Arkiv
Tag "veninder"

Q: Vil jeg ha’ et kræftsygt barn?
A: Gu’ vil jeg røv!
Derfor kæmper jeg for Ellas liv og glædes over de små fremskridt – såsom faldende feber og øget appetit.

Q: Vil jeg lade mig diktere?
A: Gu’ vil jeg røv!
Derfor står der et stort www.kemoland.dk på døren ind til Ellas sengestue – her taler vi nemlig åbent om, hvad vi har på hjerte!

Q: Vil jeg bruge mit liv på at være trist, sur og bitter?
A: Gu’ vil jeg røv!
Derfor tog jeg min dejlige Nora med til strikkeklub i går, drak skønne bobler, hæklede på mit merino-tæppe og nød det helt unikke og stærke sammenhold et par håndfulde krea-kvinder imellem.

Tak for perlepladen, Karina – den er sgu’ på sin plads!

Min Tine kom forbi i forgårs – hentede hende på stationen. Vi havde ikke set hinanden siden lægernes mega-monster-møg-dårlige nyheder sidste tirsdag og nåede lige en kaffe/sludder inden Nora-afhentning og lasagne-bagning.

Over de seneste dage er gaver & kærlige hilsner strømmet til vores lille dobbelthus. Min gamle barndomsveninde kom heller ikke tomhændet men bragte en vidunderlig Mansted poncho i lige mine farver!

Et kram kaldte hun den – så kan jeg blive omfavnet, når som helst, jeg har brug for det!

 

Har simpelthen ikke nået at skrive til alle jer, der har ringet, sendt blomster, gaver, kort, mails, sms- og Facebookbeskeder, inviteret til Nora-aktiviteter, ryddet huset herhjemme, tilbudt madlavning og dukket op til spontanvisit på Riget.

1.000 tak!!!

Bliv endelig ved – det varmer og trøster i en kold og trist tid.

Rutinerne er der endnu: I forgårs: Kom hurtigt på plads på sengestuen med forlængerledning, puslepude, børne/voksenlitteratur og minibar. I går: Huskede at bede om kvalme- og smertestillende før o.p. samt informere lægen om, at Ella skal stikkes et niveau højere end standard, for at spinalvæsken kan løbe. Idag: Organisering af vitaminer, termometer og medicinseddel. På med transportplade til dropstativ, op med Bel og ned i fælleskøkkenet, for nu er det spisetid:

“Hej med jer, og hvad hedder din smukke pige, og hvad fejler hun, og hvornår kom I herind?” Vi modtages af forældrenes klassiske velkomst-spørgsmål til nyankomne.

“Min datter her hedder Ella, og hun kom ind i forgårs med tilbagefald af sin leukæmi”, smiler jeg bravt og aer Tøs på håret (der endnu sidder fast).

Kort svar: “Øh ok, nå det tror vi ikke lige vi kan overskue at høre mere om, hø hø” og så snakkes der ellers videre om noget andet.

Hold kæft hvor er det hårdt! Nu er vi pludselig blevet den dårlige prognose, som jeg selv førhen gik uden om og undgik at sidde til bords med. Legemliggørelsen af vores allesammens største frygt. Frygten for at sygdommen kommer tilbage. At hele den rædselsfulde første lange behandling måske er ganske omsonst. At kampen er tabt på forhånd, og alle opkastningerne, blødningerne, operationerne, rysteturene, smerterne, tårerne, sorgen – det hele er til ingen verdens nytte.

For kræften hægter sig fast i vores små lune trolde, ligger ondskabsfuldt på lur i sit skjul og popper op igen, når vi mindst af alt venter det.

Og allerhelst, når det hele begynder at tegne lidt lyst igen.

Senere på dagen. Min barndomsveninde og jeg sidder med Ella imellem os og lader os indhylle af klangen fra harpe og obo. Duoen Deux Femmes spiller en vidunderlig melankolsk Carl Nielsen-tune, som Amanda og jeg selv lagde stemmer til i vores pige-kirkekor for en million år siden. Hun var sopran, jeg alt. Vi kigger på hinanden med tårer i øjnene. Ella drikker mælk.

Piece of cake! Det der gyngestativ skulle de fire mødregruppe-madammer da snildt få sat op. Regnen tog dog til (eller var det hvidvinen?), så vi pauserede arbejdet og indtog i stedet lækker sommermenu i skur-gemakkerne med – traditionen tro – late harvest og kirsebærøl.

Projektet lykkedes dagen derpå (trods tømmermænd + to manglende dimsedutter) og står nu og venter på trolde-pigerne.

Kan jeg mon beskrive min taknemmelighed over at kende jer tre dejlige tøser? Jeres selskab, kærlige omsorg og hjælp giver ekstra energi til snart at vende næsen hjemad igen.

Tilbage fra min eksil i Kemoland.

Vi splitter op og ta’r et par dage med én pige hver:

Ella (kemotrolden, der ikke er kemotrold mere) & far drøner Roskilde tyndt med bus og klapvogn. Nora & jeg sluprer naturen til os i sommerskuret.

