20 dages savn
“Må jeg godt kramme hende?”, spørger Nora nervøst. Hun styrede straks hen mod sin elskede lillesøster men stopper nu pludselig op, inden hun når sengen. Vi forsikrer hende om, at det er helt ok. Hun har jo både været i bad, fået hospitalstøj på og derudover udstyret med isolationshandsker og -mundbind.
De går fluks igang med at lege – som havde de to søstre bare lige holdt en pause på et par minuttter. Da jeg hører dem småskændes lidt om Playmobil-prinsesserne, bliver jeg lykkelig. Ah, ingen overdreven omsorg eller usikker adfærd.
Bare Nora & Ella.
Vi når både kaffe, eftermiddagskage, stuegang og medicin-opdatering, inden Nora beder om at komme hjem. Hun har – helt forståeligt – iltmangel bag Disney-masken. Ella er også træt og vil ha’ tændt for skiløbet på svensk tv igen.
På hjemvejen traller Nora. Hun er lettet, kan jeg høre, for Ella er stadig Ella.
Svinger omkring City 2 og shopper en ekstra lille fødselsdagsgave til Mormor, der fylder 80 i overmorgen. Den skal hun ha’ i aften, inden hun suser til endnu en solferie. (Plads til en blind passager?) Dukker mig lidt i menneskemylderet; havde godt nok ikke regnet med så mange folk så kort før lukketid. Snubler nær over en lille purk, der kravler på gulvet foran boghandlen. Ush, en masse bakterier, han får på hænderne. Kan næsten se dem. Og hold da op, hvor alle dog nyser. Vil hjem og er så godt som ude, da vi pludselig hører MGP-vindersangen for fulde gardiner. Halløjsa – børnestjerner på 1. sal. Vi suser grinende derop og skynder os i kø til et par fine autografer, mig og så min store pige. Og nu hjem til lasagne og hygge.
Efter fem dage i cellen.
Jeg har fulgt med et stykke tid og hvor er det dejlige billeder. Vores dejlige 15 årige knægt, Martin, er for tredje gang syg af leukæmi, så vi og især han har kæmpet nu på 11. År. Han var rask i 5 år, derfor skal han i første omgang ikke transplanteres. Dorte, du er fantastisk til at sætte ord på lige præcis alt det der rør sig i hoved og krop når man er pårørende. Min søn er den sejeste unge som kæmper med næb og klør, jeg forstår ikke hvor han får kræfterne fra. Mange kærlige hilsner og tanker.
det er dejligt for Nora også at kunne følge med og se Ella er der stadig og kan lege lidt, uha hvilken angst hun også må gå med. dejligt billeder
Åh, en lille tåre sneg sig ned over min kind – for hvor er det utroligt at børn er så taknemmelige, rummelige og omstillingsparate. Dejligt med gensynet – for jer alle.
Glæder mig til at læse i er på vej hjem – alle 4!
Fantastisk…..søskende kærlighed overlever selv den længste adskillelse…bliver dejligt når i alle 4 er hjemme igen…
Jubi! – til begge billeder