Vejen ad hvilken

Ella havde rødligt og kløende udslæt ved hals og mås, da jeg ankom.

Tegn på akut Graft-Versus-Host-reaktion, der kan forekomme, når der er smækket fremmede celler ind i kroppen.

Lidt GVH er helt ok, idet det bare viser, at den nye knoglemarv arbejder – men for meget er noget ged. Derfor er der blevet skruet på op på lægemidlet Sandimmun, som hjælper til med, at kroppen ikke afstøder marven.

Uh, lad os håbe, det virker!

Går på line for tiden, og balancerer os igennem de lange dage: En ny behandling sættes op mod bivirkninger fra en anden, vi forsøger at overholde aftalen om ligevægtig fordeling af isolationsvagterne mor og far imellem, lige meget opmærksomhed til begge piger.

Som min kloge Nora sagde, da vi i formiddags sumpede foran en dokumentar om de gamle tibetanske Tea Roads:

“Det ta’r godt nok næsten ligeså lang tid at komme igennem bjergene, som Ella har været syg, Mor – og det er mindst ligeså farligt!”

Og hvor har hun dog ret, min store pige. Vores rejse splitter også familier ad og giver anledning til sorg og savn. Vi kan nemt fare vild eller dratte ned i afgrunden med hest og oppakning, hvis vi ikke holder tungen lige i munden og begge ben på jorden.

Når vi mon så alle fire sikkert i mål?

Hold nu kæft, hvor hun galer. Bare fordi sygeplejersken ville tage et blodtryk. Ella har været i et underlig lune, lige siden jeg ankom. I eftermiddags spillede hun grinende fodbold (wow!) med Nora i sine grønne klipklappere, og nu ligger hun i sengen og skriger stortudende efter sin far.

Sorry, Puttepige – du må nøjes med SureMor her de næste par dage.

Ørepropper?

4 kommentarer
  1. Line says: 20. februar 201300:32

    Kære Ella,

    Hvor er det bare øv med medicin og behandling, der driller kroppen og humøret. Godt de også er dine venner.
    Og måske? midt i al det her, er der også en lille snart 4års pige, som siger det samme din fætter og kusine også sagde engang : jeg vil ha’ min far, jeg vil ha’ min mor!

    Sikke mange forskellige ting, lille menneske, du klarer. Medicin, behandling OG det at være snart 4år på een gang! Godt du har din mor, far og søster ved din side.

    Kram fra mos.

  2. Karina says: 19. februar 201320:15

    Søde Dorthe
    Hvor skønt at der er gang i marven allerede.
    Og mon ikke hendes humør skyldes al den aktivitet i hendes krop? Det skulle ifølge en klog læge på min afdeling føles som adskillige influenzaer på én gang – og det lyder bestemt ikke rart.
    Jeg er sikker på, at I nok skal komme igennem det her. Hvis der er noget jeg kan gøre, så bare sig til.
    Knus Karina

  3. Suzette says: 19. februar 201320:04

    jeg krydser fingre, krydser fingre og krydser fingre. Hvor lang tid tager det mon kroppen, enten at godkende nye celler eller ikke at godtage dem? Ved I noget om det? så lige noget i tv om, at tyskerne er rigtig gode til at donere knoglemarv, hvorimod vi danskere er rigtig dårlige til det. godt, der var en modig tysker.

  4. Heidi Dyreby says: 19. februar 201319:51

    Åh sikke en balancegang…og jo Dorte…trods farlige bjergskråninger og ukendte farer, så skal i nok nå i mål alle fire..måske lidt skrammede og trætte men i kommer frem det ved jeg…og når i er fremme ved mål ligger fremtiden lys og fuld af lykke..

Kommenter indlægget