Træt, trættere, Cancer Mom
“Jeg vil ha’ havregryn med mælk og sukker på. Nu!!!” snøvler Ella og kniber øjnene sammen mod det skarpe sollys.
Ud med respiratorrøret og ind med maden. Forståeligt hun er sulten efter at have fastet op til ekstubationen. Stakkels pige … Men nu er det overstået, Komamus vækket, og abstinensbehandling påbegyndt.
Déjà vu!
Kysser hendes lille salte pande. “Det er ikke nemt at være Ella”, fortsætter hun efter en udmattende teskefuld morgenmad, “jeg er stadig forvirret.” Klart. De sederende stoffer udskilles ikke sådan lige med ét. Men min lille frk. Kommandant er tilbage, så jeg er lykkelig. Og trist. Hårdt at opleve hendes rysteture og rullende øjne.
Dog en del af dealen her på Intensiv – kender kun alt for godt det med småt.
Sludrer med en af vores kærlige trofaste sygeplejersker (som ligefrem har bedt om at få Ella på sit skema igen!), mens grisen øffer fordrukkent under dynen. Jeg masserer tøsens tæer, til hun falder i søvn. “Hun ser fantastisk ud”, smiler sygeplejersken over sengehesten. Hm. I forhold til hvad? Hvis udgangspunktet er vores seneste visit på marionetfabrikken, så ja. Men under nylig solskinsorlov i Roskilde, så nej.
Men sådan er der jo så meget …
Winston Churchill sagde engang: “If you’re going through hell, keep going.”
Kære du … en lille rettelse af stor betydning. Du er ikke cancermor mere. Du er mor til et lille menneske der er ved at komme sig efter cancer…
KRAM Inge
Kære Dorte – NU håber jeg af hjertet, at det KUN går fremad med jeres seje, smukke, stærke, vidunderlige, kærlige, kommanderende, fantastiske…….. Ella. Andet kan jeg ikke skrive, kh Anne
Vores to trætte tøser ( – og dem uden for billedet )!!
Du er den sejeste mor, som gør det SÅ godt. Kan godt forstå din træthed. Jeg kan kun melde mig til koret af dem, som håber sammen med jer. Tanker til Ella og jer.
Når nu det ser ud til, at vores lille Op-Og-Ned-Turs-Ella er i bedring, så ville jeg bare så gerne, at jeg kunne tage over, så du og Anders kunne få en lille tiltrængt ferie sammen, men det kan jeg ikke -det er der ingen, som kan – det skal der to fantastiske forældre til – som jer to.
Kærligst Mor/Svigermor Inge.
Godt at læse det atter går bedringens vej. Og ja selvom jeg kun kender Ella og familien fordi jeg har læst Kemoland og følger med via opdateringer på Kemolands blog så er jeg også en af dem, der ofte sender Ella og den øvrige familien en tanke med håb om fremgang og at i snart alle igen kommer hjem til hverdagen og hverdagens helt eget liv. De bedste hilsner.
Jeg kan kun sende jer gode og stærke tanker. Og det gør jeg. Ofte.
Hmmm, beundre fortsat din styrke og tænker på, hvor irrelevante min egne små hverdagsproblemer pludselig bliver. Hun er sej, jeres lille kemotrold. Hvor har der flydt mange tårer, når jeg har læst jeres beretninger. Jeg håber, from the bottom of my heart, at I alle klare skærene, på hver jeres måde. Fantastisk at Ella er i bedring!