Arkiv
Tag "frihed"

Og kærlighed

Af: Dorte
15-12-2015
17 kommentarer

Tiden er inde. I dag tager jeg afsked.

1001 blogindlæg blev det til. 1001 nats beretninger om tro, håb og kærlighed. Lykke, ulykke.

“Jo tak, det går da fremad”, siger jeg, når nogen spørger. For det gør det. Men det kræver tilvænning. At have det godt.

Sorgen har været min ven så uendeligt længe, min tro følgesvend. Givet mig tryghed og stabilitet på den øde ø derude i oceanet.

Fortællingerne holdt mig i live. Udgjorde selve livet. Til tider. Men de fængsler mig også. Og nu vil jeg gerne fri.

Mere end 150.000 læsere har fulgt mig på vej. Hver eneste måned tygget sig igennem over 30.000 siders jammer og klage. 1.6 mio visninger.

Vanskelige tal at forholde sig til …

For mig er I dog ikke tal. I er mine kammerater. I var her for mig, når mit eget netværk fik nok og måtte trække sig. Og ja, det hændte. For det kræver styrke og mod at lytte og rumme. År ud og år ind.

Jeg løsner fodlænken. Rejser mig – og rejser væk. Fra eventyret. Fra mareridtet. Ud i verden, afsted. Det er slut.

Mon slutningen bliver begyndelsen – på en helt almindelig tilværelse? Happy ending?

Ordene forsvinder ikke. Min pen har fået liv, og jeg vil altid skrive.

Men jeg stopper her.

—

Tak til læger og sygeplejersker, der har kæmpet for Ella. Tak til forlag, filmselskab og journalister, der har bakket op om historien. Tak til jer læsere for dyngevis af søde ord og gaver. Og til alle mine kære. Fordi I er her endnu.

Kys til de familier, der stadig kæmper; hold ud! Kys til de små engle, der ikke klarede det så langt; I vil altid være i mit hjerte ..

Farvel Kemoland, farvel.

Fem år senere …

Af: Dorte
04-05-2015
4 kommentarer

En Cancer Mom’s dagbog, mandag 3/5 2010
Ved solopgang sprang bøgehækken ud, og børnehavepigen er ikke længere børnehavepige.

Første SFO-dag. Det lyder stort, men det er jo ikke rigtig skolestart – kun lidt … Jeg følges med Nora til morgenbord og skræmmes over de gule malede striber, der fra nu af skal gøre det ud for det trygge trådhegn i forsøget på at holde ungerne væk fra vejen. En snert af fortrydelse strejfer mig; skulle vi have ventet et år?

Forsøger at mingle med de andre forældre, men det falder mig svært. Nora er glad men ret hængevoren, og vi ender med at sidde på samme taburet og spise grovboller. Inden afsked når jeg kort lige at informere personalet om Noras lillesøsters sygdom, der fylder så meget i vores hjem. De virker chokerede omend glade for at få besked.

Men ikke kun Nora er newbie i dag. Ella har en ny fase foran sig, og mens Nora og jeg sidder og smæsker os i marmelade-madder, er den anden halvdel af familien på vej til intet ringere end fire forskellige slags kemo og opstart af Dexa på Riget. Min vejrtrækning bliver imidlertid hurtig og overfladisk af angst, når jeg tænker protokollen igennem. Hvad nu hvis hele scenariet gentager sig, og hun ikke er helt så tough denne gang?

Vi holder vejret og lader os falde ud over kanten med sammenknebne øjne, mens vi krydser fingre for, at elastikken holder. At vi slipper med skrækken.

(Uddrag fra bogen Kemoland)

En Cancer Mom’s dagbog, mandag 4/5 2015
Rosen står der endnu – mørkerød og rank i vasen på Ellas værelse. Den fik hun overrakt sammen med diplomet i torsdags. I anledning af sidste dag i sin elskede børnehave.

Nora svinger skoletasken på ryggen og cykelnøglen om halsen: “Hej hej, min lille Snuttebasse – kan du ha’ en rigtig god første SFO-dag? Jeg kommer over og hilser på dig i frikvarteret, ik’?”

