Arkiv
Tag "litteratur"

Hvor hyggeligt – en vaskeægte historiefortæller kigger forbi hos Ella & co. i dag. Co. er begejstret – men Ella skal lige varmes lidt op. Hun er stadig fornærmet over, at jeg bad hende gå hele vejen over til vægten men kan dog ikke undertrykke sit grin, da BowlerBedstes tøjhund siger muh! Skønt at se hende smile igen, min lille Trold. Det har været et par hårde dage …

Bowlerhatten viser sig at sidde på et yderst interessant hovede, der rummer viden inden for rytmik, børnemotorik, creative dance, massage, healing, anatomi, psykologi, dybdeafspænding, stemmetræning, meditation, kunsthistorie, litteratur, filosofi, sprog og fremmede religioner.

Vi aftalte at bytte bøger (som forfattere jo gør, hø hø), og jeg glæder mig meget til hendes seneste børnebog Monsterhæren om, hvor træls det er at være indlagt, fordi man skal have ny knoglemarv. Hørt!

 

Klar med første indlæg som skribent på Roskildes nye netavis Roskilde Nyt – Skriblerier i Kemoland.

Elsker at skrive. Skrive min sorg ud, skrive min glæde ud.

Skrive, bare skrive!

 

Nu med eget forfatter-visitkort, hvabehar’? Og har man ikke noget imod lille reklametryk på bagsiden, kan man – som jeg – bestille en kassefuld med hele 250 stk. ganske kvit & frit hos bla. Vistaprint.

Lad mig lige ved samme lejlighed slå et slag for en anden slags kort – nemlig de unikke Cancerkort. De er håndlavede og koster 15 kr. – for hvert solgt kort doneres 10 kr. til Foreningen Cancerramte Børn. Stødte første gang på konceptet for et par år siden til et velgørende arrangement for alle os familier i Kemoland. Holder meget af at klippe/klistre med pigerne, men mine evner rækker vist ikke helt i denne velgørende sammenhæng.

Et hæklet kort måske?

Venter uden for Terminal 3 på min mor. Skønt hun bare sådan smutter afsted sydpå, når vinteren strenges – også selv om det er jul. Efter en 80 stk. af slagsen er der måske heller ikke så meget mere magi tilbage?

Magien var imidlertid at spore hos vores to piger, lige fra borddækning over mandelgave til den febrilske venten på, at opvasken blev overstået, så træet kunne tændes og dans + gaveoppakning begynde.

Den traditionelle julefrokost hos Farmor & Farfar anden juledag satte fint punktum for højtiden, og jeg glæder jeg mig nu til at få julepynten ned og væk.

Oprydning. Renhedsfølelse. Nyt kapitel.

Og kapitlet hedder Ellamusens knoglemarvstransplantation.

Julen var for et par uger siden bare en periode, der skulle overstås. Orkede den ikke. Men over de seneste dage er det dog flere gange lykkedes mig at gå ind i glæden med børnene og finde fragmenter af ro.

Lille julefred.

Sådan har også transplantationen ligget som en mørk og udefinerbar blanding af events langt ude i fremtiden, som jeg hverken har kunnet eller villet se i øjnene. I formiddags – med overfladisk vejrtrækning og svedige håndflader – tog jeg så endelig mod til mig og åbnede transplantationsafsnittets to intro-mapper:

1) Min nye knoglemarv
2) Patientens bog – velkommen til Knoglemarvstransplantationsafsnit 5061

Skøjter hen over 1) en børnebog om forløbet henvendt til den mindreårige transplantee. Sipper en halvkold kaffetår og åbner 2) en kombi af forældre-guide, samlehæfte og tidsplan.

Gennemlæsningen tager under 1/2 time. Nå, det var så det! Overraskende lettet.  Og det var slet ikke så slemt endda. Måske disse nøgterne info-ark kan få nydiagnosticerede med andre blodsygdomme eller immundefekter til at freake ud, men de fleste informationer viste sig for mig garvede cancer-mom at være særdeles velkendt stof, såsom de voldsomme kemo-bivirkninger og ekstreme hygiegne-regler. Højisolation i ugevis i forbindelse med immunsupprimerende behandling ligeså.

