Arkiv
Tag "krise"

Vi er mennesker i krise, os med de kræftramte børn. Ingen tvivl om det. Men hvor går grænsen så for, hvordan vi kan tillade os at opføre os over for hinanden?

Er i dag blevet voldsomt overfuset af en gal mor. En mor til et barn i behandling for kræft. Har jeg mon selv under vores egen intensivfase talt lige så grimt til andre som hun? Og kan det undskyldes med, at man er i sorg over sit barns sygdom?

Livet i Kemoland gør én mere tyndhudet og følsom end ellers. Men er det så i orden, at man behandler sine medmennesker uanstændigt?

Wow, si’r jeg bare! Så den bevægende tre-timers lange dokumentar A Lion in the House i går og giver den hermed min anbefaling til alle, der ønsker at kende til vilkårene for os familier med kræftramte børn:

Five families struggle with the ups and downs of cancer treatment over the course of six years. The film unfolds in a present-tense, largely cinema verité form, across the years. We are with the kids, their moms, dads, and siblings, at home, school, work, church, camping, and family trips.

Fortællingen har ikke, efter min mening, den samme kvalitet i formidlingen, som andre stærke dokumentarfilm, jeg har set, men ikke desto mindre giver den et fantastisk indblik i livet som familie i krise og beskriver lige på og hårdt de umenneskelige valg, vi kan risikere at skulle træffe på vegne af vores børn.

Ligheden i børnekræft-hospitalerne worldwide overrasker mig også. Bortset fra alle forsikringspapirerne, vi heldigvis ikke skal bøvle med herhjemme i lille Danmark, så minder Cincinnati Children’s Hospital Medical Center i den grad om vores egen lille afdeling 5054 på Riget. Maskinerne, arbejdsgangene, stemningen. Pyh!

Havde egentlig forestillet mig et par mareridt her i nat, men jeg må være blevet hærdet… Vågnede dog her til morgen med de fem gæve unger i tankerne. Tror at det er en af de film, der brænder igennem og bliver siddende i én lang tid efter. Og hvor er livet dog også for kort til at se noget som helst andet end livsforandrende beretninger, som påvirker os i vores hverdag.

Filmen har Anders vist bestilt hjem fra US, så jeg låner gerne ud til interesserede, der ikke lige har overskud til oversøisk handel lige pt.

Ella er fortsat meget lav i tal, selv om det snart er en måned siden, hun blev raskmeldt og stoppede kemo. For at booste hendes immunforsvar har vi fået tilbudt en ambulant immunglobelin-kur (til en værdi af 20.000 kr!), som vi – omend efter nogen overvejelse – har takket ja til. Overvejelse fordi hun fik en lettere allergisk reaktion sidste gang, og vi måtte holde en pause i infusionen.

Jeg er bekymret her til morgen, da vi drager ind til Riget – mig og så lilletøsen. Men sygeplejersken beroliger mig, mens hun kobler Trul til væskedroppet og forklarer mig, at det her antihistamin, hun nu får, vil beskytte hende. Vi venter stive to timer i legestuen på at komme igang med behandlingen, og da den endelig er ved at være på trapperne, ryger Ellas venflon ud og må lægges på ny. Vi venter på, at endnu en læge lige har to minutter.

Så sættes kuren op, og efter et kvarters overvågning på stuen går vi ned i køkkenet til frokosten. Ella guffer pølser og frikadeller, og jeg får en god sludder med Kokken Kenneth. Bliver kaffetørstig og tapper mig en maskinlatte. Underlig følelse af uhygge bag min ryg… Jeg vender mig og ser Ella langsomt synke sammen på stolen og glide ned mod gulvet.

Jeg flyver hende til undsætning og ser, at tøsen er helt blå og rystende. Nu begynder hun at skrige: “Av, av, av, mor, av, av, av!”. Hurtigt klemmer jeg et par fingre omkring slangen og lukker for infusionen. Så tager jeg Ella under armen og løber med hende og dropstativet ud op gangen, mens jeg galer: “Ella er blevet dårlig, Ella er blevet dårlig – stue syv, kom til stue syv og hjælp!” Jeg sparker døren op til personalerummet – der åbenbart i vores fravær på et år er omdannet til konferencerum. Masser af læger herinde – super. En sygeplejerske i dyb samtale med en mor på bænk i gangarealet løber også med. Jeg lægger Ella i fodenden af sengen og flår iltapparatet ud af væggen. Øh, hvordan tænder man for sådan et? Jeg slipper det og sætter mig på gulvet ved siden af min datter. Hun ryster voldsomt over hele kroppen nu, og jeg beordrer, at lægerne giver hende en væskebolus for at redde hende fra det septiske chok. “Septisk chok?”, siger en stemme “nej, hun er i et anafylaktisk chok – og det er noget helt andet.”

Det føles som evigheder, inden lægerne får fundet adrenalin-sprøjten og givet hende et shot i låret. Jeg får flashbacks til forrige års nærdødsoplevelser og har kvalme. Ella retter sig forbløffende hurtigt og kommanderer sin bamse og fars iPad op i sengen, tak! Hjælpe-teamet bliver en stund og sludrer lidt med mig, mens de overvåger Bel. Da de er gået, ringer jeg til Anders og tuder i telefonen. Derefter ringer jeg til min søster og tuder i telefonen. Hun er på januar-udsalg i nærheden og kommer forbi.

Ella udskrives senere på aftenen, og vi følges alle hjemad i det gamle skrammel af en bil, som kommunen har stillet til rådighed. Og alt imens jeg kæmpede for min datters liv, fik jeg mig naturligvis en parkeringsbøde. Dagen i morgen kan kun blive bedre…