Min skønne strikkedulle-Inge + 3 x unger kommer på visit heroppe. Tempoet er i bund og livskvaliteten i top. Græs og sand mellem tæerne, melon, vandpjaskeri, musejagt, isvafler, hækling, sol, firben, sommerregn og soft-drinks på terrassen.

Ferie!!!

Eja et godt koncept. Måske starten på en tradition?

Den lokale krea/sladre-klub er draget til sommerskuret med strik & drik i bagagen. Regnen er netop stilnet af ved ankomst, og inden længe sidder vi alle fem på terrassen i det grønne med kølige sjusser og garn galore.

Som aftenen/natten skrider frem, finder jeg opskrift-på-dejlig-hæklet-uld-plaid-i-bølget-zig-zag-mønster mere og mere kryptisk og når at pille fem gange op, inden en rar sjæl kommer mig til undsætning (dagen efter, vel at mærke…)

Tak, kære strikkeduller, for en fremragende weekend i fremragende selskab!

4.30: Har det varmt. Fuglene larmer…

8.30: Sidder i sengen og sumper over Cirkeline (rennæssance herhjemme efter lancering af fed app) sammen med min lille blemås. Må hellere se at komme i bad…

11.30: To vaccinations-stik i låret og en blodprøve i armen; hold da helt kæft, hvor Ella hyler. Møder rejsefælle-mor fra La Vida-turen, som – selv efter et år ude efter raskmeldingen – har svært ved at vænne sig til hverdagen igen “Vi er bare ikke nogen helt almindelig familie mere”, sukker hun. Drengen har også indlæringsvanskeligheder; stress eller kemo-senfølge vides ikke.

13.30: Til frokost hos Tine efter blodprøve. Snubler over alle hendes flyttesager, spilder vand over hele bordet og fumler med kaffe-doseringen. Min skønne veninde smiler overbærende og rydder op efter mig. Hækler lige endnu en kulørt blomst som lovet. Venter. Sludrer om indretning af den lille families nye lejlighed, økonomi og kræft. Tine fisker en bog om danske oldtidsfund op af en af de utallige fyldte Netto-flytte-poser og konstaterer, at Solvognen – et vores væsentligste og smukkeste nationalklenodier – øjensynlig stammer fra mark lige i nærheden af vores sommerskur. Minde-sten så sandelig et besøg værd i sommerferien. Venter lidt mere.

15.00: Kan ikke klare ét sekund længere, så jeg ringer til ambulatoriet:

Hæmo: 8,6
Leuko: 7,5
Neutro: 3,77
Trombo: 247

Alt i skønneste orden og så oven i købet stigende blodplader, som ellers i dalende tilstand kan være et af tegnene på tilbagefald – pyyyyyh! Vender næsen hjemad med træt Ella på slæb…

19.57: Hvornår går ungerne i seng, så jeg kan sove???

Klasse-fødselsdagen må betragtes som en succes; kun fire ud af ti piger tuder…

Om formiddagen pynter Ella og jeg lyserød lagkage, og Anders lokkes til at følge tøse-flokken hjem fra skole.

Gaver, kage, varm chokolade med selvvalgt mængde flødeskum, fantastisk og lærerig computer-skattejagt (programmeret af svoger) samt efterfølgende tøndeslagning i solen og stopdans i stuen.

Et kvarter i afhentning går to piger i totterne på hinanden og stikker af i hver deres retning på strømpesokker. Anders og jeg satser på, at Ella bliver på matriklen og sætter efter dem i parken. Trøste, trøste og tilbage igen.

Vi forstår nu lidt bedre, hvorfor der er sat fokus på pigegruppen i skole og SFO. Meget stor modenheds-spredning og gedigen stædighed giver naturligvis gnidninger.

Den velsignede lyd af biler, der parkerer foran huset: Forældrene ankommer. Hvidvin og hyld på terrassen og farvel, farvel.

Pyyyyyh! Et fredfyldt år til næste gang…

 

Undertrykte host, knirkende lædersko. Blomsterne lægges nu i de skrå vindueskarme; ikke mere plads på gulvet. Heller ikke mere plads på bænkene, hvor vi sidder skulder mod skulder. Andre må stå.

Hvorfor hulker jeg ikke som de fleste? Var vi ikke tætte nok i vores venskab, eller er jeg blevet følelseskold? Det er jo trods alt ingen børnebisættelse, det her…

Halvejs igennem ceremonien gives ordet videre til Trines bedste-veninde. Det formelle sprog står i underlig kontrast til hendes bævende stemme og røde øjne. Men et fint farvel.

Nu græder jeg også. Ikke voldsomt og ukontrolleret men som en stille sommerregn. Præsten tager over igen, min dejlige og rummelige præst Marianne.

Vi tre tøser – en amputeret mødregruppe – holder om hinanden, mens kisten køres bort. Følger efter og fortsætter ned til sognegårds-kaffe, wienerbrød, oversmurte boller og en hel del velkendte lokal-ansigter i enkemandens kondolence-kø.