Far & Mor suser omkring;

  • Inventar til kassen (varm trøje, regnjakke/bukser, mindst ét sæt ekstratøj, hjemmesko og solcreme)
  • Madpakker (en til for/eftermiddag og én til frokost)
  • Fin kjole og frisure (“elastikken skal matche!”)
  • Tøjdyr (hunden med de lange ører)
  • Tisse af (nå, ikke? så må vi huske det deroppe)
  • Hurtigt ud af døren (pyh!)

Ella virker knapt så kæk som ved forrige uges intro-aften og klæber til mine ben, da vi træder ind i menneskemylderet. Der hilses til højre og venstre, mens horden langsomt flytter sig ned gennem mellemgangene i jagt efter podernes garderober. Hun slapper lidt mere af, da vi – efter udendørs kom-hinanden-ved-dans – sætter tænderne i et par friskbagte scones. Snart hopper hun ned fra mit skød og fistrer rundt med sine nye klassekammerater.

Jeg når lige at bede personalet være særligt opmærksomme på solcreme (sart kemo-hud), overtøj (sarte respirator-lunger) og ekstra toiletbesøg (håbløst bagud med renligheden …), inden forældrene må sige farvel til ungerne, der skal i gang med at lære deres nye institution og pædagoger at kende.

Det er en glad Mus, vi henter fire timer senere. Men også en træt Mus. Ella er næsten ikke til at slæbe med ind i supermarkedet på hjemturen og må lokkes med te-bolle (“med chokolade-stykker!”) i bagerafdelingen. Hjemme falder hun omkuld på sengen og beder om ekstraordinær eftermiddags-skærmtid.

Det er ok; jeg trænger også selv til en pause. Alt går pludselig så hurtigt. Fatter ikke, at vi virkelig er nået hertil. At det virkelig lykkedes: Skolestart lige om hjørnet!

Lys i vinduerne; vi er fri …

Host

Af: Dorte
30-01-2015
1 kommentar

Ella-hoste natten lang. Stress. Får ikke lukket et øje, men håber kaffen kan kvikke mig op. For tøsen må holdes hjemme fra børnehave. Noget er uden tvivl under opsejling. Og det er ikke i orden at pålægge pædagogerne screening af udsving i appetit, ansigtskulør og vejrtrækning dagen igennem. Eller hva’? (@ Roskilde Kommunes Handikapafsnit …)

Tøffede sammen til centrum gennem vrimmel af stille sne. Lille Myr farvelagde artigt feerne i sin medbragte malebog, mens tandlægen knoklede løs i morens gab. Men så vankede der også shoppetur i gågaden inkl. cafébesøg på torvet = et par nye kjoler & varm chokolade. Med masser af flødeskum!

Smilende Ella.

Måske vi bare ser spøgelser. Skal vi ikke satse på, at hun vågner frisk og frejdig til min fødselsdag i morgen?

Ella børnehavepige! vol. II

Af: Dorte
05-05-2014
10 kommentarer

I dag startede Ella i børnehave. Igen. Med stærke raske snotunger. For det kan hun tåle. Satser vi på …

Halvkaotisk morgen. TV2 havde sendt Nordisk Film-tilrettelægger og -fotograf til Roskilde for at forevige den store milepæl. Bare sådan helt diskret. Eller noget.

Takker guderne for, at pigerne viste sig fra deres tålmodige og overbærende side. For teknikken drillede, og lydsiden gik i sort. Og netop som denne udfordring var løst, kom Nora til at øse A38 over sine havregryn – joda, vi var selvfølgelig løbet tør for mælk lige netop i dag. Godt naboskab reddede situationen, og filmeriet kunne genoptages.

Over stok og sten det gik – med søstrene på løbehjul, svedt kameramand efter dem i strakt galop, tilrettelægger og mor på slæb.

Pyh!

Nå, Nora kom i skole, og Ella i børnehave. Så langt, så godt.

Jeg er hjemme nu – i en fin og ryddelig stue (!) – med anti-latte og klapsammen. Ta’r dagens første dybe vejrtrækning.

