À bientôt!
Gylden løvdynge på terrassen. Gylden som flammen i den lille trofaste Morsø. Jeg samler bolde, tømmer trætophus og stabler havemøbler. Fylder redskabsskuret. Mens Anders tømmer vandrørene.
En af fordelene ved at have en hjemmegående husbond.
Blågrå himmel. Mørkebrun muld. Vejret er overraskende mildt. Men det er midt i november. Det er vinter. Efterårets sødlige råd er borte, luften er ren og klar. Nu begynder det at regne. Teen har trukket færdig, og jeg går indenfor. Ta’r omvejen omkring terrassen, der er faretruende glat i gummistøvler.
Her under birken knejsede dorothealiljen, og derovre spredte forglemmigejen sine kronblade. Mellem de to stammer balancerede pigerne på slackline, spillede kort på plænen, byggede en hule.
Det er helt ok, at sæsonen er slut. For så længe er der heller ikke til vi ses igen. Du kære lille Sommerskur.
Mens jeg sidder og skriver herhjemme i min nye bløde sofa, sker der det samme, som da jeg pakkede sommeren sammen i lyngen i går:
Jeg ser fremad!
Ja, jeg springer faktisk hele tre-fire måneder ud i fremtiden og tænker på, hvor dejligt det skal blive at lufte dynerne igennem igen på den grønne tørresnor foran annekset, sætte parasollen tilbage i den halvrunde stenfod, fylde mel, gryn og sukker i kolonialskabets glasbeholdere. Kolonialskabet, der fulgte med i købet, og som dufter af støvede lavendelposer.
Hvor længe mon de holder denne gang, de positive tanker? Længe håber jeg. Målet er ikke at være ovenud lykkelig og sprudlende 24/7. Men at flyde gennem livet med næsen oven vande. Størstedelen af tiden. Så jeg kan ånde. Og holde hovedet klart.
Ik’?
