I begyndelsen var skriverierne:
Et lille pip fra 5. sal i en grå og trist betonblok på Østerbro. Invitation til en håndfuld familie & venner til at følge slagets gang. En faldskærm at klamre mig til, hver gang uvejret brød løs.
Den sorte boks, hvis det værste skulle ske.
En læser har netop postet følgende kommentar under Dag +700-indlægget:
Helt ærligt? Det er måske ved at være tid til at acceptere, at bloggen har tjent sin pligt, og at den skal lukkes med værdighed, og du det samme, før det er for sent… Det kan godt gå hen og blive lidt kunstigt at holde liv i noget, hvis liv er levet.
Jeg er bekendt til nogle venner, hvis barn er indlagt på børnekræftafdelingen i København – derfor kom jeg herind i sin tid. Hvis jeg må være helt ærlig (og det er jo det, blogmediet inviterer til, med mindre du er en af dem, der sletter kommentarer, du ikke kan lide…) er det vist ret delte meninger om gavnen af din blog for andre forældre i samme situation. Man få ofte indtryk af, at din blog handler mere om at eksponere dig selv end din datters sygehistorie. Undskyld, hvis jeg lyder lidt hård, men det er sådan, jeg ser det, når du nu spørger…
Tak for input – og relevant spørgsmål: Gavnen af bloggen nu?
Det bedste er vel at spørge læserne selv; så jeg håber, I vil hjælpe til lidt afklaring …
Jeg ved, at 50.000 brugere sidste år klikkede ind på kemoland.dk – med ialt 380.000 sidevisninger.
Men kære læsere: Hvem er I? Og hvorfor følger I med?
