Dag + 20
Moster Line på besøg.
Heldigt vi har flag & ballonner på permanent basis her i indelukket, så vi var klar til at ønske hende tillykke med fødselsdagen, på trods af, at jeg da fuldstændig havde svedt den ud. Flot da! Det er anden gang på tre år – øv! Men gaven til hende – de uldne pulsvarmere med falske snoninger – er næsten strikket færdig, og de passer på en prik, så hvad gør det, at man ikke lige har styr på datoerne?
Eller noget.
I morgen er det dag + 21; en milepæl øjensynlig. Her skulle man nemlig gerne kunne detektere, at Ellas knoglemarv begynder at arbejde. Men det har den jo allerede gjort et par dage nu, og tallene fortsætter støt med at stige til alles store glæde.
Så ja: Også jeg er glad for, at Ellas livsensfarlige indgreb lader til at have virket. Men jeg er alligevel ikke glad. Sådan helt glad aller inderst inde. Og hvorfor i alverden er jeg så ikke det??? I disse dage skulle den nye marv ellers slå eventuelle resterende kræftceller ihjel i min lille datter, så hun har en chance for at komme hjem og begynde sit nye liv som en ganske almindelig snart-fire-årig pige. Jeg burde da være nærmest lykkelig: Fest og nøgendans på bordene?
Næh, sådan har jeg det altså bare ikke. Jeg er faktisk helt ufattelig ulykkelig. Sorgen knuger især om natten, når lyset er slukket, og jeg forsøger at døse hen. Så sparker den mig nådelsøst op og ud af sengen.
Har lige hentet mig en lille varm kakao fra køkkenet og opfangede et par ord fra personalerummet på vejen: “Vi får en ny tumor ind om lidt – og den skal måske opereres.” En ny tumor??? Næh nej, du gode læge – der er ikke tale om en tumor, skæve tal i en differentialtælling eller skygger på en scanning.
Der er tale om et barn!
Der er tale om en kriseramt familie med søskende, bedsteforældre, kusiner, fætre, klassekammerater, venner og kollegaer, der netop har fået deres livs chok og aldrig kommer 100% til sig selv igen.
En ny familie i Kemoland.
Det stopper bare aldrig. Så jeg sørger.
Jeg får lyst til at dele Benny Andersens ord med dig:
I mange år tog jeg sorgerne på forskud
Det har jeg ikke haft glæde af
før nu hvor sorgerne endelig
begynder at gøre sig gældende,
og jeg for alvor kan begynde
at glæde mig, til sorgløse dag
Det er jo det fortvivlende, men også det magiske – at sorg og glæde vandrer til hobe. Således anskuet må der også efter et sådant nulpunkt, som I har levet i de sidste år, komme et lyspunkt. Din udfordring er at tilliden til netop det magiske er visnet bort i sorgen, smerten og fortvivlelsen. For mig er troen der, hvor jeg henter den tabte tillid. Gud velsigne jer – jeg tænder lys for jer!
Kan godt forstå dig, men forhåbentlig kommer i til at glæde jer sammen, selvom tror jeg når man har været vidne til sådan en afdelig , så sætter det sine spor. pøj pøj
Kære Ella-Bella, tak for flag og varm kakao
Håber perlefuglen er blevet fin.
Seje jer!
Møs fra mos Line.
Jeg forstår dig så godt. Du er, hvor du er lige nu. Der vil komme en dag, hvor foråret spreder sit livgivende lys i dit sind… og dette lys vil fylde mere og mere. Men det er som et pendul, for lysets kontrast er mørket- og det vil være der. Angsten, i mange år. Pendulet svinger og du kan blot følge med. Det er ok, ok at være ked og sorgfuld – og ok at være fyldt af glæde på andre tidspunkter. Vi kan ikke være noget andet sted, end hvor vi er, caro ti. xxx
Kære Dorthe og familie.
Det er helt fantastiske nyheder, Ella er en sej pige.
Når i kommer hjem og får det lidt på afstand kan du forhåbentlig glædes.
Er lykkelig og varm helt inden i på jeres vegne.
Glæder mig til at give dig et kram <3
Dejligt at Ella har det bedre..men ja du har ret..Der dukker hele tiden nye børn op i kemoland..de. er trist..stort knus til dig
Forstår dig på en måde godt Dorte selvom vi ikke er i kemoland men “blodland”
Det stopper aldrig med nye familier, tankerne med hvad de andre nye familie skal igennem.
Men det er super dejligt at læse Ellas tal stiger og snart er i ude af det alle mest intense kemoland og igen skal til at lære at være en familie på 4 <3
Kram
Jo Dorte. Det stopper – og du KOMMER VIDERE. Knus infe