Arkiv
Tag "love"

Tiden er inde. I dag tager jeg afsked.

1001 blogindlæg blev det til. 1001 nats beretninger om tro, håb og kærlighed. Lykke, ulykke.

“Jo tak, det går da fremad”, siger jeg, når nogen spørger. For det gør det. Men det kræver tilvænning. At have det godt.

Sorgen har været min ven så uendeligt længe, min tro følgesvend. Givet mig tryghed og stabilitet på den øde ø derude i oceanet.

Fortællingerne holdt mig i live. Udgjorde selve livet. Til tider. Men de fængsler mig også. Og nu vil jeg gerne fri.

Mere end 150.000 læsere har fulgt mig på vej. Hver eneste måned tygget sig igennem over 30.000 siders jammer og klage. 1.6 mio visninger.

Vanskelige tal at forholde sig til …

For mig er I dog ikke tal. I er mine kammerater. I var her for mig, når mit eget netværk fik nok og måtte trække sig. Og ja, det hændte. For det kræver styrke og mod at lytte og rumme. År ud og år ind.

Jeg løsner fodlænken. Rejser mig – og rejser væk. Fra eventyret. Fra mareridtet. Ud i verden, afsted. Det er slut.

Mon slutningen bliver begyndelsen – på en helt almindelig tilværelse? Happy ending?

Ordene forsvinder ikke. Min pen har fået liv, og jeg vil altid skrive.

Men jeg stopper her.

Tak til læger og sygeplejersker, der har kæmpet for Ella. Tak til forlag, filmselskab og journalister, der har bakket op om historien. Tak til jer læsere for dyngevis af søde ord og gaver. Og til alle mine kære. Fordi I er her endnu.

Kys til de familier, der stadig kæmper; hold ud! Kys til de små engle, der ikke klarede det så langt; I vil altid være i mit hjerte ..

Farvel Kemoland, farvel.

Garnnøglerne snurrer, pindene gløder. Aftenens værtinde har bagt fudge-tærte. Dertil årets første glögg.

Vi er vidt forskellige – lever dog parallelle liv. Huse i samme bydel, børn i samme skole. Dette netværk har jeg engang været med til at skabe. Hin efterårsdag i skoven. Jeg er stolt. Og taknemmelig.

For min skønne strikkeklub.

“Neeej, har I set???” Alle pensionisterne (og undertegnede) vender sig om og kigger. “Ja har I set? Lige nu bryder solen frem!” Jeg returnerer til drejebænk med varme om hjertet. Mere skal der ikke til.

På det gode keramikhold.

Først flere sekunder efter at GusMesteren har svunget håndklædet, rammer den brændende aromabølge os. 1 – 2 – 3. Impact!

Æteriske olier til gavn for blodtrykket, immunforsvaret og hukommelsen.

Mest af alt dog til gavn for en gammel Cancer Moms skrøbelige psyke. Timian-, eukalyptus-, geranium-dampene fuldender naturligvis wellness-oplevelsen – men ikke mindst nærværet, fællesskabet, den dæmpede musik, blæsten mod ruden, bølgerne under tømmerflåden og saunaens beroligende vuggen gør mig godt. En lille dybsindig sludder blev der sågar også tid til.

Efter den opkvikkende dukkert.

Det er godt nok sjældent, jeg kører i metro. Snildt ellers. Den dygtige øko-frisør forynger, mens vi læser blade og sladrer. Herefter posh vegetarfrokost & naturvin, kaffe & dele-kage.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, smiler hun. “Hvis jeg gerne vil gøre noget rigtigt godt for dig, hvad skal det så være?”

Lige præcist en dag som nu, Skønmø! Med alvor og grin. Eller som den aften på Rigshospitalet, da du fyldte en balje med lavendel-vand og vaskede mine fødder. Mens Ella lå i koma og var tæt på at dø.

Dén smukke – næsten helt bibelske – kærlighedserklæring glemmer jeg aldrig.

Fra min ældste veninde.

