Arkiv
Tag "network"

Der småsnakkes om seneste dages oplevelser, mens Hama-Bethlehem-stjernen sættes fast over krybbespillet. Med elefantsnot.

Generalprøve på Eventyrteatrets nissemusical i et lyssmykket Tivoli samt giga juletræsfest i Cirkus Arenas vinterlejr Cirkusland.

Som de fleste familier har vi faste juletraditioner i dagene op til december. Som de færreste familiers afholdes vores i selskab med et stort netværk af soldater. Der alle har børnekræft tæt inde på livet.

Jeg frydes over at se så mange friske drenge og piger med dejligt langt hår under nissehuerne. I fuld galop. Drenge og piger vi har kæmpet side om side med. Fulgt i deres kamp for livet. Mens vi kæmpede vores egen.

Men i år lægger jeg særligt mærke til de afpillede små skikkelsers skaldede isser, mørkrandede øjne, blege kinder med gulbrune sondeplastre.

Dér er vi ikke mere. Langt fra såmænd. I år ser de små kemo-krigere mere syge ud end tidligere. Syge og dårlige.

Hvor ligger det os fjernt. Men hvor kommer det pludselig nært. Og hvor jeg dog føler med dem.

Især en dag som i dag. Hvor der julepyntes og hygges i det lille hjem. Første søndag i advent.

Kære lille fighter, smukke ælling. Kære cancer-mor, -far, -søster, -bror, -bedstemor, -bedstefar, -kusine og -fætter.

I ønskes en tålelig december. En måned uden alt for mange indlæggelser, feberture, opkastninger, mundbetændelser, nervesmerter, angst og sorg. Men en måned med et par gode julerier og rare familiestunder. I ønskes den mildeste vinter. En sæson uden de mest ødelæggende storme og isglatte veje.

Hæng i. Og forsøg at bevare håbet. For forude venter jo den dejlige sommer. Et hav af dejlige somre. Med vaffelis, sandslot og fiskenet.

Dét ønsker jeg for jer.

Endnu en tur til Riget – men igen alene.

Bilen har næsten lært at finde vej af sig selv over årene. Parkering. Indgang 5. Underlig sørgmodig hjemme-følelse inden for skydedørene. Terrakotta-figurerne i organiske former, den tørre og stillestående luft. Bacillefrit tryk på elevatorknappen med albuen; det sidder sgu stadig i mig …

Velkommen til Juliane Marie Centret; her fødes børn, her dør børn. Her gennemleves det værste smertehelvede på jord. Smerter hos små uforstående skabninger, der kun har ét eneste brændende ønske i hele verden: At få lov til at lege i fred. Tak. Tumle med søster eller bror. Der pænt kan sidde i skyggen og vente på, at deres syge søskende atter rejser sig. Eller bliver liggende.

Grå og grim. Betonbygningen blander sig grumset med vintermørket. Men i vinduerne er der lys. Små blinkende kuber, hvor der glædes og grædes.

Trækker de indlagte gardinerne fra, vil de snart kunne betragte to juletræer under gigantisk rød/hvid julehilsen på højhusets gavl overfor. Og forventningsfuldt smile – eller bitterligt sørge.

Så sidder vi her, et par håndfulde forældre. Der enten har eller har haft alvorligt syge børn. Inviteret til fokusgruppe-møde af Videnscenter for Børnesmerter. Tiden er knap; vi har hver vores historie. Men alle en fælles agenda om at gøre en forskel for fremtidens små patienter.

Aftenens tema er relevant: Hvordan undgår vi ufrivillig fastholdelse af børn i forbindelse med undersøgelser og behandlinger? Super initiativ! Gid der generelt var mere fokus på at lette den barske tilværelse bag murene, gøre den så tålelig som mulig.

Så vi ikke bare overlever – men overlever til det gode liv. Uden alt for mange ar på sjælen. Og når vi dør – så dør vi den gode død.

Børn såvel som voksne.

Nb. Tillykke i øvrigt med Danmarks første børnehospice, der blev indviet i sidste måned. Lad os håbe de private donationer kan holde det kørende (nu det ikke kom på Finansloven …)

Garnnøglerne snurrer, pindene gløder. Aftenens værtinde har bagt fudge-tærte. Dertil årets første glögg.

Vi er vidt forskellige – lever dog parallelle liv. Huse i samme bydel, børn i samme skole. Dette netværk har jeg engang været med til at skabe. Hin efterårsdag i skoven. Jeg er stolt. Og taknemmelig.

