Lemonade out of lemons?
Jaja, jeg kan da godt se, at det går fremad med Ella, men det har I sgu’ sagt to gange før, hvorefter hun nær var fløjet til himmels alligevel.
Stuegangslæge: “Nu har du altså de sorte briller på …”
Sorte som natten, grønne som håbet, røde som det raseri, der bobler under huden, når der tales ned til mig som nu? Næh, brillerne har den farve, briller skal ha’ – og det er den realistiske farve, at I ved det! Ungen vælter for et godt ord, og jeg har for længst opgivet at glæde mig på forhånd. Øver mig i at leve i nuet, nyde min familie i hele, halve eller kvarte bidder; taknemmelig for den tid, der tildeles os.
Så ren sniksnak om Ella hjemme igen, ude af kørestolen, tilbage i børnehaven – dét er simpelthen for nemt. Har en hel rygsæk fyldt med smadrede drømme og opgivet håb. Nok til ti lange liv. Mindst.
Og hvor blev lige empatien af? Krammet, lommetørklædet eller “det må sørme også være hårdt for dig at have mistet troen”-kommentaren? For man kan da ikke gennemføre en stuegang på pep- og smalltalk alene??? Så kan jeg ligeså godt klare den på egen hånd – kender efterhånden rutinerne. Gi’ mig en kittel, et stetoskop og en kuglepen – så skal I se onkologi, skal I. På højt plan. Vi ryster posen:
Svar nr. 1: “Det ta’r vi op på konferencen.”
Svar nr. 2: “Det må du hellere spørge sygeplejersken om.”
Svar nr. 3: “Det vil tiden vise.”
Hvor svært kan det være?
Nå ja, og så hvis moren – gud forbyde det – skulle finde på at bryde grædende sammen undervejs:
Svar nr. 4: “Nu har du altså de sorte briller på …”
[...] bliver nødt til at tro på det” (når krøllerne svitses af min lille datter) og “Nu har du altså de sorte briller på” (når ungen netop har tilbragt halvanden måned i koma) – nej, ikke engang nu, kan jeg [...]
Jeg græder med dig hver gang. Hvor er du uendelig stærk og hvordan kommer man overhovedet igennem sådan noget… ., Kan godt forstå de sorte briller. Jeg tror på jer og på at i kommer igennem det (!) men du skal have lov til at have lige de briller på som du behøver. Tak fordi du deler. Selvom det gør ondt ondt ondt.
jeg fik ikke sendt dig en stor pose hot turbo empati, som jeg ser for mig vil omslutte dig, med et kæmpeknus,Forstår til fulde hvordan deter at være mor til et meget sygt barn.Nyd nuet med kære Ella og håber på en god dag for jer alle. knus fra mig
Ja det ville være trygt og støttende hvis du fik empati på din tvivl, din afmagt og din frygt for at turde håbe på at ella blive rrask, du har været der før og det skal dekunne forstå. Er der empati fra nurserne
Ja- i står nok tp forskellige steder, han/ hun har ikke været der alle 3 år af sygdommen, det har du/I og derudover forventes man nok at som stuegangslæge ytre noget om fremtiden.Og ikke bare sige vi har idag, resten må vi se på imorgen. MEN hvor ville det være rart hvis der blev spurgt til, hvvordan vi har det som syge, som pårørende. Rigtig nok. men det er der også nogen af lægerne der gør ved jeg.
Men den sidder lige i skabet din beskrivelse “Øver mig i at leve i nuet, nyde min familie i hele, halve eller kvarte bidder; taknemmelig for den tid, der tildeles os”- ville ønske at det ikke var under de omstændigheder, det er der ingen der skal igennem. Men ytringen ovenfor var der mange der kunne tage med sig,tror jeg ….God dag idag!…….
Åh ja,der har været mange timer,uger,måneder,år med venten på bedring,men nu er Ella inden længe hjemme og frisk til at lege,så sommeren har bare at stille op i sin bedste form. De bedste hilsner.