Brusende hyldevand herhjemme med sød filtemor + datter. Lasagnen er i ovnen, og mit hovede dunker som ind i helvede. Panodiler skal der til. Og hvidvin. Og mere hvidvin…

Et liv er slut. Ufuldendt som Gaudis kirke, eller det vævede fuglebillede i præstegårdens vindue, som Mariannes mor ikke nåede at færdiggøre.

Måske derfor forekommer det så smukt?

Nora: “Min lillesøster har fået kemo, og så faldt håret af.”

Matilde: “Det får min far faktisk også, men hans hår er ikke faldet af endnu.”

Nora: “Det kommer det til, men bare rolig – det vokser jo ud igen om et par måneder.”

Matilde: “Ja, det er rigtigt.”

Tine er på overnatning med sin store pige, og de to syv-årige veninder sludrer over morgenmaden.

Jeg finder Kemomanden Kasper-bogen frem fra Noras børnebibliotek under højsengen og lægger den på bordet. Så smutter jeg ned i stuen igen. Tøserne bladrer fornøjet i den.

Tine starter min Mac op og viser dem Sebastian Kleins lille film om en kræftafdeling. Den er sjov, synes de. Og så går de op på værelset og leger med lyserødt lego.

Efter denne succes beslutter mig for at fortælle Nora, at hendes veninde fra parallelklassen mistede sin mor tidliger på ugen. “Det ved jeg da godt!”, siger hun, og jeg sukker. For sådanne nogle store unger er jo ikke dumme – de opsnapper selvfølgelig, hvad der sker rundt omkring dem. Sorgbearbejdelse hos børn er en kunst, og det er vores ansvar som voksne at give informationerne uden pres, i rigtig mængde og på rette tidspunkt. Og rette tidspunkt er ofte med det samme…

Vi samler os sammen og suser ud til farmor og farfar for at dekorere Noras fødselsdags-tønde med flag og blomster. De har forvist gamle Lupo-leis til fortovet og indrettet malerværksted i carporten. Efter at Nora har vist sin veninde rundt i sit tredje hjem, dekoreres de rå brædder med motivet: Nora-på-bakketop-med-lyserød kjole-og-gylden-krone.

Wow! Nu hvor den særbestilte slikposeholder er fikset, kan pigefødselsdagen bare komme an!

Sms:

…så det er vist bare et spørgsmål om tid.

Det er ikke til at bære. Min dejlige veninde fra Nora-mødregruppe og løbe/bogklub ligger for døden lige netop nu med brystkræft-spredning, og hendes familie er samlet hos hende på hospitalet.

Min første tanke er 100% egoistik – et umuligt ønske at opfylde: Et brændende behov for at se hende igen og sige farvel. Det er underligt at erkende, når noget er for sent, men det er det nu. Jeg har aldrig kunne forliges med tanken om, at hun efter sygdommen valgte os alle fra og kun fokuserede på de allernærmeste.

Da jeg mødte hende sidst, inviterede jeg mig selv til kaffe hos hende, da vi jo begge var på orlov pga. kræft. Hun krammede mig og sagde, at hun utroligt gerne ville sludre med mig, men jeg måtte love hende ikke at tale om sygdom. Det kunne jeg bare ikke. Jeg vidste, at det ikke ville fungere for mig med tabuer, så meget som Ellas sygdomsforløb har fyldt hos vores lille familie i så mange år. Hun smilede og sagde, at det vidste hun selvfølgelig godt, at jeg ikke kunne – men jeg måtte sige til, når jeg var parat igen.

Det blev jeg ikke.

“Sig fra og mærk efter” er en kommentar, alle kommer med til mig for tiden, og “Pas på dig selv”. Det er jo så det, jeg har gjort. For selv om jeg da ofte sniksnakker om andre end kræftrelaterede emner, så kan jeg ikke love at lukke helt af, hvis de dukker op.

Men det fortryder jeg nu. Og der er intet, jeg kan gøre. Jeg burde have taget Ella under armen og drukket kaffe med hende. Smalltalket om dansk design, psykologi og børn (åh gud, og hvad med hendes to dejlige unger???). Om vind og vejr.

Mit hjerte bløder!

Kølig hvid og grillede løvstikke-pølser til en flok udmattede mødre med alvorligt syge børn.

Decoupage, silkemaling, strikning og hækling omkring bålet – symaskinen holder fri for nu.

Der sludres om løst og fast; stamcelletransplantationer og oldemorfirkanter.

Ikke helt så ensom i Kemoland her til aften – andre fucked-up, småalkoholiserede krea-kvinder inden for rækkevidde at skåle med. At spejles i. At støtte sig op af.

Taknemmelighed.

Næste gang bliver bilen hjemme i carporten…

Tak til Tine & datter (th) for hyggelig spontan-tur gennem yderst smagfuldt villakvarter samt mindre smagfuldt legetøjsmekka…