For min skønne strikkeklub.

“Neeej, har I set???” Alle pensionisterne (og undertegnede) vender sig om og kigger. “Ja har I set? Lige nu bryder solen frem!” Jeg returnerer til drejebænk med varme om hjertet. Mere skal der ikke til.

På det gode keramikhold.

Først flere sekunder efter at GusMesteren har svunget håndklædet, rammer den brændende aromabølge os. 1 – 2 – 3. Impact!

Æteriske olier til gavn for blodtrykket, immunforsvaret og hukommelsen.

Mest af alt dog til gavn for en gammel Cancer Moms skrøbelige psyke. Timian-, eukalyptus-, geranium-dampene fuldender naturligvis wellness-oplevelsen – men ikke mindst nærværet, fællesskabet, den dæmpede musik, blæsten mod ruden, bølgerne under tømmerflåden og saunaens beroligende vuggen gør mig godt. En lille dybsindig sludder blev der sågar også tid til.

Efter den opkvikkende dukkert.

Det er godt nok sjældent, jeg kører i metro. Snildt ellers. Den dygtige øko-frisør forynger, mens vi læser blade og sladrer. Herefter posh vegetarfrokost & naturvin, kaffe & dele-kage.

“Du svarede ikke på mit spørgsmål”, smiler hun. “Hvis jeg gerne vil gøre noget rigtigt godt for dig, hvad skal det så være?”

Lige præcist en dag som nu, Skønmø! Med alvor og grin. Eller som den aften på Rigshospitalet, da du fyldte en balje med lavendel-vand og vaskede mine fødder. Mens Ella lå i koma og var tæt på at dø.

Dén smukke – næsten helt bibelske – kærlighedserklæring glemmer jeg aldrig.

Fra min ældste veninde.

”Han klarer den nok ikke weekenden over. De lægger ham til at sove lige om lidt. Og så er det vel det …”

Det er ikke første gang, jeg er sammen med en mor, lige før hendes barn bliver revet fra hende. Sikkert heller ikke sidste.

Hendes blik var rettet mod mig, hun talte til mig. Men hun var der ikke. Fjern, i chok. En svævende, følelsesløs, summende, rolig tilstand, der ramte mig som små isnende pile gennem hendes omfavnelse. Hvad kan man dog sige? Hvilke ord?

”Du vil altid have en søn. Du vil altid være hans mor.”

”Det ved jeg. Han vil altid være herinde.” Hun kæmpede en slap hånd op mod hjertet og lod den falde ned langs siden. Krammede mig igen og gik tilbage på stuen.

Et par timer forinden havde jeg siddet i møde. Kommunens udmelding var klar:

”Endnu ikke parat til arbejdsmarkedet? Efter SÅ mange måneder??? Nå, men så skærer vi i dagpengene (måske dét kan få dig i omdrejninger …)”

Cirka deromkring sluttede samtalen for mit vedkommende.

Ind i bilen og kurs mod Rigets Børnekræftafdeling og Transplantationsafsnit. Denne gang som gæst. I bagsmækken lå de sødeste sponsorgaver fra vores skønne lokale købmand. Jeg ville gøre noget godt. For de mange børn, der var tvunget til en weekend i de grå beton-gemakker. For mig selv som den glade budbringer.

Men jeg hører ikke til derinde mere. Der er blevet for fremmed, for fjernt, for surrealistisk. Jeg må trods alt være kommet videre.

Bare ikke videre nok til arbejdsmarkedet – og derfor ikke længere til sygedagpenge. Tilsyneladende.

Slam! Endnu en kasse blev lukket i. Endnu en dør smækket bag mig.

Pigerne leger på Noras værelse. ”Solsikke, solsikke …”, sangen gjalder gennem døren og ned i stuen, hvor jeg sidder med laptoppen på skødet. Sunde og raske børn. I live. Hos mig. Katten tjekker havens fugle ud fra vindueskarmen, og Anders fyrer op for espressomaskinen.

Om lidt skal vi i skoven.

Anbring først på dig selv, dernæst dit barn.

Ingen forstår os som hinanden. Ingen. Et bredt udsnit af den danske befolkning med vidt forskellige holdninger og levevis. Men vi er i familie.

Troede jeg var på vej ud. At jeg havde bedst af at trække mig. Væk fra det skumle nærdødsfællesskab.

