Mine to

Efterår i søndagsluften. Sødlig duft af regnvåd muld og halvrådne bær. Mor og Nora i lyngen – sæsonen lakker mod enden, og skur-dagene talte. Beser vores halvfærdige legehus, guffer græskarkage, spiller Mikado og presser æblemost med genboen. Hvilken livseleksir! Ikke en dråbe tilbage efter orgiet; lagrer i stedet stunderne i naturen og foran brændeovnen til de kolde vintermåneder. I gummirøjsere og uldsokker.

Gad godt have haft Ella med, men hendes hoste og nedsatte lungefunktion risikerer at blive forværret af fugten udenfor – og det er faktisk gået fremad de sidste par dage. Op til flere iltfri pauser – velsignet fred fra den larmende koncentrator, der ellers har brummet løs døgnets 24 timer i gæste-badeværelsets bruseniche. Fejrer fremgangen i dag ved at bage en pladefuld friske boller. Lillepigen troner i sit ståstativ – dirigerer slagets gang med grydeskeen og svinger ingredienser til højre og venstre: “Se, Mor, det regner med mel!” jubler hun. Og jeg jubler med. Brygger en kande kvæde-te og dækker eftermiddagsbord. Om lidt kommer Nora nemlig hjem fra skole.

Noget der minder om hverdag …

Rodfrugte-boller: 25 g gær, 4 dl lunkent vand, 2 dl youghurt naturel, 1 spsk salt, 1 tsk sukker, 1 spsk olie, 500 g kogt moset kartoffel, 200 g revet gulerod, 50 g græskar- eller solsikkekerner, ca. 1 kg hvedemel (evt. 1/4 heraf durum). Nb. Utallige variationer – i dag kom der f.eks en pastinak i.

Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt youghurt, salt, sukker, olie, kartoffelmos, revet gulerod og kerner. Rør sammen og tilsæt melet lidt af gangen. Ælt igennem og sæt til hævning et lunt sted 45 min. Slå dejen ned og form 20 små boller – sæt til hævning på bageplade 45 min. Drys evt. med ekstra kerner og bag 15 min ved 210 grader.

3 kommentarer
  1. Anne says: 19. september 201307:27

    Hvor er det dejligt det går fremad selvom det er lange seje træk. I kæmper bare så flot!

  2. Yvonne Thygesen says: 17. september 201323:28

    Godt at læse om hygge i skuretvog ikke mindst køkken hygge. En skam jeg til aften smed det sidste kartoffelmos fra gullasch ud. De bedste hilsner

  3. Anita says: 17. september 201322:30

    Skønne skønne billeder af begge piger:) den opskrift må da prøves:)

Kommenter indlægget