Grooming
Ella lĂĄner Mors iPhone med i barnevognen til middag i fælleskøkkenet. Hun er sur og nægter at spritte hænder ved ankomst. Men det skal hun – det skal alle – og humøret gĂĄr støt nedad over den næste time. Til frokost røg 1/2 portion kartoffelmos ned før hunde-vaske-computer-spil, sĂĄ hun er ikke sulten og meget træt. Da jeg tilbyder hende en varm kakao inden badet, rĂĄber hun: “Skrid, din dumme Mor!” Nok er nok, og jeg konfiskerer min telefon midt i en Teletubbi med finsk tale: “Det er ok, at du ikke vil have noget at spise og drikke, men vi taler altsĂĄ pænt til hinanden!”
“Oooooaaaaahhhhh!”
Ungen hyler, da jeg storsvedende bugserer en klods af en barnevogn + rullende dropstativ ud og tilbage pĂĄ sengestuen. Fed start pĂĄ aftenritualet. Og jeg skulle jo faktisk have nĂĄet at klippe det sidste hĂĄr af i dag inden badet – men det orker jeg ikke …
Badeværelse nr. 1 har bruser i udu, så vi hiver da gladeligt Skrigeskinke & habengut over til den anden gang. Her observerer jeg kæmpe tyndskid op ad Ellas ryg og mave. Bad forsinkes. Endelig sidder hun på taburetten og hulkeskriger. Jeg vasker hendes korthårsfrisure (nænnede ikke at klippe hende helt skaldet alligevel i går), men store totter løsner sig og klistrer fast ved et gabende venekateter-hul og under sonde-plasteret. Det damper, og mine bukser er nu plasket helt til. Sygeplejersken hjælper med den gule klorhexidin-svamp på såret og rydder op efter mig, mens jeg gør Ella sengeklar.
Den gamle fornemmelse af utryghed og stress ta’r over her til aften, og jeg tænker, om det hænger sammen med det voldsomme og helt ukontrollerbare hĂĄrtab? Troede egentlig, jeg havde forsonet mig med tanken, men det slĂĄr hĂĄrdt alligevel. Én ting er at klippe i sin datters gyldne lokker – en anden er, at de bare ryger af helt selv, uden at man har noget at skulle have sagt.
Tænker pĂĄ Marianne Davidsen-Nielsens kloge ord ved foredrag i forgĂĄrs: “For at komme helskindet gennem en alvorlig sygdomsperiode gælder det om at finde hjem til sig selv i stedet for at være ude af sig selv.” Jeg er pĂĄ vej, det ved jeg, men Guderne mĂĄ vide, hvor jeg kæmper …
Aj, Pinny, hvor spændende! Elektronisk og hjem som papirform ville være perfekt, for på Riget skal vi nok være forsigtige med bakterier, men herhjemme gør det jo ikke noget. Ih, hvor vi glæder os! Sender lige en pb med vores adresse 🙂
Stakkels barn! Nu lĂĄ jeg selv meget pĂĄ sygehus som barn pga ørene. Da min mor var midt i “Mio minMio” skulle jeg ogsĂĄ lige have barberet hĂĄret af. Og jeg tød! Jeg var nu 7-8 ĂĄr.
Men jeg har skitset billedet til Ella, der er afgjort hunde pĂĄ.
SĂĄ det. Vil I helst have det elektronisk- og sĂĄ tilsendt hjemme som rigtigt billede?
Jeg er i tvivl, da jeg ikke ved det med bakterier/virus og hospitalsregler?
Kærligst Pinny
Her hepper vi osse pĂĄ Ella! Og pĂĄ hele hendes familie!
Og ja – din skrivestil er ganske særlig. Du er fanme dygtig : )
Gisp. Til at blive forpustet af. Rundt om en stĂĄr mange professionelle, ikk? Til at hjælpe. Med at være mor og kæmpe-sĂĄret. Flot at du kan skrive det ud pĂĄ din dejlige humoristiske mĂĄde. Man kan levende se det for sig – og føle det med jer. Skrige-skinke – cool udtryk. Distanceret men fyldt med kærlighed. Varmt. Hvad siger Ella til, at hĂĄret falder af? Hep hep lille Ella. Kram til jer alle.
Sikke et mas ! Og tak for billede- det er godt nok en stor forandring fra de lyse lokker, der har kendetegnet Ella i nu lang tid. Jeg kan godt forstĂĄ, at det betyder noget.
Min mor har læst i din bog hele dagen og er næsten færdig – hun er fuldstændig opslugt – og jeg tror hun tager den hele i et køre. Hun synes, du skriver godt og gribende 🙂
<3kram