Grooming
Ella låner Mors iPhone med i barnevognen til middag i fælleskøkkenet. Hun er sur og nægter at spritte hænder ved ankomst. Men det skal hun – det skal alle – og humøret går støt nedad over den næste time. Til frokost røg 1/2 portion kartoffelmos ned før hunde-vaske-computer-spil, så hun er ikke sulten og meget træt. Da jeg tilbyder hende en varm kakao inden badet, råber hun: “Skrid, din dumme Mor!” Nok er nok, og jeg konfiskerer min telefon midt i en Teletubbi med finsk tale: “Det er ok, at du ikke vil have noget at spise og drikke, men vi taler altså pænt til hinanden!”
“Oooooaaaaahhhhh!”
Ungen hyler, da jeg storsvedende bugserer en klods af en barnevogn + rullende dropstativ ud og tilbage på sengestuen. Fed start på aftenritualet. Og jeg skulle jo faktisk have nået at klippe det sidste hår af i dag inden badet – men det orker jeg ikke …
Badeværelse nr. 1 har bruser i udu, så vi hiver da gladeligt Skrigeskinke & habengut over til den anden gang. Her observerer jeg kæmpe tyndskid op ad Ellas ryg og mave. Bad forsinkes. Endelig sidder hun på taburetten og hulkeskriger. Jeg vasker hendes korthårsfrisure (nænnede ikke at klippe hende helt skaldet alligevel i går), men store totter løsner sig og klistrer fast ved et gabende venekateter-hul og under sonde-plasteret. Det damper, og mine bukser er nu plasket helt til. Sygeplejersken hjælper med den gule klorhexidin-svamp på såret og rydder op efter mig, mens jeg gør Ella sengeklar.
Den gamle fornemmelse af utryghed og stress ta’r over her til aften, og jeg tænker, om det hænger sammen med det voldsomme og helt ukontrollerbare hårtab? Troede egentlig, jeg havde forsonet mig med tanken, men det slår hårdt alligevel. Én ting er at klippe i sin datters gyldne lokker – en anden er, at de bare ryger af helt selv, uden at man har noget at skulle have sagt.
Tænker på Marianne Davidsen-Nielsens kloge ord ved foredrag i forgårs: “For at komme helskindet gennem en alvorlig sygdomsperiode gælder det om at finde hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv.” Jeg er på vej, det ved jeg, men Guderne må vide, hvor jeg kæmper …
Aj, Pinny, hvor spændende! Elektronisk og hjem som papirform ville være perfekt, for på Riget skal vi nok være forsigtige med bakterier, men herhjemme gør det jo ikke noget. Ih, hvor vi glæder os! Sender lige en pb med vores adresse
Stakkels barn! Nu lå jeg selv meget på sygehus som barn pga ørene. Da min mor var midt i “Mio minMio” skulle jeg også lige have barberet håret af. Og jeg tød! Jeg var nu 7-8 år.
Men jeg har skitset billedet til Ella, der er afgjort hunde på.
Så det. Vil I helst have det elektronisk- og så tilsendt hjemme som rigtigt billede?
Jeg er i tvivl, da jeg ikke ved det med bakterier/virus og hospitalsregler?
Kærligst Pinny
Her hepper vi osse på Ella! Og på hele hendes familie!
Og ja – din skrivestil er ganske særlig. Du er fanme dygtig : )
Gisp. Til at blive forpustet af. Rundt om en står mange professionelle, ikk? Til at hjælpe. Med at være mor og kæmpe-såret. Flot at du kan skrive det ud på din dejlige humoristiske måde. Man kan levende se det for sig – og føle det med jer. Skrige-skinke – cool udtryk. Distanceret men fyldt med kærlighed. Varmt. Hvad siger Ella til, at håret falder af? Hep hep lille Ella. Kram til jer alle.
Sikke et mas ! Og tak for billede- det er godt nok en stor forandring fra de lyse lokker, der har kendetegnet Ella i nu lang tid. Jeg kan godt forstå, at det betyder noget.
Min mor har læst i din bog hele dagen og er næsten færdig – hun er fuldstændig opslugt – og jeg tror hun tager den hele i et køre. Hun synes, du skriver godt og gribende
<3kram