Nej, dét, der giver mig hjertebanken, er de par linier, der beskriver det lange efterforløb og mange eventuelle følgesygdomme op til et helt år efter Dag 0. Hvis man ellers skulle være så heldig, at tøsen tager pænt imod sin nye marv, vel at mærke. Men her synes fagfolkene åbenbart, at de bør holde lidt igen med informationerne og vælger således blot kort at henvise til et par yderligere informationsfoldere, som uddeles på et senere tidspunkt.

Ahr – halvirriterende. Beslutter mig for at efterspørge materialet ved upcoming intromøde. Skal nok selv bestemme, hvornår min kvote for skummelheder er nået. Tak!

Anyway, foreløbig agenda:

  • 8/1 2013: Forsamtale
  • 14/1 2013: Forundersøgelse
  • 28/1 2013: Indlæggelse til forbehandling
  • 6/2 2013: Dag 0 (selve transplantationen)

Første – og vigtigste – anmeldelse i hus; nemlig lektørudtalelsen (udarbejdet af Dansk Bibliotekscenter). Denne sendes nu rundt til landets biblioteker, som vil bruge den til at vurdere, om KEMOLAND skal købes hjem til bogsamlingen.

Til min glæde finder jeg fine ord som “skarphed og humor” i beskrivelsen af bogen, som slutter af med en dejlig kommentar om, at det ikke er muligt at støve andre tilsvarende titler op, som går så tæt på.

Har læst et sted, at kun 25% af alle nye bøger anmeldes, så jeg er mega tilfreds og stolt!

Med en sådan lektørudtalelse i baghånden kunne de årlige bibliotekspenge måske ligefrem gå hen og dække en pølse på torvet. Eller to.

Kemoland.dk har nu rundet 25.000 (!!!) månedlige besøg, og i den anledning har jeg overtalt mit forlag til at give alle Ella & co.’s dejlige læsere

25% rabat på bogen KEMOLAND

Tilbudet gælder weekenden over, så hvis heller ikke du orker de hjemmelavede julegaver i år, var det måske en idé at forære bogen til en, du holder af?

Thumbs up til Thisted Bibliotek, der har fået KEMOLAND på hylderne som det første!!!

Og så er den tilmed allerede udlånt :-)

Når nu forfatterens hjemkommune snøler og ikke en gang har fået materialet indtastet i databasen, hrmpf!

 

Wiii! Krea-guruen Karen Klarbæk udlodder en KEMOLAND, og hun udtrækker vinderen på torsdag blandt alle dem, der har kommenteret indlægget på hendes fantastiske blog.

Så hermed endnu en chance for at få juleferie-lekturen i hus. Kom glad!

Mormor skifter tøj i entréen, vasker & spritter på badeværelset – og så er hun klar til en lille hyggestund med sit yngste barnebarn.

Sidste gang de sås var 24/9, dagen før Ellas tilbagefald. Mormor havde hentet Ella i hendes nye børnehave, og de fulgtes hertil med hinanden i hånden. Ella havde danset afsted hele vejen og var glædestrålende hoppet ind ad døren til mig: “Se Mor, jeg har Mormor med hjem!!!”

Skyndte mig at tørre øjnene, men min mor kunne godt fornemme min frygt og kørte rystet hjem efter afleveringen. Hun kunne se, at jeg havde grædt. Et par minutter forinden havde jeg nemlig fået at vide, at sidste sidste uges blodprøver så anderledes ud end normalt, og – på trods af lægens beroligende ord i telefonen – havde jeg en uhyggelig fornemmelse. En fornemmelse af, at den var gal igen …

Har engang hørt nogen sige, at bedsteforældre til alvorligt syge børn bærer på en dobbelt-sorg: For den lille syge og for deres eget ulykkelige barn. Det giver god mening, og jeg kan mærke, at vores skrappe hold-jer-alle-væk-fra-Ella-regler siden tilbagefaldet har såret familiens gamle, men jeg er bare så hysterisk for bacciller, at ingen indtil nu har været velkommen herhjemme.