Simba har altid boet hos os. Sådan føles det. Vores lille ungkat er blevet så integreret del af vores familie, at vi slet ikke tænker over, at han faktisk er nytilflytter. Jammeren stoppede allerede efter to nætter, og på tredjedagen lod han os klø sig bag ørerne.

Om et par uger – når anden og sidste vaccine samt kastration er overstået – skulle han gerne være klar til at komme udenfor på egen hånd. Spændende. Vi har købt en lille sele og tyvstartet med lidt frisk luft her i weekenden – dog uden det store held. Han skyndte sig tilbage gennem terrassedøren og ind i den trygge stue. Hvor vi fandt et par trøste-godbidder frem.

Hver nat vælger Simba en fodende at sove i – og er heldigvis god til at dele sol og vind lige mellem os alle. Selv Anders får sin del af opmærksomheden … og er faldet pladask for kræet. Hvem skulle have troet det?

Yndlingslegetøjet er en lille mus med stor busket hale, som piber, når den daskes til. Simba jagter den gerne inden sovetid under stort postyr og vilde saltomortaler. På andenpladsen kommer frynserne på vores fine gamle håndknyttede tæppe, som Mormor og Morfar i hin tid hjembragte fra deres solskinsår i Tunis. Hrmpf. Overvejer at sy dem ind på bagsiden.

Dagens program er sat i ret så faste rammer; Simba er nemlig en kat, der har styr på sagerne, må man sige. Om morgenen vågner han med sin familie og får sig en bid mad. Hvis han er heldig, har pigerne lige en lille stund til leg inden skole. Han har ingen problemer med at være alene hjemme et par timer i løbet af dagen – men er også meget begejstret for selskab.

Vores lille mis er en renlig en af slagsen: Jeg har helt glemt, hvor lang tid en kat egentlig bruger på at vaske sig. Og så har han benyttet kattebakken fra dag ét. Dygtigt! Der slumres ofte og længe i husets vindueskarme, oven på reolen eller ved siden af Mor i sofaen. Så ynder han at blive aet på den bløde grå/hvide mave, mens han ruller fra side til side og spinder højlydt. Når så tøserne kommer hjem igen, står den på mere nus, hygge og muligvis lidt godbidder inden middag.

Måske han en dag hopper op på mit skød. Det drømmer jeg om. Men selv om Simba er sin egen – og foreløbigt kun uddeler kærlighed i adstadigt tempo og i afmålte portioner – så giver bevidstheden om en ven under samme tag mig en rar og afslappende fornemmelse i hverdagen.

Hvilken gave! Et knus – og endnu et – til familien i Tisvilde <3

Kattekillingen kalder på sin mor. Serier af hjerteskærende mjav-hyl. Natten lang.

De nybagte ejere krydser fingre for, at savnet med tiden fortager sig. At der venter den lille jammerkommode et langt og lykkeligt liv med kærlighed, leg og masser af fede sommerhusmus.

Smukke Simba. Med fine hvide poter. Og en pels så blød.

Velkommen i familien!

Fem store og to små stjerneskud blev det til. Ingen meteorregn i Roskilde. Ikke fra vores udkigspost i hvert fald. Men hvilken sommernat! Dynerne med udenfor. Dæmpet smalltalk i liggestol på terrassen. Orange gadelampelys gennem hækken. Skygger af insekter og fugle – sværmer, dykker. En dejlig sommernat. Med husbonden min.

Adgang forbudt. Hopper alligevel gennem vildnisset og ta’r i håndtaget. Låst. Men stikker man næsen helt ind gennem den smadrede rude, vælder duften én i møde. Duften af store sale, svungne trapper, fugt, forfald, fortid. En god håndfuld mirabellaer – også frugttræerne er glemt. Men ikke af os. En dejlig vandretur. Med søsteren min.

 

Little Heroes

 

 

 

Hjemme efter en uges dejligt højskoleophold. Og se, hvad man lige finder i sin inbox:

EllaBellaSuperhelt ♥ ✿.。.:*♪♫•*¨*•.¸¸❤

Dette fine foto blev skudt på sidste års store familieweekend som led i nyligt lanceret kampagne.

