Savn

Nej. Vi savner bestemt ikke Intensivs kolde dialyse-maskine, larmende respirator eller smertefulde A-kanyle.

Heller de dårlige halvnøgne kroppe, man øjnede fra gangen, eller de grædende pårørende.

Men vi savner trygheden og alle de kærlige sygeplejersker, som vi kom tæt på i ugerne, hvor Ella svævede mellem liv og død.

Og så savner vi ikke mindst vores nabo!

Et par dage efter Ellas intubation flyttede Ellen ind i den tilstødende stue. I løbet af ganske kort tid blev den forvandlet til det mest vidunderlige børneværelse med smukke papirklip, dukkehus og malerier. Det var en æstetisk oplevelse at titte gennem det aflange vindue i den fælles dør. Var man så heldig at få øjenkontakt med Ellen, sendte hun kæmpe smil og fingerkys tilbage.

Ellen blev straks bedste veninde med Ella.

Ja, tænk engang! Bedste veninder kan dumpe ned fra himlen, når man mindst venter det. Selv når man ligger i dyb koma.

Flere gange om ugen blev Ella begavet med gaver: Fugle på bristefærdig kvist, malede påskeæg i snor, små postkort-hilsner og tegninger. Dem bragte Ellen i sin kørestol, parkerede ved Ellas sengeside og tog sin venindes slappe hånd i sin.

Kære Ellen – nu håber vi snart, det er din tur til at holde flyttedag. Det kan godt være, I skal have en masse apparater med jer, men pyt på det. Så længe du kommer hjem. Og det skal du nok komme.

Kys til dig & dine!