100% isolation er imidlertid ikke realistisk, må jeg erkende her efter det rørende gensyn …

Vin fra egen vingård, blomster, chokolade, legetøj, bøger og kærlige ord finder frem til vores lille rækkehus fra nær og fjern i disse dage. Fra naboer, venner, bekendte, familie og soulmates på den anden side af vejen eller atlanten:

Tillykke, fru Forfatterinde – bønner & tanker til Ella & co.

Jeg kan slet ikke nå at sige TAK til jer alle, men I skulle bare vide, hvor meget, det hjælper mod ensomheden …

Hvad  har vi imidlertid gjort for at fortjene al denne opmærksomhed?, kan jeg nogle gange tænke. Ellas leukæmi lever sit eget liv, og bogen skrev jo mere eller mindre sig selv under hendes sygdomsforløb.

Der er da helt klart mennesker, der er mere ude at skide end os, eller hva’?

Nej, vi er sgu’ nok en forholdsvis ynkelig forsamling herhjemme, det medgi’r jeg. Og så er den ikke længere. Kys og kærlighed tilbage til alle jer derude fra en fucked-up familie …

“I stedet for at sidde der og blogge om din tøjkrise, hvorfor ser du så ikke at få den løst?”, er Anders’ tørre bemærkning, da jeg – lettere panisk – informere ham om invitationen til GO’morgen Danmark om under 18 timer.

Her er jo en enestående mulighed for at bidrage til, at der sættes fokus på børnekræft, men den kom sgu’ lidt bag på mig alligevel. En bravende god nyhed er imidlertid, at man ikke – som jeg ellers troede – behøver at stå op kl. pis om natten men bare skal indfinde sig til sminkøsen sådan 08-ish. Og nu har jeg en god undskyldning for ikke at være den, der skal lægge Ella i narkose i morgen, selv om det var min tur. For følelsen af afsked med min lille slappe datter på operationsbordet vænner jeg mig aldrig nogensinde til.

Så jeg takkede ja og endevender nu min minimum-to-str.-for-lille-garderobe, mens jeg febrisk kigger efter noget “helst ikke småt-prikket, -ternet eller -stribet”.

Idag blev man sgu’ forfatter for første gang. En titel, min rare klasselærer allerede i 1987 spåede, jeg engang ville få. Og jeg er stolt: KEMOLAND sælger fantastisk, interessen er helt enorm.

For en måned siden blev man sgu’ leukæmiramt for anden gang. En situation jeg allerede i 2009 frygtede, vi atter skulle havne i. Men jeg er taknemmelig: Kemoungen lever, familien hænger i.

Wiii – se hvad postmanden er kommet med til os!

En helt fantastisk samling børnebøger og -film fra søde dejlige Rimelig-Rå-Anita.

De små Pixi’er beholder vi nok herhjemme, for de er bare så fine til toilet-træning ;-) , men filmene ryger ind til de kræftramte unger på vores afdeling på Riget, så vi alle sammen kan have glæde af dem. Der er nemlig et ultra-begrænset antal kanaler at zappe imellem derinde. Så derfor, kære Anita:

1.000 tak!!!

Næh dog, har lige observeret, at KEMOLAND øjensynlig også udkommer som ebog i morgen sammen med det klassiske papirformat. Ejer faktisk ikke selv en eneste elektronisk bog, men det er da et godt tiltag for dem, der er til det.

Forstår bare ikke helt, hvordan man kan fravælge lyden, duften og følelsen af en vaskeægte indbundet bog med tråd, lim og knitrende sider. Alle bøgerne i min bristefærdige reol har en historie – hver og en – om lige netop den periode i mit liv, hvor jeg læste den. Bare et kig på bogryggen bringer minder fra en svunden tid. En tid fyldt med oplevelser, som gør mig til den, jeg er i dag.

Nå, hver sin smag …