En mor

“Gud er stor”, siger vores tyrkiske venner, når jeg fortæller om, hvor bange, jeg er for Ellas fremtid.

Men hvad mener de i grunden med det? At Gud er så stor, at man som lille menneske godt kan pakke sig og overlade alt til ham. Læne sig tilbage og vente? Eller at Gud er så stor i sin barmhjertighed, at han lader hende overleve? Hvad???

Gud eller ej – stor er angsten, smerten, sorgen. Stor er min knold af tanker og bekymringer.

Og lille er søvnen!

Sidder i skrivende stund på Psykiatrisk Skadestue og venter på en læge, som kan udskrive noget beroligende til i nat. Jo – lige netop langt ud kan man komme som mor.

Det er farligt at få børn, at elske af hele sit hjerte. At leve. For en morgen vågner vi måske og kan pludselig ikke se. Lyset er sneet ude, og vi skriger. Den morgen mister vi nemlig håbet.

Og os selv med.

10 kommentarer
  1. Dag +700 | Kemoland says: 7. januar 201522:22

    [...] tablet, jeg dér åd. Lokal psych ward var desværre særdeles fedtet med medikamenterne forrige vinter [...]

  2. Marie Louise says: 7. december 201218:24

    Hvor ville jeg ønske, jeg kunne lette dine tanker og din byrde bare lidt. Jeg sender også et stykke tilsyneladende temmelig avanceret strikketøj til dig og hele familien.

  3. Karin og Niels says: 7. december 201209:04

    Gud ske lov for både Line og Inge.

  4. Tante T says: 6. december 201218:30

    Kære du,
    Ja, man mister fodfæstet i livet nogle gange- og det er ok. Det er et stort pres din familie lever under- og det kan jo mærkes.
    Og som Inge så fint siger, men størst er kærligheden. Ja, vi skal vove at elske og ja, vi brænder fingrene indimellem og nogle gange mister vi. Sorg giver dybde- og det er en særlig kvalitet ved et menneske der lever livet til fulde. Og det gør du.
    Jeg kommer til at tænke på begge mine døtre, som jo er konfronteret med at deres far kan dø – de siger: hvis far dør, så vil jeg også dø. De kan ikke rumme det. Jeg siger til dem: livet er en gave fra mor og far, lev det til fulde med glæder og smerter, disse afløser hinanden hele vejen igennem livet. Der er meget vidunderligt at leve for i dette liv – tænk at du er til stede og er der for dine døtre. Kæmpekram fuld af krepsemasker :)

  5. Lone says: 6. december 201218:13

    Dorte, bare hæng i, og lev i nuet.
    Tænker på jer
    mvh en mor til en kræftramt datter

  6. Inge says: 6. december 201217:33

    Kæreste du.. Ja Gud er stor- men der er noget der er større. Kærligheden er det største og eneste vi har at holde fast i, når lyset indimellem synes borte. Hold fast i den Dorte. Kærligheden til dine omgivelser, kærligheden til din mand, kærligheden til dine børn og ikke mindst kærligheden til dig selv.

    I kærligheden vil du finde din styrke.

    2 ret, 2 vrang og 1 million krebsemasker fra mig (læs: ret = kram, vrang = knus og krebsemasker = gode og healende tanker)

  7. Pia says: 6. december 201217:20

    Kære Dorte,
    Jeg kender dig ikke personligt, men har fulgt Ella og jeres kamp her på bloggen.
    Du må ALDRIG mistet håbet – Ella har så meget at leve for, og selvom de dystre tanker har fået overtaget, så er der altid lys for enden af tunnellen.
    Mine varmeste tanker til jer alle 4

  8. Cille says: 6. december 201217:17

    Kære Dorte

    Sende jer alle tusinde tanker

    Kæmpe kæmpe kram

  9. Louise says: 6. december 201216:49

    Hvor bliver man dog berørt! Alt det bedst til dig og familien.

  10. Winnie says: 6. december 201216:39

    Kære Dorte

    Mange tanker og knus.

    Winnie

Kommenter indlægget