Både og. For lige så sørgeligt det var at møde alle de skaldede små krigere – nye i felten – humpe rundt uden ben, med arm i slynge, sonde i næsen, plastre, ar, sortrøde rande under øjnene – lige så livsbekræftende var det igen at opleve vores sjældne og helt unikke sammenhold.

Ved den årlige weekendtur for os med cancerramte børn.

Mens regnvejret tvang hoppeborgene i knæ og sportsvognene i kaleche-mode, søgte vi indendørs til et par omgange wellness, besøg i male-, smykke- eller bamseværkstedet, rollespil, foredrag, festmiddag, levende musik. Krydret med slushice og popcorn ad libitum.

Et levende lys og en stak Kleenex. En gruppe forældre havde vovet sig ind i rundkredsen. Vi var nydiagnosticerede, midt i behandlingen eller hjemvendt fra fronten. Med eller uden vores barn. Men alle var vi i krig.

Hvorfor kæmpe så inderligt for at komme ud og væk, når det øjensynligt er her, jeg hører til? Her jeg føler mig hjemme. Her jeg bliver forstået. Til fulde.

Den kærligt guidede erfaringsudveksling kom omkring alt lige fra samarbejde med sygehus og kommune, parforhold, søskendefokus, skole, job, sorg, krise, angst, håb.

Og for mig var det et skridt. Fremad eller bagud ved jeg ikke. Men mod en erkendelse af, at jeg stadig er med i klubben – og altid vil være det. Jeg har stærke oplevelser nok til en livstid, og de har mærket mig. Jeg kommer ikke tilbage, det gør jeg ikke. Hvor meget, jeg end ville ønske, at hun en dag vågner af dvale, den glade sprudlende entusiastiske Dorte. Så er hun væk.

Hvorfor dog bruge energien på at lede efter det tabte?

Nu vil jeg sætte mig for at finde en iltmaske, der passer. Hvad giver mig den friske luft, der er nødvendig for, at jeg kan tække vejret her i dødens rige – og hjælpe mine piger videre i livet som hele mennesker. For det er i Kemoland, jeg har til huse. Og Kemoland i mig.

Det kommer vi ikke udenom.

Punktum.

Hvad gør du for at komme op derfra? Graver det dybere???

Spontan-invitation til et par dages kig ind i den meta-kognetive verden har efterladt mig undrende – og en smule i tvivl:

Er jeg mon på rette vej? Gør denne barske pilgrimsfærd overhovedet noget godt for mig? Dette mørke dyk ned i alle de frygtelige minder og følelser?

Uge efter uge?

Har jeg virkelig behov for at rydde op, se i øjnene og tømme sindet for at komme tilbage på fode? Eller skal jeg bare lære at kontrollere de grumme tanker? Tænde/slukke efter behov?

Tusind tak til Cektos-teamet for inspirerende intro til denne spritny behandlingsmetode, som netop er landet i Danmark. Hvilken gave at blive udfordret på sin tro.

At det stadig kan lade sig gøre …

Little Heroes

 

 

 

Hjemme efter en uges dejligt højskoleophold. Og se, hvad man lige finder i sin inbox:

EllaBellaSuperhelt ♥ ✿.。.:*♪♫•*¨*•.¸¸❤

Dette fine foto blev skudt på sidste års store familieweekend som led i nyligt lanceret kampagne.

Sagen er velgørende. Målet indkøb af nyt feriehus. Og modtagerne alle Foreningen Cancerramte Børns små skaldede medlemmer, der ikke kan holde ferie som andre unger.

Åh, hvor jeg håber, der kommer gode penge i kassen!

På projekt-sitet i formandens video er der mulighed for et kort glimt af Putte in motion, mens hun snurrer sig gennem fotosession.

(Blev selv interviewet til forældre-delen følgende festaften men var sgu’ nok lidt for halvsnalret til levering af brugbart materiale, tænker jeg …)

Vi er trætte af kræft!

Nora sidder helt stille og gør sig meget umage med bogstaverne. Solen er endelig kommet frem efter en kølig og halvblæsende åbnings-ceremoni, så der er varmt inde i lys-teltet. Da pigerne har dekoreret poserne færdigt, fylder de sand i bunden, placerer et fyrfad og stiller dem hen til de hundredvis af andre statements, mindeord og hilsner.

Vi får lige tid til at fange et par gaver i fiskedammen og trave endnu en runde på banen, inden der er banko for fighterne. Der er fine præmier på højkant, og Ella går op i sagen med liv og sjæl. Nu videre til foredrag, koncerter, boldspil og ansigtsmaling samt en enkelt ristet eller to fra pølsevognen på plænen.