Sagen er velgørende. Målet indkøb af nyt feriehus. Og modtagerne alle Foreningen Cancerramte Børns små skaldede medlemmer, der ikke kan holde ferie som andre unger.

Åh, hvor jeg håber, der kommer gode penge i kassen!

På projekt-sitet i formandens video er der mulighed for et kort glimt af Putte in motion, mens hun snurrer sig gennem fotosession.

(Blev selv interviewet til forældre-delen følgende festaften men var sgu’ nok lidt for halvsnalret til levering af brugbart materiale, tænker jeg …)

Fik jeg forresten fortalt, at alle prøver var fine, og at lægerne først vil se Ella igen om et halvt år?

ET HALVT ÅR!!!

En nat sidst i oktober modtog jeg en hilsen fra en fremmed kvinde:

Jeg sad her til aften og så jeres film. Tak fordi du deler jeres medgang og modgang, det lærer os andre at man ikke skal hænge sig i bagateller og nyde livet fuldt ud.

Beskeden sluttede med et kærligt tilbud om at donere en unik kage til hver af pigerne, når der en dag var brug for det:

I kan bare sige til – ved af erfaring hvor glade og specielle børn føler det.

Stoltheden var ikke til at tage fejl af, da Nora sidste måned beundrede den tilsendte skitse; for slet ikke at tale om da hun i lørdags til sin familiefødselsdag insisterede på at skære for til os alle (chocolate mud cake med  jordbær mousse, mums!)

Så tusind tak, søde Mie, for den helt igennem personlige og fuldstændigt vidunderlige bid eventyr.

Den var så tiltrængt!

… kaster man lige et blik på sidste uges photo stream fra vores smukke sommerland – og fyldes atter af lykke, varme og kærlighed.

Himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt

Hjertesuk.

Under første leukæmi-forløb var Ella for lille.
Under andet leukæmi-forløb var Ella for dårlig.

Men NU skulle det være! Så vi fattede pennen og skrev til Make-A-Wish Ønskefonden – og har netop haft et ønske-team på besøg! To kærlige ildsjæle, der i deres fritid bringer lidt lys og glæde til sådan nogen som os:

Make-A-Wish Ønskefondens formålsparagraf er at opfylde et ønske for børn og unge mellem 3 og 18 år, der bor i Danmark og er ramt af en livstruende sygdom.

Nora (der lige nu er ved at revne af spænding) cyklede hurtigt hjem fra skole og nåede lige en kage og en sludder. Men vi må væbne os med tålmod, for der kan godt gå lidt tid, inden vi ved, hvilket af Ellas tre ønsker, fonden vælger. Under alle omstændigheder:

Wiii!!!

I fredags gik vi på McDonalds. Alle fire. Dejligt spontant. Tøserne tæskede rundt i legehjørnet, mens deres gråhårede forældre ventede på maden. Halvblundende i plastiksofaen fornemmede jeg sidste gang, vi var her. For omtrent to år siden, dengang vi troede, at NU skulle livet til at leves. Blev pludselig revet væk fra minderne, da Nora kom susende over til mig:

“Mor, mor – har du nogle mønter?” (Til hvad dog – spillemaskiner?). “Det er fordi, man kan støtte vores søde McDonalds Hus, hvis man putter penge i kassen herovre! Må vi ikke nok?”

Blev simpelthen nødt til at kramme luften ud af min store skønne pige. Med tårer i øjnene. For selv om efterforløbet har været hårdt, så er der alligevel succesoplevelser. Gode post-cancer moments.

Fra stilhedens katedral på Rigets Intensiv til dundrende festivalstemning i dansk folkeskoleklasse. Forstår godt det har taget Nora lidt tid at komme til hægterne igen.

