Dag minus 9
Psykisk meltdown kort før stegen kommer på bordet.
Har pakket de fleste toiletsager, da jeg pludselig ikke kan overskue, hvad jeg mere skal have med. Jeg kender jo ikke den ny afdeling og har måske derfor svært ved at forestille mig, hvordan dagene vil komme til at foregå derinde?
Går helt i stå og sætter mig op til resten af familien ved køkkenbordet med kaffe og hækletøj. Har lige slået røven i sædet, da Anders stresser: “Er du ved at være klar? Der er jo snart mad, og Ella skulle gerne nå i bad, inden taxaen kommer.”
Aaaaargh! Råber at jeg lige nu trænger til ro og nok selv skal styre indlæggelsen – ellers kan han sgu’ bare ta’ den. Nå! Sætter mig ned i soveværelset. Ella begynder at græde over min bratte afgang, og Nora lukker sig inde på sit værelse.
Her sidder jeg så på sengen og stortuder, da min englesøster ringer på. Hun lægger armen om mig, og jeg hulker ned i mine våde hænder, at jeg ikke vil lade Ella transplantere alligevel. Det kan de bare ikke tvinge mig til, de dumme læger. Der må være en anden udvej! Jeg har en frygtelig forudanelse og nægter at give slip på hende. Ikke endnu. Hvad nu hvis hun er én af de stakkels procent, der dør af den skrappe kemo? Eller af en ond infektion, når hun er helt uden immunforsvar? Nej, jeg må ringe til dem i morgen og forklare, at jeg hellere vil have min datter i mine arme, indtil kræften æder hende op, end spille hazard med hendes liv her og nu.
Line spørger trøstende, om ikke Anders måske skulle tage de første transplantations-dage, så jeg lige kan køle lidt ned. Jo, det kunne da godt være, hvis han er med på den. Nu var det ellers planen, at jeg skulle starte op, men det smerter, at det er mig, der skal følge hende til skafottet. På den måde bærer jeg lidt mere af skylden, hvis det går galt. Eller noget.
Tja, virker godt nok ikke super-rationelt, når man sådan ser det på skrift. Men i disse tider er det også føleleserne, der regerer. Følelserne der knuger i mit bryst, da Nora kysser sin elskede lillesøster på gensyn og stille lukker døren til. Da hun en time senere ligger ved min side med tårer i øjnene og siger, at hun er bange for at glemme Ella, nu hun skal være væk i så mange måneder.
Jeg græder igen. Denne gang helt sagte, så Nora ikke vågner. Men nok til at brillernes dug udtværer bogstaverne.
Så jeg stopper for nu.
[...] par uger, men vi har nok en tendens til at hæfte os ved, hvor skidt hun har det i forhold til den aften, hun drog afsted til knoglemarvstransplantation med sin lille legekuffert i [...]
Varmaste tankar och kramar. Tänker på er. Du skriver så fint och gripande, går rakt in i hjärtat. Förstår din oro även om jag ändå inte kan förstå. Jag sänder all kärlekskraft som finns.
Kære dejlige søster, kys og kram!
Mange tanker til jer
Hvordan kommer man igennem det værste og sværeste i ens liv? Man kommer måske ikke helt hel igennem og man får en fornyet og måske lidt tungere bagage at bære på. Det vigtigste i alt dette tror jeg er at man går igennem det med åbne øjne og hele tiden er sig situationen bevidst. OG DORTE det har du været hele vejen igennem – og det beundrer jeg dig rigtig meget for. Du er et af de mennesker jeg kender, der er ærlig, åben og kalder en spade for en spade. Du lukker ikke øjnene – du SER. Det gør ondt at være sådan, men det vil være din redning i længden uanset hvor dette mareridt bærer dig hen. Og jeg vil være ved din side lige meget hvor du er!
Kære Dorthe og din familie. Jeg kender dig / Jer ikke, kun fra tv og her på din blog, men nu MÅ jeg også ønske jer alle 4 alt muligt held og lykke – det er kun små (slidte) ord, for i jeres situation er der vist ikke rigtigt ord der dækker, andet end at vi / jeg tænker RIGTIGT meget på Ella og jer 3 andre i jeres lille familie.
De bedste tanker og hilsner fra Jeanette.
Ønsker jer alt det bedste <3
Kære Dorte og familie,
Jeg tænker SÅ utrolig meget på jer og græder sammen med dig Dorte.
Jeg kan ikke forestille mig hvad I er igennem, jeg prøver og det er fygteligt det jeg mærker – jeg tør slet ikke tænke tanken, hvordan I må have det og hvor jeres tanker går hen…
Jeg kan tilgengæld tydeligt mærke din frygt og din smerte Dorte – det gør mig så ondt.
Ord er så fattige, men mit hjerte bløder med jeres og kan kun skrive at jeg føler med jer og håber på det aller bedste for lille Ella.
Må I finde styrke hos alle dem der holder af jer, til at komme igennem denne svære tid.
Mange varme tanker fra Diana
Græder sammen med dig Dorte. Det var skønt at kramme dig og glæder mig til at gøre det igen. Kram og det bedste ønsker til hele jeres familie <3
Kæmpe knus.
Caro ti, tænker på dig. Jeg frygter med dig – og hele familien. Det gør så ondt. Det kan ikke være anderledes. Hjertekram til hele firkløveret.
Jeg forstår dig fuldt, og alle dine betænkligheder og følelser. Men det ER den eneste måde at få bugt med den forbandede sygdom på. Det er en hård tur, men tænk på, at efter den nedbrydende kemokur og stråling de første dage – så starter nyt liv og opbygning med de nye celler (og aldrig mere kemo!). Det vil give et andet overskud. Jeg ønsker jer alt held og lykke. Mette (mor til knoglemarvstransplanteret teenager)
Åhhhh; græder med dig!
Ingen ord kan hjælpe her, men jeg sender tanker og kærlighed jeres vej.
Gode energier jeres vej;
Carina
*HUGG*
(ord rækker ikke, dækker ikke og er svære at finde – et kram, varme tanker og de bedste ønsker sendes gennem cyberspace, tid og rum i stedet)
Åh, kære Dorthe.
Jeg føler sådan med dig og din familie. Og alligevel kan jeg kun forsøge at forestille mig hvad i gennemgår.
Jeg tænker på jer og krydser og håber det bedste for jer.
De bedste hilsner Benedicte
Bliver ked af det på dine vegne og familien, kan godt forstå dig., det er Pest eller Kolera held og lykke tænker på jer i den svære tid