Foråret derpå

En kemoged i koma lå
en forårsdag på stuen,
men pluds’li’ kom hun op at stå
og retted’ kækt på huen.

For et år siden gav Nora og jeg dette digt til en meget syg lille Ella. Vi hængte det i fodenden af hendes seng på Intensiv-stuen vel vidende, at hun ikke kunne se det. Hun lå jo i koma. Om hun nogensinde vågnede op og kom ud af respiratoren, vidste vi ikke.

Men udenfor var foråret så småt ved at tage fat med liv i parker, gader og stræder. Selv om folk stadig måtte ty til tæpperne, hvis de ville nyde en latte i det fri, så var udendørsserveringen i fuld sving, solen gul og himlen blå. Kan man så andet end at håbe? At næste forår bliver anderledes? Levende og lykkeligt … i frihed?

Dreams come true.

Her til frokost – mens Ella tumlede på Børnehusets legeplads – delte jeg et par omeletter med skøn veninde. På Skt. Hans Torv. I solskin. Bekymrings-skalaen gik fra parkeringsbøder til pigmentforandringer. Og det er da immervæk til at overskue.

Så forår på vej.

Også i Kemoland.