Arkiv
Tag "skole"

Hvor dejigt at overvære.

I børnehaven missede jeg Noras optog, da jeg lå med Ella på Riget, og sidste år var deltagelsen ikke møntet på Noras klasse. I år blev optoget arrangeret af geschäftig mor til klassekammerat i sfo’en – og ih, hvor var det sødt!

Min lille trunte…

 

Krise i 1. c’s pigegruppe, får vi fortalt. For mange dronninger og derfor for mange skænderier. Nå, jamen så må man da finde på noget… Hvad med en lille ryste-sammen team-building-tur ud i det fri? Vi bliver enige i minirådet om Boserup-vandring ad forhindringsbanen Midgårsormen med efterfølgende ristning af skumfiduser og hygge. Lidt vilde udfoldelser bliver der også tid til – i hvert fald for min skønne tøs :-)

Nb. Det er mor her, der har syet kjolen…

Nb. Nb. Nora har et UV-armbånd om håndledet – kan købes hos Kræftens Bekæmpelse i solsæsonen.

Flexuge i Noras klasse. “Medbring en gammel hjemmesko!” Javel! Og se hvilket yndigt kunstværk, der lige er kommet ud af det (!!!)

Gosh, så har Nora også prøvet det: At få lektier for til om et par dage! Nå, hun lader til at nyde det – lad os håbe, det holder universitetet ud…

Så er man også begyndt på lidt legeaftaler i sin nye klasse (Noraflora til højre).

Vi må nyde det, så længe vejret er godt, og der kan leges ude på terrassen. For så straks, det skal til at foregå indendørs, foreskriver Ellas isolationsregler: Nul børnebesøg!

Øv.

Så har man sørme også prøvet det; filtning!

Min kære husbond tog billede af opslaget, da han tænkte, at fritidssyslen nok ville falde i min og Noras smag, og det har han helt ret i. Vi tog toast med og ristede i sfo’ens køkken undervejs og socialiserede med de andre forældre og børn.

Orv, vi er så sandelig begyndt i skole, må man sige!

Nora skolepige!

Den lilla rygsæk pakkes med lyserødt lego-penalhus, trafikklub-maskasse, prinsesse-drikkedunk og ekstratøj. Farmor og farfar har været tidligt på færde og tager over på Ella-pasningen, mens vi andre går over til indskolingens lokaler. 10.10 er et ok mødetidspunkt, men det er desværre kun i dag. Derefter hedder det 08.15, og jeg har mine tvivl, om det vil lykkes os at komme til tiden hver dag. Nå, men det må vel komme an på en prøve…

Skolegården er proppet med forventningsfulde børn med påhæng. Observerer, at så godt som alle har fine nye skoletasker på ryggen; sådan nogle kæmpe sager med  fastmonteret gymnastiktaske ovenpå, som truer med at vælte ungerne omkuld ved den mindste brise.  Vi bruger altså bare turtasken ind til videre…

Så beder skoleinspektøren i sin skingre mikrofon 0.c indfinde sig i deres nye klasselokale, og forældrene mokker sig sammen langs bagvæggen.

Dagen er kommet lidt bag på os alle, og Nora er slet ikke nået at blive nervøs. Ellas påbegyndte vedligeholdsfase er i centrum for tiden, for lige pludselig er vi alle fire hjemme hver eneste dag, og det er stadig en helt ny fornemmelse.

Det fylder meget i min knold. Og øjensynligt også i Noras, viser det sig, for de to børnehaveklasselærere har kun lige overstået deres præsentationer, da Nora som den første ivrigt rækker fingeren i vejret: ”Min lillesøster har fået et brev om, at hun skal til tandlæge, men det må hun ikke, for hun er syg”, fortæller Nora i velformulerede vendinger med klokkeklar stemme.

Så kom det da ud, tænker jeg og mærker tårerne brænde sig vej ud af øjenkrogen.”Ok”, siger den kønne rødhårede børnehaveklasseleder kærligt, ”men mon ikke dine forældre finder en løsning på det?”. Tøsen nikker glad og vender sig mod mig med et stolt smil så stort, at jeg kan se hullet efter de to rokketænder i undermunden.

Jeg smiler tilbage og vinker.