Mens Anders og Ella suser Nora til børnefødselsdag, får jeg indsamlet sponsor-sushi og -bagels til vores løbe-kammerater fra to lokale shops med hjertet det rette sted. Vi hører ikke til Team KEMOLAND i år – men har møvet os ind hos en anden børnekræftramt familie. Orkede simpelthen ikke at stille med eget hold denne gang. Orker generelt noget nær nul for tiden. Men så er det jo godt, at andre gør …

For energi og logistik skal der til, når så stort et arrangement som Stafet for livet skal løbe af staben. Samtidig med fire andre events i byen – herunder Roskilde Rings 60-års jubilæumsløb lige på den anden side af hækken.

Men det lykkedes. Til fulde. Og weekenden i Byparken var om muligt endnu mere hyggelig, stemningsfuld og nærværende end sidste år. Og at vi denne gang blev velsignet med solskin (kontra stormflod) efter ballon-opsendelse – ja det gjorde bare oplevelsen endnu dejligere.

Slapper af når jeg skriver. Uanset emne. Zen. Tasteturet giver ro. Tiltrængt ro.

I går meldte jeg mig ind i endnu et skrivefællesskab. Dette dog udelukkende online – modsat sidste uges gruppe.

Fem forskellige opgaver. Løses fra fredag til fredag, og kommenteres – uge for uge – af gruppens medlemmer. Du skal bruge en blog til at skrive dine opgavesvar i, og linke til siden under den aktuelle opgave.

Godt så. Bloggen er ligesom på plads … Opgave 1 – tema konfirmationstid:

Blændet
Alt for skarpt lys gennem sprosserne. Kaster skyggekors. Fragmenter af et kalkmaleri. En historie. Måske ikke andet end en historie?

Der var engang.

Tynde mammelukker. Broderie anglaise i kanterne. Beskytter ikke helt mod den kradsende krinoline. ”Men hvor er du fin”. Og det er jo kun for en dag. Solrig dag. ”Vejret er gudskelov med os”.

Knæene værker – det er snart min tur. ”Lysvæld bag ved lysvæld”. En salme? Kan konfirmationsverset være en salme? Vemod, håb. Går altid hånd i hånd. Sikke smukke strofer. Sande strofer.

På hylden med biblen …

Håndspejl i sølv, firdelt musikanlæg, stor stak bøger. Hilsen fra familie, venner, forretningsforbindelser. Store kort, store pengesedler.

Dugen er rosa. Friske blomster på langbordet i små kridhvide porcelænssvaner. Forårsblomster. Det er forår. Et knitrende friskt forår. Det er her, livet begynder. Lige til at tage i brug.

Pakke op.

Men gavebåndet slår knuder. Er da ikke voksen endnu? Behandles ikke som voksen. Opfører mig ikke som voksen. Ergo.

”Vi forventer ikke, at du holder en tale -  det skal være en rar fest for dig”. Ville nu ellers gerne. Sige et par ord. Fortælle, forklare. Forstås? Bare lidt.

Kaffe & cerutrøg. Selskablig cerutrøg. Knapt så skarp som cigaretter, så tung som cigarer, så sød og krydret som pibe. Fars pibe. Mors parfume.

Barn, voksen, barn, voksen. Barn.

Endnu.

I sidste uge modtog jeg de samlede optagelser fra TV2s Ella-filmerier under sidste års Stafet for livet her i Roskilde. Og fik samtidig lov til at bruge klippene til markedsføring af 2015-Stafetten i maj.

Har nu hygget et par dage med iMovie og fået prøvet endnu flere kræfter med redigering af levende billeder. Super-sjovt og fascinerende! Dog samtidig hårdt arbejde at finde den helt rette balance mellem titles, transitions og sound effects, så den unikke stemning bibeholdes, når der er max er 3 minutter til rådighed.

Men her er resultatet: 2 minutter og 38 sekunders intro til brug på sociale medier og info-aftener.

NB. Kæmpe TAK for materialet til både vores skønne tilrettelægger og filmmand fra Nordisk <3

Kan I huske den store mystiske kasse, der kom med posten sidste jul?

Der er netop dukket endnu én op på vores dørtrin. Fra samme helt ubegribeligt kærlige læser, som bloggen her har bragt ind i vores liv.

Hvad mon der er indeni? Pigerne kredser om pakken, løfter og ryster. “Må gerne åbnes inden jul”, står der på kortet, da jeg smugkigger derned. Ohooo! Men mon ikke vi liiige kan vente med at kaste os over sagen til på søndag? Tænker den vil sætte prikken over magien, når det fjerde og sidste lys skal tændes i adventskransen.

