Arkiv
Tag "chok"

Tre personer dræbt under weekendens terrorangreb i København.

Den bundfældes hurtigt. Forbløffende hurtigt.

Chokket lægger sig, og begivenheden lagres. Støder til det allerede tårnhøje beredskab, finder sin plads hos den evindelige angst.

Meningsløs, pludselig død og ulykke hører livet til. Det har jeg lært. Over årene.

I osteklokken.

Burde man dog ikke fælde en tåre? Bare en enkelt? For ofrene og deres kære?

Nej, jeg kan ikke. I er ikke mig, jeg er ikke jer. Ne suis pas.

Der er en evighed imellem os. Lever fortsat vores lille liv bag uigennemtrængelig mur. Beskyttet/fanget af det usynlige.

Deler ikke samme virkelighed. Endnu.

Pardon …

“Kig lige her, Mor”, siger Ella.

WHAT???

Uden det store besvær er Ella selv rutchet ned af stolen og går nu hen ad køkkengulvet. Hun manglede en ske.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv og krammer pigen, så hun nær mister balancen. Griber pr. refleks ud efter go’e gamle iPhone og sender en besked til Anders:

Ella kan gå igen!

I over et halvt år har vi kæmpet mod den lange respiratorbehandlings bagslag. Dag for dag arbejdet hårdt med fysioterapeuterne for at reducere Ellas massive lammelser fra halsen og ned.

Så bøjede hun med en finger, løftede en hånd, vippede med tæerne, bukkede knæene, holdt selv hovedet, rettede ryggen. På skummåtte, i kørestol, på sengekant, i ståstøttestativ.

Og nu spadserer hun så pludselig omkring, som det var den naturligste ting i verden. Og det er det jo nok også. For mig kommer det bare som et chok. Med armene ud til siden og stive ben vralter den lille pingvin rundt i huset. Ind på værelset, ud til køleskabet. Ned ad trapperne (!) til stuen.

Fra den ene dag til den anden.

Hvor er hun dog vokset på de måneder. Eller også er det bare fordi, jeg er vant til at se hende på knæ. Nej, hun er blevet højere. Og desværre også meget tyndere. Store pige.

Havde egentlig vænnet mig til tanken om at have en handikappet datter. Og det var ok! Bare kræften holdt sig væk og lungerne raske, så var jeg tilfreds. Pigen er jo knivskarp; har sofistikeret humor, fremragende fantasi, kan allerede læse og skrive små ord, er social og lattermild (for det meste …), dygtig til at sige til og fra, kreativ og musikalsk. Potentiale for et godt liv – mobil eller ej.

Den positive drejning i Ellas fysik er faktisk ret grænseoverskridende for mig. Skal lige omlægge fremtidsplanerne. Nora siger, vi endelig har fået  Lillesøster tilbage. Men sådan har jeg det nu ikke. Jeg føler, vi har fået en fremmed pige inden for døren.

Nu skal hun pludselig ikke længere serviceres og bæres omkring. Er slet ikke nær så afhængig af mig mere. Ikke så syg. Nu kan hun igen selv nå sine bøger på reolen, hjælpe med at dække bord, få sig et stående brusebad. Åbne døren og gå ud, hvis det er det, hun har lyst til. Og det har hun.

Når pandekagerne er spist, skal vi nemlig male havelåger.

I går – på Ellas 4-års fødselsdag – røg hun i kunstigt koma og respirator.

Sådan! Dér fik I lige den barske nyhed uden omsvøb. Chokeret? Jeg ryster endnu …

Onsdag den 6/3. Det er den smukkeste forårsdag. Koldt men med sol og fuglekvidren. Ella har så sandelig bestilt godt vejr – og fået det. Men ak, hun får slet ikke nydt den klare himmel og de velfornøjede måger uden for transplantationsstuen. Nej, Ella er nemlig pissesur og kræver metalpersiennerne rullet ned. Helt ned. Så der sidder jeg i mørket og stryger hende over panden, smører hendes tørre læber, justerer hendes ilt.

Lægerne, der jo har udelukket, at Ellas grå tilstand skyldes en bakterie, vil højst sandsynligt fortælle os til stuegang om lidt, hvad der har gjort hende så dårlig. Dog er vi allerede blevet fortalt, at hendes nye knoglemarv fortsat arbejder flot, og at nyre- og levertallene lader til at rette sig fint. Et skridt i den rigtige retning, siger de.

Jo, det kan man måske godt kalde det, men når jeg kigger på hende, føler jeg nu ikke, der er så meget bedring at spore. Men på den anden side ser jeg sgu’ nok heller ikke selv for blændende ud. Hverken hun eller jeg har sovet mere end et kvarter ad gangen i nat, da den ene prøve afløste den anden til Ellas højlydte irritation.

