Endnu en film-præmiere

05.30: Mor og Ella sætter sig i bilen. Kurs mod Go’ Morgen Danmarks gyldne efterårs-studie i Tivoli. Man klapper sig selv tilfreds på skulderen for velorganiseret afgang med kun glade miner. So far …

05.45: Uvejr. Sikke det vælter ned. Mørke og blinkende lys flyder sammen i uigennemskuelig pøl. Bare vi snart når frem. Fjollet i øvrigt at stille et skilt mod Greve lige her ved Folehaven. Folehaven? Folehaven??? Shit – hvor pokker er vi henne?

06.10: Hasteopkald til journaist og runner: Ella & co. et kvarter forsinket. Smink en anden – og hold kaffen varm.

Vi når det hele. Makeup, forinterview, teaser i tekøkken og et ekstra toiletbesøg i sidste øjeblik – inden det går løs i studiet. Hatten af for det kærlige og professionelle team, der endnu engang formår at lande et fint indslag … selv under stressende omstændigheder.

Nåda, der er sørme kendisser backstage. Nå, Ella nægter skrigende forslag om snapshot med selveste Christopher. Idol i chok – er vist aldrig før blevet afvist af en pige … Vi runder i stedet Lagkagehuset med tilrettelægger, inden næsen vendes mod Roskilde: “Træt? Fridag? Du kan tro nej Mor, nu vil jeg i børnehave, tak!” Kompromiset bliver en kort dag.

Gymnastik med den yngste, lektier med den ældste, og turen går atter mod Staden. Har taget imod aften-invitation til livechat på Teglholmen efter dokumentar-præmiere.

Skriverierne, der blev fulgt af +20.000 læsere, varede over en time (og blev kun ganske kortvarigt overgået i besøg af Manchester-fans på fodbold-chatten – hep!). Det væltede ind med relevant, kærlig og meget rørende seer-respons. Bare se den her:

Hej Dorte. Har ikke noget spørgsmål, men vil rigtig gerne takke dig for at dele Ella videre kamp med os. D. 6/6 tabte min mand kampen til canceren, men jeg kan i dag smile gennem tårerne, da hans ønske efter sidste års udsendelse er gået i opfyldelse, for som han sagde: ” Hellere jeg skal dø end lille Ella, som endnu ikke har nået at leve”. Han ville have været rigtig glad for at se, at Ella har det så godt. Jeg sender jer de bedste ønsker for fremtiden.

Snøft!

Dagen derpå. Guffer takeaway-rester fra i går, mens jeg browser gennem et væld af Ella-updates på medierne. Mister pusten på Knæk Cancers Facebook-profil, hvor der meldes om over 7.000 likes og flere hundrede delinger og kommentarer til filmen.

Ellas og Mettes film. De to fightere. Den ene lige her ved siden af mig, den anden i himlen.

“Jeg er så ked af, at Mette ikke klarede det”, sagde Ella i aftes og pegede op på et væld af stjerner. “Men jeg kender mange børn deroppe, hun sikkert kan hygge sig med”.

Snøft igen!

4 kommentarer
  1. Tilbage på skærmen | Kemoland says: 17. oktober 201521:02

    [...] er vi to nemlig endnu engang inviteret til at sparke Knæk Cancer-ugen i gang. Og hvilken uge! Ud over at følge indsamlingen [...]

  2. lærke says: 22. oktober 201411:55

    jeres fantastiske første indlag/ tv program er linket til her : https://www.youtube.com/watch?v=87cBX7m0LIo

  3. Rikke says: 21. oktober 201423:03

    Sikke nogle næsten surrealistiske men dejlige dage det må være med medieræs i turbotempo. Håber de kan give dig lidt god energi – et boost – til at hoppe et skridt længere ud af mørket og frygten. For hold da op hvor er I kommet langt!!!
    Må lige dele et link – fordi jeg sådan kom til at tænke på Ella, da jeg så forsiden. Kender jer jo kun her fra siden, men altså hvor hun da ligner i mine øjne :-) http://kum.dk/servicemenu/publikationer/2014/strategi-for-smaa-boerns-moede-med-kunst-og-kultur/

  4. helle Sandby says: 21. oktober 201417:52

    Kære Dorte, Anders, Nora og Ella
    Tak er kun en fattigt ord, men TAK for at I deler – det bidrager virkelig til at skabe en større forståelse for den møgtarveligt sygdom, kræft er. Jeg græd af lykke for jer og af smerte for Mette da dokumentaren strøg over skærmen i går. Den kan I godt være stolte af – det var en ligeså fin skildring som sidste års udgave. Har fulgt jer i mange år her, og hepper stadig totalt på jer -Dorte, jeg elsker din filosofi om, at vi kun får opgaver her i livet, som vi magter at bære (undskyld hvis formuleringen er helt i skoven) – den er så fin (ligesom dit hår!!! årh, ja, det er smukt…)
    Thumbs up til jer…knus fra Helle

Kommenter indlægget