Go’nat lille ven

”Han klarer den nok ikke weekenden over. De lægger ham til at sove lige om lidt. Og så er det vel det …”

Det er ikke første gang, jeg er sammen med en mor, lige før hendes barn bliver revet fra hende. Sikkert heller ikke sidste.

Hendes blik var rettet mod mig, hun talte til mig. Men hun var der ikke. Fjern, i chok. En svævende, følelsesløs, summende, rolig tilstand, der ramte mig som små isnende pile gennem hendes omfavnelse. Hvad kan man dog sige? Hvilke ord?

”Du vil altid have en søn. Du vil altid være hans mor.”

”Det ved jeg. Han vil altid være herinde.” Hun kæmpede en slap hånd op mod hjertet og lod den falde ned langs siden. Krammede mig igen og gik tilbage på stuen.

Et par timer forinden havde jeg siddet i møde. Kommunens udmelding var klar:

”Endnu ikke parat til arbejdsmarkedet? Efter SÅ mange måneder??? Nå, men så skærer vi i dagpengene (måske dét kan få dig i omdrejninger …)”

Cirka deromkring sluttede samtalen for mit vedkommende.

Ind i bilen og kurs mod Rigets Børnekræftafdeling og Transplantationsafsnit. Denne gang som gæst. I bagsmækken lå de sødeste sponsorgaver fra vores skønne lokale købmand. Jeg ville gøre noget godt. For de mange børn, der var tvunget til en weekend i de grå beton-gemakker. For mig selv som den glade budbringer.

Men jeg hører ikke til derinde mere. Der er blevet for fremmed, for fjernt, for surrealistisk. Jeg må trods alt være kommet videre.

Bare ikke videre nok til arbejdsmarkedet – og derfor ikke længere til sygedagpenge. Tilsyneladende.

Slam! Endnu en kasse blev lukket i. Endnu en dør smækket bag mig.

Pigerne leger på Noras værelse. ”Solsikke, solsikke …”, sangen gjalder gennem døren og ned i stuen, hvor jeg sidder med laptoppen på skødet. Sunde og raske børn. I live. Hos mig. Katten tjekker havens fugle ud fra vindueskarmen, og Anders fyrer op for espressomaskinen.

Om lidt skal vi i skoven.

5 kommentarer
  1. Livet bag murene | Kemoland says: 27. november 201513:04

    [...] en tur til Riget – endnu en gang uden Ella. Bilen finder sgu næsten vej af sig selv efterhånden [...]

  2. Dorte says: 6. oktober 201510:12

    Tak, Lisbeth! Håber sådan det går ok hos jer?

  3. Dorte says: 6. oktober 201510:10

    Hvor er det dejligt, at ungerne kunne bruge gaverne – jeg håber dagen i dag måske bliver mindre hård for jer <3

  4. En mor på 5054 says: 5. oktober 201521:32

    Hej Ellas mor. Tak for den fine sponsorgave :-) Min 3 årige søn på 5054 hyggede sig gevaldig, mens han åbnede den – på trods af en lidt hård dag den dag.

  5. lisbeth Jess says: 4. oktober 201512:01

    Årh hvor jeg endnu engang bliver sorgfuld over, der ikke er forståelse for at helingsprocessen efter et langvarigt kriseforløb tager lang tid.Som om du heler bedre når de fratager dig forsørgelsesgrundlaget. Bed om en Mentor 5 timer rom ugen. Så får du en person der kan og vil lytte , rumme og se muligheder for dig og fremover . Det hjælper ofte med ikke kommunale øjne. Stort kram, hils familien og god søndag

Kommenter indlægget