Ro

Orv, hvor det rykker til keramik. Sender projekt stentøjs-blonde-vase til bagning og kaster mig herefter over drejebænken.

I dækning, kære medkursister! For det går vildt for sig, når aggressionerne slippes løs på fodhjulet. Sandalerne klaprer og suser af, grødet ler flagrer i prikket hvirvelvind til højre og venstre. Slask.

Første forsøg resulterer i to skævvredne klumper havregrød – andet i en rigtig lille skål. Trylleri! D’damer og d’herrer nikker anerkendende og roser mig for at stoppe i tide denne gang. Mens legen er god. Og skålen stadig en skål.

Hvor jeg dog trives blandt de rare efterlønnere og pensionister. Med mindst lige så lange liv i rygsækken som jeg selv. Lange og drøje, på godt og ondt. Jeg nyder deres selskab, deres sindige bevægelser, deres åbenlyse tilfredshed med nuet og kaffen og kagen.

Flere formiddags-syslerier til mig, tak. Mere ro.