Efterskælv

Selv den mindste rystelse kan få det hele til at skride. Og vi vil alle suse ned ad skråningen. I frit fald. Med løsrevne klippestykker og grus om ørerne. Fundamentet er beskadiget. Der må trædes varsomt.

På vores videre færd.

Under selve kemoskælvet havde vi altid to konstanter. Når jorden åbnede sig under vores fødder. To fastgjorte ringe at fæstne vores karabiner i: Vi havde vores hus – og vi havde Anders’ job. Altid et bord at samles om – og brød at sætte på det. Nu er jobbet væk. Efter 19 år i samme firma, er det slut; kontoret i Danmark lukker.

I går blev holdt afskedsfest i byen. I dag ligger Anders med tømmermænd i sengen. På mandag sidder han fritstillet herhjemme. Vi har vidst det i noget tid. Men tanken er nu svær at vænnes til.

Vi går en usikker fremtid i møde. Planerne, der knapt var begyndt at falde på plads, må ændres. Igen igen. Men denne gang er det ikke livet, der står på spil. Sådan trøster jeg mig selv. Dét her er, om ikke andet, en god øvelse i at forsøge at se fremad. Mere end én enkelt dag ad gangen.

Om føje tid går Sommerskuret i dvale, og julestadset skal findes frem. Vi har heldigvis hinanden – og mange varme minder at ta’ med os ind i vinteren. Så det skal nok blive lunt og godt i det lille hjem. Og der ligger allerede et par adventsgaver parat i skabet … så lidt planlægning er jeg da i stand til. Såmænd.

Simba snorker på sofaen. Jeg nulrer hans bløde mavepels, men han orker ikke at sætte gang i spinderiet. For det er hårdt at være udekat – 1/2 time om dagen. Døren er lukket til Ellas værelse. Jeg banker forsigtigt på og stiller en lille bakke med letdampet broccoli, små gulerødder, nødder og to kopper te på skrivebordet. Nora takker og smiler. Ella kommanderer mig hurtigt ud igen. De er ved at gøre sig klar til i aften og prøver samtlige uhyggelige outfits af, inden de skal afsted med vennerne.

Det blev til et stk farlig sørøverpirat & et stk ond zombiedronning. Hånden sitrer lidt, da jeg lægger Ellas makeup. Déjàvu. Syns’ sgu lige vi er sluppet for gusten hud, mørke rande og skumle blødninger. Kan også godt mærke på Nora, at hun synes, det er lidt spooky. Gi’r hende lige et ekstra kram og siger, at nu er det hendes tur. “Nej tak. Jeg er fin, som jeg er!”, siger hun og svinger sværdet. Overtales dog senere af Ella til et mindre ar.

Så er de afsted. Græskarlygterne er tændt, slikket står parat. Hvis nogen skulle finde på at lægge vejen forbi …

0 kommentarer
Kommenter indlægget