Lille Mus – trækker hun ikke også vejret mere besværet end for blot et par timer siden? Og trækker hun det ikke lidt skævt? Kigger op på de to kulørte ranker, som vejrer under loftsudblæsningen; en HAPPY BIRTHDAY-vimpelrække og et par almuemønstrede danebrogsflag. Dem hængte jeg op med hospitalstape i nat, så de var klar til den store festdag.

Og fest det skal der være. Da morgensygeplejerskerne møder ind, tropper de op i døren med lagkage, gaver og sang.

Ella er ligeglad.

Heller ikke da Anders kommer, ses antydningen af smil. Min søster svinger forbi med flag og tilbyder at passe Storesøster Nora på vores McDonalds-værelse under stuegang. Super – så kan vi begge være uforstyrret med.

Christ, hvor Ella da hiver efter vejret. Og er hun ikke lige vel blå omkring munden? Hallooooo – Ella! Er du der??? Vores faste sygeplejerske har pludselig formeret sig til en hel håndfuld af slagsen samt tre læger. De flår Ellas sengegærde af, skifter iltmaske og kommanderer mig hen i hjørnet af stuen. “Hvad er det, der sker?”, bæver jeg ovre fra det brummende køleskab. I uhyggeligt rolige vendinger forklarer den ledende læge, at Ella er akut på vej til Intensiv – men først må hun intuberes, da hendes vejrtrækning er ved at gå i stå.

Jeg græder.

På sitrende ben danner Anders og jeg bagtrop til det enorme følge, da Ellas lille grønne seng køres ud på gangen. Møder et par velkendte øjne men kan ikke placere dem. Vores nabo? Nå, der står da den rare rengøringsdame, hende der fandt min forsvundne perleørering i skidtbunken. Men hov, elevatoren har da ikke plads til alle? Vi to forældre tæsker ned ad trappen og støder atter til vores datter & co. på 3. sal.

Så ja, i går – på Ellas 4-års fødselsdag – røg hun i kunstigt koma og respirator. Dagen som skulle have været så rar men blev så rædselsfuld.

Og hvad var det så, der skete? Hvorfor blev min Musling dog så dårlig? Der er en forklaring. Den er lang og kringlet, chokerende og uhyggelig. I får den i morgen.

Lige nu må jeg sove …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Kemoen til februar vil sandsynligvis gøre Ella steril. I vil snart blive bedt om at tage stilling til, om Ella skal have den ene æggestok opereret ud og frosset ned, inden knoglemarvstransplantationen!”

What???

Ja, så tuder man igen. Anders sidder lidt forundret i den anden ende af røret på Riget og trøster: “Jamen det var bare lige en lille bonusinfo fra dagens læge …”

Tårerne triller, og min mor, der er på visit sidder i sofaens vasketøjsdynger og ser forskrækket ud. “Det er ikke noget alvorligt, Mut”, beroliger jeg men kan simpelthen ikke holde op med at hulke. Er helt i chok.

Det er sgu’ da heller ikke et spørgsmål bare sådan lige at slynge ud ved en tilfældig stuegang: “Hvis I engang vil ha’ børnebørn, skal vi så ikke lige give jeres tre-årige datter en underlivsoperation?” Ord som disse sætter så mange spørgsmål igang, at vi da burde have fået dem serveret til det efterhånden ti-gange-efterlyste intromøde med transplantationsafsnittet, så vi havde en mulighed for at holde hinanden i hånden og få uddybende svar med det samme.

I stedet vælger man bare at daffe igen og lade den kriseramte familie sidde alene tilbage i et – nu endnu større – miskmask af uafklaretheder. Om jeg begriber kommunikations-strategien afdelingerne imellem … Det kan godt være, at dette spørgsmål bare er endnu en af onkologernes små hverdags-trivialiteter. Men det er det altså ikke for os! Med denne information åbner sig endnu mere uvished end tidligere. Hvis muligt …

For jeg troede faktisk, at Ellas fertilitet var sådan 50/50, og at vi bare måtte vente og se tiden an – anede ikke at transplantationen ændrede synderligt på dette. Hvorfor er vi egentlig så ikke blevet tilbudt æggestoknedfrysning noget før? Er operationen risikabel, for hun har da ellers rimeligt skidte odds i forvejen, synes jeg. Og hvor store er chancerne for, at Operation Tilbage-på-plads-med-æggestokken-i-voksenalderen vil få det ønskede resultat? Nogen forskning på området? Anyone???

Tørrer øjnene og pudser brillerne. Ser dog ikke mere klart af den grund. Men ét er sikkert: Sådan et dyrt indgreb med efterfølgende årlige omkostninger kaster hospitalet sig vel ikke ud i, hvis de ikke mener, at Ella har en god chance for at overleve?

Og dét er da en trøst. Trods alt.