Glæææder os!

NB. Fordriver tiden med mor/datter-tur på Joe & the Juice efter bøjletandlæge. Hep!

NB. NB. Og det er jo kun muligt, fordi Ella  – ifølge transplantationslægerne – åbenbart godt må færdes i skoldkoppebefængt børnehave (!!!) Så længe vi fluks smækker hende i Zovir-behandling i dét øjeblik, den første plet skulle vise sig. Sådan undgår vi, at sygdommen bliver alt for hård ved hende. Men hvorfor dog ikke bare vaccinere tøsen? Det fatter jeg ikke. Mega-grænseoverskridende at sende hende i institition. Ligefrem at opsøge dårligdommen, der i så mange år har været at betragte som dødsensfarlig at få inden for dørene. Og som nær har taget livet af flere små kemo-kampfæller over årene. Ush!

Havde vi ikke en åben flaske rød et sted?

Ella har intensiveret sit børnehave-fremmøde og er efterhånden i stand til at klare længere og længere institutions-dage.

(Når hun altså ikke ligger brak med feber og antibiotika – uh, var det mon den berygtede EV-D68–lunge-influenza, der huserede sidst???)

Men lige pludselig er man fri. Som Evas vilde grydelappefugl. Kan have op til flere sammenhængende timer til rådighed. Sådan helt alene. I selskab med sig selv.

Og sine tanker.

Hvis der ellers var tid til eftertænksomhed.

Det er der imidlertid ikke.

For post-traumatisten sørger naturligvis for helt igennem travlt og tætpakket program (sideløbende med skøre nisseløjer, klassisk julehandel og alm. røvsygt hushold):

  • Havne-dyp i den forfriskende fjord – efterfulgt af dampende wellness i foreningens spritnye og toplækre tømmerflåde-sauna
  • Interview-række med ergoterapeut/psykolog/sygepleje/phd-studerende, forskere og journalister – næste stop TVLorry
  • Charity-krea til cancer-støtte og julehjælp. Og også lige lidt til tøserne …
  • Nedsættelse af kirkeligt alter-udvalg – inkl. grundig research af lokal skyggevævnings- og venetiansk glasblæsningsteknik; bare vent!
  • Indstudering af nyt – og megakompliceret – instrument. I år tværfløjten

Ingen ro. Ingen ledige stunder.

Måske i det nye år, hvem ved?

“Jeg tror jeg skriver et brev, og der skal stå: Hej Julemand vil du ikke godt lave en Ariel-bamse til mig, så vil jeg gerne være kæreste med dig.” Ella stopper eftertænksomt op og rynker brynene:

“Men kan man egentlig være kæreste med Julemanden???”

December er på vej. Stærk og krydret som Irmas luksus-glögg, sød og varm som Anders’ hjemmebagte kærnemælks-vafler.

Travlhed. Hemmelig pynte-aften i Ellas børnehave og kæmpe klippeklistre-dag på Noras skole efterfulgt af weekend-hygge i det lille hjem.

Konen pakker julestadset ud. Pigerne fistrer omkring og stiller på plads. Manden ta’r sig til lænden; hvorfor skal kasserne absolut stå allerbagest på loftet?

Søndag. Adventsstagen tændes. Dagen før den store julemåned. Det stormer minusgrader, da vi haster over gårdspladsen og ind til kamel/ponyshow.

Cirkus Arenas vinterlejr danner igen i år ramme om giga-nissebal for Danmarks børnekræftramte familier. 500 deltagere – med grumme ar på krop og sjæl – danser om træet og networker med gamle soldaterkammerater.

I snart fem år har vores familie været i krig. Men her står vi. Alle fire. Oprejst. Endnu.

En kølig hvid må være på sin plads. Bartenderen informerer under udskænkning: Til forret 120 liter tarteletfyld i gryden, velbekomme. Slendrer langs bordene til legelandet med glas i hånd. Det ta’r tre kvarter.

