Ingen overskrift

Så kom lille Slatten-ged hjem igen med antibiotika i rygsækken. Det fejres med sushi (!!!) i nisselandskabets skær. Men derfor er angsten ikke forsvundet.

Langt fra.

Kan ikke vænne mig til at skulle have ansvaret for en skidmas pige væk fra hospitalet. Helt uden backup.

Kan ikke vænne mig til, at tøsen rent faktisk godt kan være syg uden at være syg-syg. Helt uden kræft.

Og er hun for alvor det? Er hun mon for første gang i sit liv kræftfri?

Allerinderst inde, lige under brystet bag øverste varm-kakao-ved-nattetide-delle, holder tvivlen til. Ætsende, lammende, snyltende tvivl. Tvivlen, der i sin ækelhed afholder mig fra at sove. At nyde. At leve.

Fuldt ud.

Allerinderst inde ved jeg nemlig, at kræften endnu ikke er overvundet. Jeg mærker det.

14 kommentarer
  1. Joan says: 17. december 201318:52

    Hvor ville det være skønt, om man bare kunne give dig et kæmpe knus, og alverdens forsikring om, at alt ER godt, og bliver ved med at være det…..men sådan er livet ikke.
    Sender dig alle mine gode tanker, ønsker og bønner.
    Kh joan

  2. Agnethe says: 17. december 201313:40

    Jeg tror og håber du har nogle omkring dig / jer der forstår og formår at lytte! Du er bange og det er helt naturligt! Det tager tid at komme op på overfladen igen. Især når man har oplevet at blive slået hjem mere end en gang.
    Ønsker og håber for jer at i får en dejlig jul!

  3. louise says: 17. december 201307:54

    Kære mette. Får i den grad lyst til at sende dig en hilsen selvom jeg ikke kender dig. Åhh jeg håber på det aller bedste nyt til dig på fredag. At du vil få et hurtigt forløb og at solen altid må skinne på dig

  4. Merete says: 16. december 201322:46

    Kære Dorte
    Du og dine kære har kæmpet en ufattelig hård kamp og har vundet slaget over kræften – det er jo ikke til at forstå, men det skal I nu leve med. Inderst inde bor angsten for at miste, den angst bor hos alle forældre, men hos jer har den været der alt for meget alt for længe. Derfor skal endnu en kamp kæmpes, den kamp skal du kæmpe alene, med hjælp fra familie og gode venner, men kun du kan vinde den – det er kampen der sætter angsten på plads der hvor den kan være uden at den styrer dit liv, der hvor der er plads til glæde, grin og masser af kærlighed. Der hvor du og dine kære får lov til at lev det liv I har kæmpet så hårdt for.
    Du og dine ønskes en glædelig jul og et fantastisk, samt lykkebringende Nytår
    Knus fra Merete

  5. Dorte says: 16. december 201322:40

    Kære allesammen

    Hvor er det dejligt at vide, I er med os på vores lange rejse. Tak for støtte og gode tanker. Jeg håber også inderligt på, at det, jeg mærker, er helt forkert.

    NB. til Mette: Hvor pokker da! Hvor har jeg ondt af dig – lad os krydse fingre for, at det bliver et hurtigt og velfungerende forløb. Flot du har overskud til at skrive til os, når du selv sidder i suppedasen.

    Knus herfra!

  6. Inge says: 16. december 201320:21

    Vi trænger til en tur i bølgen blå

  7. Jette Backmann Grubert says: 16. december 201319:02

    Kære Dorte, kan sagtens forstå du har det sådan, det er der da ikke noget at sige til, med så ufattelig meget, I har været igennem. Ønsker så inderligt for jer at kræften er fortid. Kærlig hilsen Jette

  8. Klara says: 16. december 201316:39

    Hej…..jeg tror på du har en rigtig rigtig god intuition. Men intuitioner kan være en smule “off” således at de kan sige en en ting …mens det kan være noget i samme gade men ikke helt …..og vælger at tro på det er sådan. At angsten forvrænger intuitionen.

  9. Tante T says: 16. december 201314:12

    Som Trine skriver er det angsten du mærker… Og din tro og tillid er forrykket pga den svære modgang I har haft i nu fire år! Hvordan skulle det kunne være anderledes ? Jeres tro på livet og tillid til livet er hårdt prøvet… Og det vil tage tid at turde tro igen- det er fuldt forståeligt om end på ingen måde nemt.
    Kæmpe kram og ønske om julefred

  10. Trine says: 16. december 201311:23

    Det er angst du kan mærke- du KAN ikke mærke om der er mere kræft tilbage- men du kan mærke hvad du er allermest bange for i hele verden. Og det forstår jeg godt. Hvis jeg bare kunne hjælpe med at tage det fra dig og jer- så I kunne få lov at lægge de mentale parader ned et enkelt juleøjeblik. Det ønsker jeg for jer, og dertil evig “raskhed”. Knus.

  11. Maya says: 16. december 201311:05

    Jeg er så ked af at netop jeres lille pige skal være ramt af den dumme kræft.
    Efter af at have mistet et barn til kræften, kan jeg helt sikkert relatere. Tænker meget på jer… <3

  12. Anna Nolsøe says: 16. december 201311:04

    NEJ, – Tror virkelig du tager fejl!!!
    Med alt det I har været i gennem, må det være slut nu.
    Men at du ikke tør håbe og tro på det endnu, kan jeg godt forstå.
    Sender al mulig julestemning din vej.

    Hilsen Anna

  13. Yvonne Thygesen says: 15. december 201323:49

    Jeg håber så virkeligt,at det ikke passer det du fornemmer. De bedste hilsner.

  14. Mette says: 15. december 201322:21

    Tænker på jer… Har lige selv fået konstateret kræft og får min dom på fredag…

Kommenter indlægget