Blandt løver
“Du bliver nødt til at tro på det …”, sagde en sygeplejerske til mig i sidste uge en sen aften. “Næh, gu’ gør jeg da ej!” svarede jeg hende, for hvorfor i alverden skal jeg ignorere min angst, som jeg arbejder så hårdt på at forliges med. Prøver at blive rumme følelsen af, at det kan gå begge veje med lille Ged, hvilket faktisk giver mig en indre ro. For første gang i hele forløbet er jeg ikke konstant bange. Bare afventende.
Mens jeg forsøger at leve et sammenhængende liv blandt løver.
Så er der selvfølgelig dage, hvor det hele vælter, og jeg bare sidder og tuder som besat. Besat af sorg og stress. Et kærligt foto fra Anders på spadsertur med Ella fik mig i går til at bryde fuldkommen sammen. Ella i en af hospitalets barnevogne – ude af stand til selv at tumle omkring. Ligbleg og slatten med tørre dreadlocks, der nok falder helt af en gang i indeværende uge … Sammenlignet med tilsvarende foto fra luftetur i Fælledparkens vandpytter for blot seks dage siden, er det her da den rene jammer.
Så jeg jamrer.
[...] nu, hvor tøsen er rask, og vi endelig langt om længe er sluppet for sygehusets evindelige “Du bliver nødt til at tro på det” (når krøllerne svitses af min lille datter) og “Nu har du altså de sorte briller [...]
Altså, det kan gøre mig gal at den gængse holdning er at man skal tro på det. What crap. Det er da nødvendigt for de fleste i en sorgproces, at se det værste i øjnene. Og hvad ved hun om det: Har hun stået i samme situation selv med en af hendes kære?
Der er ikke kun een vej gennem sådan et forløb- og den herskende kultur og mantra er hhv: ‘stay positive’ og at man selv har indflydelse på sin sygdom ved den måde man tænker på eller spiser på. Hvad skal man bruge de skyld tanker til? Vi er mennesker og det er menneskeligt at fejle, det er menneskeligt at dø og det er menneskeligt at fortvivle.
Det er en mærkelig parallel verden at være i, hvor det uvirkelige og alt det man ikke vil have med at gøre er det man hele tiden skal forholde sig til!
Sidste år var vi på 5054 – jeg glemmer aldrig, hvor vred og afmægtig jeg blev, da jeg læste i Rs journal at det stod ” mor er meget ked af det og græder meget”. Hvad havde de forventet – vi havde fået en af de sværeste diagnoser inden for børne cancer! Hvorfor fortalte de mig ikke hvor dygtig jeg var til at pleje ham og være der for ham gøre alt det der hjalp. Mød os i vores sorg og afmagt – anerkend vores smerte og støt os så vi bliver stærke til at bære det ubærlige.
De ønskes det bedste
Hanne
Åh Dorte hvor kan jeg godt forstå din angst og fortvivlelse. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe. Men jeg kan kun lytte og jeg er her hvis du vil. Knus og tanker fra Winnie
Kære Dorte!
Jeg beundre din styrke og dit mod til at være tilstede i “virkeligheden” – uanset hvor forfærdelig den må være….
Mange tanker fra Marianne