Arkiv
Tag "outdoors"

Vi burde ha’ taget kaffekopperne med herop. Sidder under spærrene på det lille dobbelthus og hygger. Min søster og jeg. Bladrer gamle fotoalbums igennem og mindes vores fælles liv.

Børn ved Sjælsøs bred, unge på Petersgaard Gods: Duften af olie i Fars værksted, lyden af Mors stiletter mod klinkerne, ålegilder med naboerne, juleaftener under sydens sol, Morfar skræller æbler, Mormor koger dem til grød, squash fra Bedstes drivhus, røg fra Farfars pibe, cykelture i skoven, leg på kornlageret, lektier, fritidsjobs, venner, kærester.

Jeg elsker mit dåbsfoto. I søsters trygge favn. Kjolen har vores Mor hæklet, og den er stadig meget smuk. Så smuk at begge mine egne tøser er blevet døbt i den. Og opskriften? Den fandt jeg sandelig også. På loftet.

 

Gylden løvdynge på terrassen. Gylden som flammen i den lille trofaste Morsø. Jeg samler bolde, tømmer trætophus og stabler havemøbler. Fylder redskabsskuret. Mens Anders tømmer vandrørene.

En af fordelene ved at have en hjemmegående husbond.

Blågrå himmel. Mørkebrun muld. Vejret er overraskende mildt. Men det er midt i november. Det er vinter. Efterårets sødlige råd er borte, luften er ren og klar. Nu begynder det at regne. Teen har trukket færdig, og jeg går indenfor. Ta’r omvejen omkring terrassen, der er faretruende glat i gummistøvler.

Her under birken knejsede dorothealiljen, og derovre spredte forglemmigejen sine kronblade. Mellem de to stammer balancerede pigerne på slackline, spillede kort på plænen, byggede en hule.

Det er helt ok, at sæsonen er slut. For så længe er der heller ikke til vi ses igen. Du kære lille Sommerskur.

Mens jeg sidder og skriver herhjemme i min nye bløde sofa, sker der det samme, som da jeg pakkede sommeren sammen i lyngen i går:

Jeg ser fremad!

Ja, jeg springer faktisk hele tre-fire måneder ud i fremtiden og tænker på, hvor dejligt det skal blive at lufte dynerne igennem igen på den grønne tørresnor foran annekset, sætte parasollen tilbage i den halvrunde stenfod, fylde mel, gryn og sukker i kolonialskabets glasbeholdere. Kolonialskabet, der fulgte med i købet, og som dufter af støvede lavendelposer.

Hvor længe mon de holder denne gang, de positive tanker? Længe håber jeg. Målet er ikke at være ovenud lykkelig og sprudlende 24/7. Men at flyde gennem livet med næsen oven vande. Størstedelen af tiden. Så jeg kan ånde. Og holde hovedet klart.

Ik’?

Gi’ dem en dynge græs & en trillebør – så er de aktiveret i timevis.

Dejlige weekend-billeder at varme sig ved, nu året går på hæld. Levende & still.

Mon vi har haft efterårets sidste solskinsdage @ Sommerskuret? Håber det ikke.

Elsker jer, mine to skøre trolde-piger <3

Et hjem er ikke alle forundt.

Hvor ovenud velsignet er den, der har hele to.

Et ekstra tilflugtssted at søge ly i, når verden står i flammer – ro, når tankerne går i ring.

Jeg er kørt på arbejde. Sidder i skovhaven ved mit lille Sommerskur og skriver fondsansøgninger. Det er indtil videre et super-hemmeligt projekt, som jeg endnu ikke kan løfte sløret for.

Træning. I at holde fokus, faste aftaler, tidsfrister.

I går gik det skidt. I dag er jeg mere motiveret og får en masse fra hånden.

I går lå en tung våd karklud og pressede på min knold. I dag vejrer en lys og florlet hat.

En hat af nyhøstede halmstrå og røde sensommerbær. Af håb og mod. Fremtidsplaner og motivation.

Septembers himmel.

Er så blå.

I dag.

Smutter på hemmeligt mirabelle-rov med yngstepigen, mens vi venter på, at vores egne i Sommerskuret får modnet sig færdigt. Resulterende i over fire kilo frugter – og halvømme fingernegle.

