Hvorfor døde du dog ikke bare?
Stille og mut var hun. Slet ikke i sit sædvanlige Ella-i-SFO-humør. Da madkasse og drikkedunk var rekvireret, sko og jakke lukket, bøjede hun hovedet nedad – og løftede det ikke én eneste gang på hele hjemturen. Fortalte mig intet om dagen, som hun ellers plejer. Men slæbte bare de to prinsessebamser efter sig i palliettasken. Slukøret og med tunge skridt. Nul dans, nul sang, nul løben om kap eller tiggen om gratis tebolle hos købmanden. Og da jeg rakte hende nøglebundtet, rystede hun på hovedet og takkede nej til at låse hoveddøren op. Hvilket ellers er en af Ellas fornemmeste opgaver her i livet.
Der var vist ingen tvivl om, at Ella var ked. Meget ked.
I entréen kyssede jeg en solcreme-sandet kind og spurgte, om hun havde haft en hård dag. “Ja”, svarede hun sagte, “det har været en rigtig hård dag. Lige siden frokost.” Og så fortalte hun om, hvordan en hyggelig middagsstund med ét var blevet forvandlet til en ganske ulykkelig oplevelse. I dag blev dagen, hvor Ella – for første gang i sit liv – skulle stiftede bekendtskab med det triste men uundgåelige regnestykke:
Dumhed + uvidenhed = rendyrket ondskab.
Min første reaktion var at gribe telefonen og ringe idiotens mor op. Smække hende et par alvorsord på trommehinden – og befale en uforbeholden undskyldning. Besluttede dog at tage episoden op med pædagogerne dagen efter i stedet.
Men for helvede, hvor er jeg gal. Hvad i himlens navn får en lille seks-årig dreng til at opføre sig så gement?
Talen over madpakkerne var faldet på, hvem havde hvilke ar. Ella fremviste stolt sit over brystet – hvor venekateteret engang sad fast. Og fortalte med åbenhed og velvilje sin nye klasse om den kemo, der var løbet igennem slangen og ind i hendes krop, havde taget hendes hår, nær slået hende ihjel – men også banket kræften synder og sammen, så hun i dag sad, hvor hun sad. Sammen med sine kammerater. Og guffede. Seks halve, to gulerødder og en tomat.
Hvorpå klaphatten havde grinet hånligt og ytret de lede ord: “Hvorfor døde du dog ikke bare?”
Jeg frygter fremtiden. De grimme kommentarer, de skumle blikke. For hvad er i grunden mest ødelæggende? Den største dræber?
Cancer eller mobning?
Fuck.
Hvor er du en fantastisk mor! Vil bare lige sige at I skal gøre noget – og det med det samme. Min ældste har lige kæmpet sig igennem 0. med en dreng, som kunne være ham dér. Og vi er ikke en cancer familie, som vil føle sig virkelig hårdt ramt af sådan en kommentar. Næh – vores søn ligger højt på vækstdiagrammet – og det er både højde og vægt, så proportionerne følges ad. Han passer fysisk bedre ind i 3. klasse end 0. Og det fik han at høre for…igen-igen-igen-igen…indtil vi bankede i bordet og sagde stop. Der er nogle små skolebørn, som ikke kan finde ud af overgangen fra børnehave og som jeg også undres over hvilke værdier de kommer med. Men – det som jeg også vil sige…det er slet ikke sikkert at forældrene ved det…(og det kan undre, men der findes forældre som slet ikke ser deres børns bagside). Så fedt du gik til klassen!
Sikke rart med opbakning fra alle jer her på bloggen og på Facebook-siden!
Ella stod klar dagen derpå med bøger, cvk og andet infomateriale til grundig gennemgang af sygdomsforløb med sin nye klasse. Det havde hun lige sat sig for; sådan! Jeg måtte lige bede hende klappe hesten, indtil vi havde fået snakket med pædagoger og lærere. Det er måske en lidt voldsom aktivitet at bringe uanmeldt ind i hverdagen uden forudgående aftale …
Der var kæmpe forståelse fra de ansatte! Episoden er blevet drøftet i teamet, og planen er nu den, at Ella efter sommerferien bliver en af de første i “Fortæller-stolen” i klassen. Her vil hun (sandsynligvis med bistand fra undertegnede) indvie de nye kammerater i sin skumle fortid.
God idé med forudgående mail til forældre – så eleverne er lidt rustede til et barskt emne.
TAK igen for virtuelle knus og støtte <3
Jeg er enig med Helle B. Spørg klasselæreren, om der kan blive sat tid af, så dig og Ella kan fortælle jeres historie. Måske vil de se Ella som en heltinde, efter de er blevet sat ordentligt ind i tingene.
Åh lille pige, kan godt forstå hun blev rigtig ked af det og du blev gal, det var jeg sgu også blevet. Håber virkelig pædagogerne fik gjort noget ved det. Ønsker jer en god weekend. Stort knus herfra.
Åh nej. Vanvittigt, det lille menneske, at hun skal møde sådan en kommentar.
Var der virkelig ikke en voksen tilstede?
Tror ikke jeg havde magtet at vente med at reagere…..tror også nemt moderen til sønnik kunne have fået en revne i trommehinden.
Jeg håber Ella og du bliver mødt med forståelse og varme, nårr du går videre med det.
Knus Joan
Hold da op ….kan godt forstå at du blev rasende. Selv børn bør have empati. Virkelig dårlig opførsel. Som man siger : Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves
Det er bare ikke ok !
Klogskab+viden=tolerance.
Så måske er det nu du skal fatte Kemo Kasper og tage ham med hen og fortælle klassen lidt om kræft og kemo. Vigtigst af alt at give børnene plads til at spørge. Stort Kemo-mor-krammer til dig.