5054 All Inclusive

Morgen på hotellet.

Rengøringen banker smilende på med gulvskrubben i hånden. Tid til et lille bad, og der fiskes et par håndklæder frem fra bunken – i vasketøjskurven med dem efter brug; roomservice lægger rene frem til os igen i morgen. Ned til formiddagsbuffet i restauranten – bakken fyldes med friskbagt brød, pålæg i mundrette indpakninger, juice og kaffe. Tjekker frokost-menuen ud.

Ukendte ansigter. Et nyt hold gæster er ankommet med nattens charterfly, kigger sig desorienteret omkring. Ikke som os andre, der her efter flere dages ophold hjemvant mingler fra pool-bar til souvenir-shop.

Blå himmel, men vi vælger en siesta på det kølige værelset i stedet. Er lidt utilpas og forkvalmet – måske solstik? Finder os nok en skyggefuld bænk et sted på resorten senere i dag.

Til paraplydrinken …

6 kommentarer
  1. Marie Louise says: 16. oktober 201223:17

    Åh, Dorte! Som du kan skrive det! Husk masser af solcreme!

  2. Susan says: 14. oktober 201211:48

    Haha…som du dog kan udtrykke dig Dorte….. Det lyder meget eksotisk, næsten ligesom rejsen til Holland!! Kender du det digt ??? Ellers sender jeg det gerne til dig ;O) Jeg har også et andet digt som jeg holder meget af :O)

    En opgave helt speciel

    Jeg har hørt at der findes en gammel legende,
    Om hvad der oppe i himlen hændte.
    Den siger, at en gang den kære gud
    Sagde til englene: vil i gå bud?
    Der er et barn, som skal fødes på jord,
    Vil i prøve at finde en far og mor,
    Som vil elske og pleje dets krop og dets sjæl,
    Det er nemlig en opgave helt speciel:
    Barnet er svagt, og har et handicap med,
    Så det kræver meget tålmodighed.
    I ved, at jeg elsker alt svagt og småt,
    Og jeg ønsker, at barnet skal få det godt,
    Så de to der bliver dets far og mor,
    Må virke som mine hænder på jord.
    Måske vil de først have svært ved at se,
    At der kan være en mening med det,
    At barnet ikke kan tumle og lege,
    Og at det kræver så meget pleje.
    Men de vil efterhånden nok lære,
    At det giver kræfter at måtte bære.
    Guds kærtegn gør undertiden ondt,
    Og medgang alene er ikke sundt,
    Men modtager de barnet som en gave, de to,
    Så bliver det en kilde til indsigt og tro,
    Og så kan det sikkert med tiden læres,
    At liver er både at bære – og bæres

    Knus Susan

  3. Marianne says: 13. oktober 201221:38

    Har været i kemoland, både med mig selv og med min datter på nu 10 år! Men kun på weekend-ture (set i forhold til Ellas). Humor har været det bedste vi har haft i kufferten – og gerne i overvægt ;0)

  4. Louise says: 13. oktober 201220:42

    :-)

  5. Dorte says: 13. oktober 201220:07

    HA! Fedt udtryk!

  6. Marianne says: 13. oktober 201219:09

    Costa del kemo…..lyder sådan set rart nok, men er alligevel glad for, at jeg ikke tog den afbudsrejse ;0)

Kommenter indlægget