Blæst på tredje døgn.

En håndfuld visne blade tæsker hysterisk rundt i badeværelsets ventilationsskakt. Ellers ganske stille i huset. Ungerne er nemlig på påskeferie hos bedsterne.

Mens de fodrer høns i snevejr (!!!) og maler påskeæg i akvarel, gør vi os klar til middag. Ude. På lokal yndlings-restaurant.

Aaah! Rart man kan sove længe dagen derpå. Dalrer rundt i nattøj med kaffekop og halv-tømmermænd; den lidt lettere driver’s wine menu (til svagdrikkere som undertegnede) viste sig nu alligevel at slå halvhårdt.

Men pyt – tøserne skal først hentes i morgen.

Fisker stofrester og sygrej frem, sætter mig til rette ved spisebordet. Ingen pilfingre, intet ansvar. Tre timer – og enkelte konflikter med overlocker, tittekant og strygefliseline – senere kan gaverne pakkes ind:

To stk. kærligheds-ugler.

Et par triste småpiger i dyb krise fylder nemlig rigtigt meget i mit hjerte for tiden. Nu på tirsdag skal de sige et sidste farvel til deres far. Og så er det måske rart at have et blødt og hyggeligt krammedyr i favnen, tænker jeg. En lille ugle med minde-lomme til fotos eller breve.

Det kunne jeg i hvert fald godt selv have brugt – dengang for 21 år siden …