Sækken i sækken

Dårligste weekend i over et år. Mindst.

Kan simpelthen ikke beskrive den afmagt, vrede og altopslugende frustration, de to sidste dage har budt på. Alle fire i familien har skændtes på kryds og tværs, råbt og skreget, skældt og smældt. Og ovenikøbet uden nogen særlig grund.

De to fridage har været de første – i rigtig lang tid – hvor der ikke har været planlagte aktiviteter på programmet. En weekend, jeg har set frem til. En weekend, hvor der rigtigt skulle hygges igennem og slappes af.

My ass.

Hurra for frihed, si’r jeg. Man skal bare lige kunne finde ud af at administrere den. Det kan vi så ikke.

I årevis har vores dage fulgt faste programmer, skemaer, protokoller. Ja, selv efter, vi blev sat på fri fod, har vi kæmpet hårdt for at opretholde en vis struktur, tryg ramme. Og nu, hvor vi så en enkelt gang vover at slå os løs med ingen verdens ting? Så brager det.

Bum!

Ødemarken kalder. Oh, livet som eremit. Uden for rækkevidde. Hvor ingen er på nakken, og ingen kræver noget. Af mig. Velsignet ro. I en klippehule. Helt alene. Med skønne kælne Simba-la-bim. Han skal naturligvis med.

Hvem der bare kunne daffe. Føler mig komplet uduelig. Uegnet. Til andet end jobbet som Cancer Mom. Men så blev jeg fyret. Og hvad så nu?

Til storskrald.