Arkiv
Tag "film"

Ingen ekstubation i dag, heller ikke i morgen – men muligvis fredag.

Hm, kender fra min tid som projektleder kun alt for godt til lanceringer lige op til en weekend. Der går altid noget galt, men alle holder fri.

Thanks, but no thanks. Tænker vi venter til på mandag.

(Hvis jeg da overhovedet har noget at skulle have sagt?)

Forsinkelsen skyldes lidt for meget væskeophobning i Svesken, og luftrøret må kun fjernes i tørlagte patienter for at undgå oversvømmelse i lungerne. Ergo: Vanddrivende behandling påbegyndt.

Nå ja, så længe det kun er Ella, der skal tørlægges (!)

Jamen vi ta’r da bare et par dage til i respirator. Et par hårde dage til, inden Havheksen giver min lille vågne Ella sin stemme tilbage.

Ud over almindelige bidrag, kan du i disse dage støtte Børnecancerfonden via:

  1. Hjertebarn, som auktionerer alverdens sager bort, der er doneret af firmaer og private. Indtil videre er indsamlet knapt 80.000 kr. til fonden. Så kig forbi Hjertabarns Facebook-gruppe, bliv medlem og gør et kup!
  2. Filmen En mors kamp for et normalt liv, som handler om en cancer-mor, der knokler for at holde familien ovenvande. Bestil billetter online hos Gran Teatret og ta’ en ven med til en tankevækkende oplevelse lørdag formiddag 9/2.

“Nej – vi står fast på vores beslutning: TV2s filmhold er ikke velkommen på afdelingen!”

Projektlederen forsøger at komme til bunds i afslaget: “Jamen hvad er jeres begrundelse – der er da lavet indtil flere optagelser over årene om kræftramte børn på Rigshospitalet?” Centerlederen afslutter samtalen med at beskrive Ellas sag som meget kompleks.

Jeg mangler bandeord. Og svar:

Hvad er dog det, der gør min datters sag så meget mere kompleks end andre patienters? Skyldes det hendes sygdomsforløb og generelle odds for at komme helskindet igennem behandlingen – eller kunne det tænkes at være hendes rapkæftede mors bog, blog og TV-indslag???

Hælder til sidstnævnte …

Min gode mulvarp på Børnekræftafdelingen (he he) netop blevet bekendt med, at personalet – ud over ikke at tale om KEMOLAND på arbejdspladsen – nu også er blevet beordret til at holde sig væk fra bloggen her. Selv i fritiden! Er det egentligt lovligt???

Nå, men I kan vel allesammen gætte, hvordan jeg reagerer på et forbud? “Kæmp for alt, hvad du har kært”, lød det pivfalsk fra min far, når han hyppede sine minimum syv forskellige kartoffelsorter.  Og hvor havde han ret. Ytringsfrihed – retten til uscensureret meningsudveksling – det er, hvad jeg har kært. Og jeg kæmper. På trods.

Løsningen hedder i alt sin enkelthed: Soffistikeret videoblogging under indlæggelse suppleret med professionelle optagelser uden for hospitalets mure. Mange timer er allerede i kassen – flere på vej. For der er vel for helvede ingen, der vil formene mor med kamera adgang til sin egen datter?

Allerede mange har bakket mig op i mit projekt. De tror – ligesom jeg – på, at det måske ligefrem kunne gå hen og blive en styrke for det færdige resultat, at Riget har meldt sig ud. På den måde er vi ikke underlagt deres gennemsyn inden evt. offentliggørelse under sommerens Knæk Cancer-uge. Hermed mere autensitet. Mere ærlighed. Flere velgørende kroner i kassen. Så ta’r bagvejen og håber på et brugbart resultat.

Ta’ den, fru Centerleder! Og godt nytår …

… eller En mors kamp for et normalt liv, som filmen hedder på dansk, vises i forskellige biografer rundt om i Kbh. – bla. på Rigshospitalet førstkommende mandag.

Den ku’ jeg altså godt tænke mig at se, for det handler jo om en situation vi desværre kender alt for godt; nemlig familieliv med et kræftramt barn. Og så kender vi jo selveste hovedpersonen, dejlige Cecilie, fra 5054.

En mor til et kræftsygt barn kæmper for at opretholde en normal tilværelse for sin familie. Stine på 37 år er enlig mor til tre piger. Hendes datter Cecilie på 11 år har kræft og har haft det siden hun var 3 år gammel. Cecilie har levet sit halve liv på Rigshospitalet og Stine med hende. Stine kæmper på alle fronter i et ubærligt kaos. Samtidig insisterer hun på at opretholde en slags hverdag for alle tre sine børn. Filmen følger familiens liv, både i hjemmet og på hospitalet, gennem de seneste to år.

Kæmpe tillykke med filmen til hele familien – tæskegodt gået!!!

Wiii – se hvad postmanden er kommet med til os!

En helt fantastisk samling børnebøger og -film fra søde dejlige Rimelig-Rå-Anita.

De små Pixi’er beholder vi nok herhjemme, for de er bare så fine til toilet-træning ;-) , men filmene ryger ind til de kræftramte unger på vores afdeling på Riget, så vi alle sammen kan have glæde af dem. Der er nemlig et ultra-begrænset antal kanaler at zappe imellem derinde. Så derfor, kære Anita:

1.000 tak!!!