Lige da vi var flyttet hjem efter udskrivelsen sidste sensommer, havde hun til vane pludselig at rejse sig op midt i timen og forlade lokalet. Pst væk. Ingen vidste, hvorhen hun gik. Ingen vidste, hvornår hun indfandt sig igen. Lærerne var lidt i vildrede; de havde jo ansvaret for hende. Men jeg undte hende nu alenetid. Og den har uden tvivl hjulpet.

Nu forsvinder Nora ikke så tit men nøjes med en tur under bordet eller op i vindueskarmen, hvis hun trænger til pause fra undervisningen. Hun trives bedre for hver dag og er faldet ok til i sin klasse igen. Men det har været en langsommelig proces. For man hiver vel heller ikke et barn ud af skolen et halvt år uden konsekvenser …

Fagligt? Jo, der skal hun nok også komme efter det – tvivler ikke. Knolden er heldigvis skruet godt på tøsen.

Og socialt? Tja, hun er slet ikke så moden som de andre piger i klassen, kan jeg mærke, men det lader til, at kammeraterne accepterer hendes forskellighed og sågar til tider beundrer den afslappede, drømmende og ubevidste facon. Denne trækker imidlertid tænder ud hos lærerne, der kan have svært ved at drive hende fra A til B. Men det gør den også hos os herhjemme, hvis det er en trøst …

Kære NoraFlora.

Det blev sandelig ikke det årti, jeg havde tiltænkt dig, da du lå og boblede i min mave. De sidste fem har været en barsk – men også lærerig – omgang. Lærerig på godt og ondt. Men du har dit varme hjerte i behold. Det er det vigtigste.

I næste måned kan du fejre din første runde fødselsdag. Det eneste jeg ønsker for dig, min pige, er at solen vil skinne. Og det må den så meget gerne blive ved med at gøre resten af dit liv. Tak.

Det er da vel ikke for meget forlangt, vel?

Øv.

Mandag-morgen-temperatur-forhøjelse. I transplantationens verden kaldes alt over 38 feber, og roder vi rundt i det lag, kræves skærpet opmærksomhed. Den opgave kan vi naturligvis ikke pålægge børnehaven, så Ella holder fridag. Mor havde ellers andre planer, men dem skrotter vi da bare. Det er man jo så vant til …

Øv igen.

Halvslatten Ella ta’r sig endnu en rundtur i Dyrebogen efter morgenmad. Oplevelse for alle sanser, indeed. Undertegnede er personligt ved at brække sig over Stinktægen, der efterhånden har dunstet hele hytten til med lugten af sure sokker. Men pigerne er ellevilde! De elsker at bytte dyr, bladre i hinandens samlemapper – og ikke mindst medbringe selvlysende kort til mørklagte rum.

Så KÆMPE tak til alle jer fantastiske læsere, der over den seneste uge har bidraget til projektet med kærlige hilsner og bugnende kuverter. Fuldstændigt overvældende og meget rørende, så mange der tænker på os.

For selv om brobyggeriet til fastlandet er fint igang, kan man alligevel godt komme til at føle sig lidt ensom.

På sin øde ø.

Først i november dukkede en mystisk kasse op på dørtrinet – den viste sig at være fyldt til randen med dejlige adventsgaver, chokolade- og lakridskalendre samt de sejeste patchwork-gravhunde (der straks blev døbt Fido og Niki).

Medio december landede en Wii inkl. spil i skødet på pigerne, der fortsat nu på anden måned er helt opslugte af at redde Princess Peach ud af fangeskab.

Kort efter kunne jeg hente to skønne malerier hjem fra posthuset fra Steffen Braüner; de sælges normalt til fordel for Børnecancerfonden, men blev doneret til tøsernes værelser.

Og for et par dage siden modtog vi tre flotte LEGO Charity-samlesæt, som der blev hygget med ved spisebordet her til aften.

Dette er kun et par af de mange kærlige hilsner og gaver, vi har fået – ofte fra komplet fremmede. Ja, selv i livets største kriser er der lyspunkter.

Fuldstændigt overvældende! 1.000 tak fra os alle!