Sommerferie, hurra!
Om tre dage afisoleres Ella. Kræften er overvundet, kemoen ude af kroppen, og til august kalder børnehaven; en helt almindelig institution med raske børn.
Om tre dage skal vi vinke farvel til Børnehuset Siv, hvor Ella de sidste to år i Kemoland har haft sin eneste kontakt til andre børn ud over storesøster Nora:
Immunsvækkede cancer-, nyre-, lunge-, hjertebørn, børn i behandling for livet – nogle blot for en stund. Børn, som døde undervejs – nogle endnu i live men når måske ikke voksenalderen. Børn, som blev raskmeldt men fik tilbagefald. Børn, som blev raskmeldt og har det godt.
Om tre dage starter vores sommerferie for alvor. Vi har så absolut ikke haft den sidste cykeltur til havnekiosken eller legedag i sommerskuret og på stranden.
Men denne gang byder ferien også på noget ganske nyt for familien: Bakterie-fyldte butikker, supermarkeder, restauranter, caféer. Og uhumske offentlige toiletter.
Om sølle tre dage!!! Er stille og roligt ved at dø af skræk …
Det lyder lige som mig, Connie!
Åhhh ja. Hvor er det vidunderligt, at Ella nu er sygdomsfri, som det vist hedder…og hvor er det skræmmende.
Som Tina skriver, bliver man pludselig almindelig. Jeg har i lang tid kæmpet for at finde min nye identitet. Før var den “Mor til et sygt hjertebarn” med alle de aspekter, det bød. Nu er jeg ingenting…dvs det er jeg jo, jeg skal bare finde ud af, hvad det er.
Og nu skal du til at finde din nye rolle midt i et kaos af angst, håb, glæde og skræk…blandet med en god portion vrede og PTSD. Glæd dig…dert er en udfordring, skulle jeg hilse og sige.
Tak begge – det er nemlig ikke forbi, men vi skal alligevel lære at se fremad. Pyh!
Selv om det ikke kan siges bedre, end din dejlige veninde, Tine, har sagt det – alligevel vil jeg ønske jer alle en skøn og ganske almindelig hverdag sammen med hinanden – og sammen med en masse andre, som I har haft problemer med at se – og masser af spændende oplevelser I ikke har haft mulighed for at deltage i.
Nu vil jeg skynde mig, så jeg kan komme over og hygge-sommerferie-læse med dejlige Nora-pige.
Det kan jeg godt forstå ! Sikke en livsomvæltning. At skulle have tillid til dagen og vejen – og dagen imorgen. Overgangen til den skrækkelige ventetid, til tomrummet, uden tilhørsforhold, uden den
kendte omend grumme afgrænsede verden – ud i intetheden, normaliteten, som ikke føles normal. Herude bliver man overset, ikke bemærket…kan I da ikke se, at jeg har overlevet- indtil nu- mit livs værste rejse? Og kan I ikke se, at den ikke er forbi endnu? Kan I ikke se, at alt er forandret for mig?
Kan I ikke se arrene på min sjæl? At jeg ikke tør slå vingerne ud og flyve igen i den normale verden. Rejsen fortsætter i sin stille ubemærkethed.