My Sister’s Keeper er en smuk og tankevækkende film med super cast:

Hvad stiller man op, når ens cancerramte barn mangler stamceller, knoglemarv og andre reservedele, men der ingen matchende doner er? Så laver man da bare én i form af en gensplejset søster. Men hvad nu, hvis denne redningsplanke så en dag ønsker sin krop tilbage, når der netop er allermest brug for den?

In Los Angeles, the eleven year old Anna Fitzgerald seeks the successful lawyer Campbell Alexander trying to hire him to earn medical emancipation from her mother that wants Anna to donate her kidney to her sister.

En til af de stærke cancer-historier (kommer fluks på min linkliste) – men denne med et lille sejt twist. Trist men ikke overtrist.

Og så bliver man jo også lidt nørdet efter et par år i Kemoland: Vi kender til de to leukæmityper ALL (som er Ellas) og AML, men hvad hulen er APL? Vi måtte straks pause filmen og tjekke online lægehåndbog. Man bliver hele tiden lidt klogere …

Rar psykologtid i dag satte ord på, hvor forskelligt jeg og Anders navigerer gennem denne PTSD-tid – Handling vs. emotion. Vi har begge behov for at tilegne os lidt af hinandens indgangsvinkler: Jeg selv kaster mig over diverse projekter og researcher på livet løs om børnecancer og fysiske og psykiske senfølger for patient og familie, mens Anders distancerer sig fra hverdagen med gourmet-kokkerering og science fiction.

Kunne godt mærke, at han tog filmen lidt tungere end jeg selv men er taknemmelig over, at jeg ikke skulle se den alene.

Nora: “Min lillesøster har fået kemo, og så faldt håret af.”

Matilde: “Det får min far faktisk også, men hans hår er ikke faldet af endnu.”

Nora: “Det kommer det til, men bare rolig – det vokser jo ud igen om et par måneder.”

Matilde: “Ja, det er rigtigt.”

Tine er på overnatning med sin store pige, og de to syv-årige veninder sludrer over morgenmaden.

Jeg finder Kemomanden Kasper-bogen frem fra Noras børnebibliotek under højsengen og lægger den på bordet. Så smutter jeg ned i stuen igen. Tøserne bladrer fornøjet i den.

Tine starter min Mac op og viser dem Sebastian Kleins lille film om en kræftafdeling. Den er sjov, synes de. Og så går de op på værelset og leger med lyserødt lego.

Efter denne succes beslutter mig for at fortælle Nora, at hendes veninde fra parallelklassen mistede sin mor tidliger på ugen. “Det ved jeg da godt!”, siger hun, og jeg sukker. For sådanne nogle store unger er jo ikke dumme – de opsnapper selvfølgelig, hvad der sker rundt omkring dem. Sorgbearbejdelse hos børn er en kunst, og det er vores ansvar som voksne at give informationerne uden pres, i rigtig mængde og på rette tidspunkt. Og rette tidspunkt er ofte med det samme…

Vi samler os sammen og suser ud til farmor og farfar for at dekorere Noras fødselsdags-tønde med flag og blomster. De har forvist gamle Lupo-leis til fortovet og indrettet malerværksted i carporten. Efter at Nora har vist sin veninde rundt i sit tredje hjem, dekoreres de rå brædder med motivet: Nora-på-bakketop-med-lyserød kjole-og-gylden-krone.

Wow! Nu hvor den særbestilte slikposeholder er fikset, kan pigefødselsdagen bare komme an!

Wow, si’r jeg bare! Så den bevægende tre-timers lange dokumentar A Lion in the House i går og giver den hermed min anbefaling til alle, der ønsker at kende til vilkårene for os familier med kræftramte børn:

Five families struggle with the ups and downs of cancer treatment over the course of six years. The film unfolds in a present-tense, largely cinema verité form, across the years. We are with the kids, their moms, dads, and siblings, at home, school, work, church, camping, and family trips.

Fortællingen har ikke, efter min mening, den samme kvalitet i formidlingen, som andre stærke dokumentarfilm, jeg har set, men ikke desto mindre giver den et fantastisk indblik i livet som familie i krise og beskriver lige på og hårdt de umenneskelige valg, vi kan risikere at skulle træffe på vegne af vores børn.

Ligheden i børnekræft-hospitalerne worldwide overrasker mig også. Bortset fra alle forsikringspapirerne, vi heldigvis ikke skal bøvle med herhjemme i lille Danmark, så minder Cincinnati Children’s Hospital Medical Center i den grad om vores egen lille afdeling 5054 på Riget. Maskinerne, arbejdsgangene, stemningen. Pyh!

Havde egentlig forestillet mig et par mareridt her i nat, men jeg må være blevet hærdet… Vågnede dog her til morgen med de fem gæve unger i tankerne. Tror at det er en af de film, der brænder igennem og bliver siddende i én lang tid efter. Og hvor er livet dog også for kort til at se noget som helst andet end livsforandrende beretninger, som påvirker os i vores hverdag.

Filmen har Anders vist bestilt hjem fra US, så jeg låner gerne ud til interesserede, der ikke lige har overskud til oversøisk handel lige pt.