I går aftes, inden jeg gik i seng, hviskede jeg Ella i øret, hvad lægerne havde lovet: “I morgen, min pige, så slipper du for respiratoren
”
Men så var det, at man til formiddagens stuegang brainstormede sig frem til at vente endnu et par dage for at være helt på den sikre side.
Nixenbixen, dumme læger; et løfte er et løfte. Og her på stuen sætter jeg forøvrigt også selv dagsordenen, at I ved det, tænker Ella stædigt og spytter plastrøret ud i knolden på sine to forskrækkede sygeplejersker:
Pfuiiiii, bvadr!
Seancen efterfølges af et triumferende vræl. På nabo-stuen rynker lægen brynene: Øh – det kan da umuligt være Ella, der hyler inde ved siden af, for hun er jo i koma???
Han kaster sig ind ad døren og finder diverse livreddende krise-udstyr frem til haste-intubation.
Krise?, mumler Ella gnavent. Jeg er ok og ilter fint uden jeres dumme maskiner – så kunne man venligst få lidt ro?
Vi ringes op af lettet læge- lige midt i vores traditionelle påskeægs-filtning. Jeg stæser op på Intensiv, hvor jeg præsenterer for en fornem saturation på 100%.
Og en knotten datter.
Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.











