I går var det præcist to år siden, gulvtæppet blev revet væk under fødderne på os. Og vi måtte begive os afsted på endnu en kold og farefuld færd udi vinternatten.

Tilbageblik spiller en vigtig rolle i min sorgproces.

Har lige genset TV2s Ella – livet forfra, som hjælper mig med at huske. Det hele. Alle de onde – men også de smukke øjeblikke siden Ellas tilbagefald.

Nu er dokumentar nr. to på trapperne. Nordisk Film er netop ved at lægge sidste hånd på Knæk Cancer – et år efter, som meget snart vil rulle over skærmen i de danske hjem.

I filmen kommer vi til at se, hvordan det er gået to af sidste års cases: Ella (behøver vist ingen yderligere præsentation …) og Mette (kræftramt mor til tre).

Glæder mig til at se det færdige program – men er samtidig hunderæd. Mens vi kæmper for at få fodfæste igen, er verden netop styrtet sammen for en anden familie, og jeg ved, jeg vil fælde en tåre ved præmieren.

Selvom jeg kun nåede at møde Mette en enkelt gang, er hendes historie flettet sammen med vores i mere end én forstand. Både hun og Ella blev oprindeligt diagnosticeret vinteren 2009, og siden da har begge oplevet rutchetur på rutchetur.

I dag er Ella er en frisk bøf.

Forrige søndag døde Mette.

—

Endnu en uge går på hæld, og i aften skal vi ha’ indisk og se Disneysjov. Nora har lavet en perleplade til sin kanin i klubben, og Ella trænet tohjulet i børnehaven. Anders har dyrket agile development på arbejdet, og jeg læst britisk spænding, broderet jule-korssting og øvet tværfløjte herhjemme.

Rejsen fortsætter – og vi vandrer med.

På bedste beskub.