også der i livet lige nu hvor der SKER meget. Vi kan vel godt kalde det midt i livet og i virkeligheden midt i essensen. Vi har været igennem ungdommen (hvor der også var kaos hvis vi husker rigtigt. Kan jo se hvordan datteren min er ved at begynde det kaos – men samtidig helt fantastiske liv hun begynder at kunne fornemme…) vi har oplevet forelskelsen og det at påbegynde redebygningen… Nu er vi der hvor hverdagen skal stå sin prøve – for bærer det hele… Og her begynder skilsmisserne og de barske uenigheder… Her begynder reperationsalderen og for nogle med døden til følge. Så ja Dorthe der sker meget vi skal forholde os til og det vil det nok blive ved med. Tænker det er her vi skal bygge pæn genskaber og relationer til at hjælpe os gennem tomheden, så der alligevel på den anden side er et liv der er det hele værd. Stort kram fra en veninde Inge

  5. Käthe says: 22. maj 201513:48

    Kære Dorthe

    Sender dig de bedste tanker og masser af smil….
    OG skulle du komme til Hillerød så ER jeg her…
    Altid!
    Jeg ved ikke alt… men jeg ved en del….
    Så husk det bare…. Kom kun…

    Kærligst Käthe

Kommenter indlægget