Gensynsglæde, vemod. For jeg må da lige hilse på den lille ny baby. Hvor er hun smuk. Moren smiler. Det er nu tre år siden, hun mistede sin ældste dreng. Endnu en kampfælle dukker op. Kram. Men hvor er din mand? Nå, en til skilsmisse i kredsen. Vinker til en tredje, smiler til en fjerde, sætter mig ved siden af en femte. Snakker børnepsykiatri. Hendes søn har så voldsomme senfølger efter behandling, at han ikke tør være i skole alene. Jeg spejder efter faren – men han ta’r sig en lille lur i bilen på p-pladsen. Det er også en lang dag. Og hård. Nå, det var de der to tøser, jeg lige skulle kigge efter. Men næh – er I her også? Smuk og rask datter, dejligt at se! Men forældrene er bekymrede for væksten efter kemo. Den er gået amok, og nu risikerer de måske en for tidlig pubertet. Flere velkendte ansigter dukker op. Der rystes over forestående operationer og bæves over snarlige scannings-svar. Glædes over de små succes-historier. Som vores.

Finder endelig frem til juletog, hoppeborg, rutchebane og karusel: “Kom med piger, det er snart mandel-tid!” Men tøserne er blevet rundtossede, ender begge med at kaste op. Nå, men den gamle CancerMom har vel altid en lille ekstra brækpose eller to med sig i tasken? Og så er de klar til koncert, julemand og gaveorgie.

Sikke en fest. Tøserne har sig en oplevelse af dimmensioner, så vi holder ud til fyrværkeriet lukker og slukker. Men nu er vi vist også ret så fladmaste.

G’nat!

Hækledame 1: Tak for optagelse i gruppen, sikke en masse inspiration. Her er mit tæppe, som endelig blev færdigt her i weekenden – er selv godt tilfreds :-)

Hækledame 2: Nej hvor flot! Hvilken opskrift har du brugt?

Hækledame 1: Den er fra et norsk krea-blad fra sidste år.

Hækledame 2: Wow – scanner du den ikke lige ind til os?

Hækledame 1: Øh det tror jeg ikke er helt lovligt, eller hvad?

Hækledame 3: Det er bestemt ikke lovligt – køb dog din egen Hækledame 2 (tagges)!!!

Hækledame 4: Ja, så køb dog din egen opskrift, din nærrigrad!!!

Hækledame 5: Utroligt som folk bare nasser sådan på andre!!!

Hækledame 6: Hvordan kan det dog være, vi skal have denne her diskussion hver fucking eneste dag. SÅ LÆS DOG GRUPPENS REGLER! Nar!

Hækledame 7: Ja sikke en idiot!

Hækledame 2: Undskyld så – jeg spurgte bare …

Hækledame 8: Jeg synes altså også, I er lidt stride i jeres kommentarer …

Hækledame 1: Du godeste. Jeg bryder mig ikke om tonen herinde og siger tak for nu. Melder mig ud igen. Hej hej.

Hækledame 3: Hvorfor fanden skrider du dig så ikke bare? Behøver du gøre sådan stort et nummer ud af det??? Røv altså.

Hækledame 4: Ja så smut dog!

Hækledame 8: Aj kan vi ikke lige prøve at tale pænt til hinanden herinde? Vi er da voksne mennesker? Måske admin (tagges) skal slette tråden her …

Hækledame 3: Åhr så skrid da selv ud af gruppen, hvis du er så sart! Vi har i øvrigt heller ikke brug for dig – med dine latterlige grønne grydelapper.

Hækledame 4: Og den der ækle kat! LOL!

Hækledame 5: Nå ja og tasken med æblerne – kan I huske den? Åh jeg dør af grin ROFLMAOYSST!

Sidder målløs tilbage.

Hvad i himlens navn får pæne krea-damer til at tale så grimt til hinanden? Og om hinanden? Dette er den tredje Facebook-gruppe, hvor jeg oplever mobning i så voldsom en grad, at jeg mangler ord.

Og det er ellers en sjældenhed …

Er det, hvad der sker med +20.000 kvinder på slap line? Almindelig hønsegårds-kultur? Eller er det den generelle trend – ligesom i trafikken, når andre bilister ikke kører efter ens egne standarder? Så er det helt i orden at skælde og smælde med rædsomme ord og gebærder? For offeret er jo væk sekundet efter, og så kan man tillade sig alt. Skal aldrig stå ansigt til ansigt med det sårede menneske. Aldrig tage ansvar for sine handlinger.

Jeg synes det er mobning. Digital chikane. Og det bør ophøre. Med det samme. Det hører ingen som helst steder hjemme. Ikke hos børn – og så sandelig heller ikke hos voksne.

Basta.

Og nej, jeg melder mig ikke ud af gruppen. Jeg tænker faktisk på at poste dette indlæg derinde. Så må vi se, hvor længe, det bliver stående …

Christ!