Det gik pludselig så hurtigt det hele. Pænt goddag til kammerater og pædagoger, samling i rundkreds, velkomst og lille sang, sko på til udeleg. Og så var tv-team og undertegnede pludselig helt overflødige. Med klippene i kassen og ungen på rutchebanen, så blev det vist ikke meget bedre. “Gå du bare, Mor!”, sagde Ella, “jeg kan godt spise frokost her alene”.

Låste op til et rungende hus.

Oh, frihed! Første tanke. En dejlig tanke …
Hvor længe mon det varer ved? Anden tanke. En grum tanke …

For kroppen husker. Og sindet. Vi har ligessom været her før, ved denne skillevej. Hvordan gik det lige. Ja, jeg spø’r bare … Men jeg prøver noget nyt. Noget ganske uvant. Noget, der kræver øvelse og vilje:

Jeg vælger at gribe dagen og lægge bekymringen til side. Nemlig.

Således blev mandag den 5. maj 2014 formelt afslutningen på familien Rasmussens besættelse. Efter fem forbandede år blev Prinsesse EllaBellaFrikadella endelig befriet.

I går tændtes lys i vinduerne.

I dag i mit hjerte.

 

Endnu en milepæl

Af: Dorte
21-09-2012
Skriv kommentar

Nu er tiden inde til at give slip!

For ti minutter siden blev KEMOLAND sendt i trykken, og løbet er kørt i forhold til rettelser og kommentarer. Min indflydelse på projektet er ovre – mit arbejde afsluttet. Nu er der kun en uges ventetid tilbage, og så sidder jeg med min bog i hånden.

For fem minutter siden kom Ella hjem fra børnehave, og hun fortalte om en dejlig dag, da hun glædestrålende hoppede indenfor i gummistøvler og regndragt. Vores orlov er ved at være slut – symbiosen mellem os skal opløses, og vi skal lære at leve hver for sig, mig og Lillepige.

Føler mig fri – lige i dette sekundt er alt muligt. Håber jeg bliver deroppe i skyerne lidt længere end vores sommerhus-drage i lørdags …

Frihed – pyh!

Af: Dorte
19-07-2012
3 kommentarer

Måske er det mere en frihedsfølelse end et reelt behov? Rettigheden til at kunne gøre lige præcist, hvad der passer en og ikke være bundet på hænder og fødder af kemobehandlingens strikse isolationsregler.

Efter Ellas raskmelding er mulighederne jo uendelige: Supermarked, legeland, biograf! Man behøver selvfølgelig ikke tage afsted, men man må gerne, hvis man lyster. Lidt ligesom at have en køreklar bil holdende i carporten.

I over to et halvt år har vi været i husarrest, så nu skal der den onde lyne mig festes igennem. I aften middag på kinesisk familierestaurant: “Ella, hop nu ikke ned til guldfiskene!” “Nora, spænd nu ikke ben for tjeneren!” Begge to vælt nu ikke colaen, vask ikke hænder i sur/sød-sovsen eller konverter de indbagte blæksprutteringe til armbånd!!!”

Jeg finder den medbragte håndsprit frem og renser fingre, bord og dækkeservietter for tredje gang. Ella stikker af, og jeg finder hende til min skræk ved fiskedammen med tungen på det klistrede gelænder. Ush! Vi spritter igen. Og igen.

Slutter aftenen af i den tilstødende købmand, hvor begge piger tiggende galer på vingummier og vandkanoner – men bag indkøbsvognens trygge metaltremmer heldigvis. Anders finder lokumspapiret, og off we go.

Frihed er det bedste guld. Hmmm …

add

fb

om

De første lange år i Kemoland blev til en bog. De næste et par film. Historien fortsætter her på bloggen. Mød Ella & co i familiens unikke univers og følg med i kampen om at overleve børnekræft - og derefter rejse sig igen.

arkiv

pins

kemoland

© 2024 — Dorte Falkenberg Rasmussen @ Kemoland. All Rights Reserved. Powered by Wordpress.

Designed by Wpshower