Ella renser fem stk (og guffer ni), hvorefter hun rejser sig og går ind på værelset. “MirabEllaTudse, kommer du ikke tilbage og hjælper med resten?” “Nej tak, jeg har fået mig et nyt arbejde. Og det er at lege …”

Det er de små glæders tid. De små ønskers. Næste år på samme tid håber jeg på at have fået fingrene i en udstener. Tak. Har aldrig prøvet en sådan, men det kan kun være hurtigere …

Mirabelle-syltetøj: 1 kg mirabeller uden sten, 800 g sukker. Blandes grundigt og bages i bradepande (maks halvandet lag) under sølvpapir ved 175 grader en 20 minutters tid. Afdækkes og bages videre ved 150 grader til sukkeret er karameliseret og det meste af væsken fordampet (men ikke alt – da det stivner en hel del ved afkøling). Husk at røre undervejs. Kan koges med både rom, kanel, vanille, stjerneanis, rosmarin, kardemommekapsler, friskrevet ingefær eller kernefri chili. Vores mirabeller var dejligt kraftige i smagen, så vi valgte nu bare den plain model. Mums!

NB. Tre fordele ved at lave blomme- og mirabelsyltetøj i ovn – frem for gryde:
1. Det brænder ikke på
2. Man rører ikke så ofte og bevarer derved de større stykker
3. Væsken i bærrene fordamper lettere på grund af den store overflade

Fem store og to små stjerneskud blev det til. Ingen meteorregn i Roskilde. Ikke fra vores udkigspost i hvert fald. Men hvilken sommernat! Dynerne med udenfor. Dæmpet smalltalk i liggestol på terrassen. Orange gadelampelys gennem hækken. Skygger af insekter og fugle – sværmer, dykker. En dejlig sommernat. Med husbonden min.

Adgang forbudt. Hopper alligevel gennem vildnisset og ta’r i håndtaget. Låst. Men stikker man næsen helt ind gennem den smadrede rude, vælder duften én i møde. Duften af store sale, svungne trapper, fugt, forfald, fortid. En god håndfuld mirabellaer – også frugttræerne er glemt. Men ikke af os. En dejlig vandretur. Med søsteren min.

 

Min højre skulder er død. Og det har den været en rum tid. Jeg tror, smerterne skyldes forkerte og for mange løft over tiden af slatten/lammet kemo-unge inkl. sondepumpe, iltflaske og kørestol. Op og ned, frem og tilbage. Seng, trappe, køkken, stue. Derfor er nu er såvel indre som ydre til reparation. Hos henholdsvis psykolog og sportsmassør.

Tror  skulderen har en chance…

Anyway, i går til massage faldt snakken på vision boards – eller rettere dream boards. Hvilket fik mig til at tænke tilbage på sommer-højskolen, hvor vi sammen klippede/klistrede vores families “Livets træ”. Collagen blev fyldt med stikord om os. Hvor vi kommer fra (på roden), hvad vi er gode til (stammen), vigtige mennesker for os (grenene), hvordan vi ligner andre (frugter) og vores drømme for fremtiden (bladene).

Det blev et fint træ. Som bar både blommer og (!) citroner.

Nu er tiden kommet til at kigge indad. I mit eget univers. Hvad vil jeg med mig selv, i mit liv? Men fragmenterne mangler struktur; alt for ringe et fundament at bygge på. Endnu. Først må de mange stykker havglas finde sammen. I fælles mosaik. Nye skarpe og grumme giganter side om side med dejligt bløde og matslebne miniaturer.

Så jeg kæmper videre. Mens rønnebærrene rødmer, og ferien lakker mod enden.

Det blev til +14 dage i Sommerskuret. Stunderne smeltede ind i hinanden, klistret sammen af solcreme og lyserød guf. Tilsat et par kander hjemmepresset limonade, en spandfuld hyldedrik og en enkelt flaske rosé eller to.

Livet er så meget mere simpelt og overskueligt deroppe i Lyngen. Sol opstår og sol nedgår. Intet ur, ingen tidsfornemmelse. Et par udflugter til forlystelsespark, zoo, restaurant. Ellers ingenting på programmet. Eller alting. Nabobørn myldrer ind og ud, gæster kommer og går. Frokosten indtages i trætophuset, under bøgen, i hængekøjen. Små multifarvede balloner fyldes til vandkamp. Et bundt kæppe rejses som telt på skovbunden. Åens kryb fanges til akvarium og studeres nøje. Hvem vil spille krocket? Gå på slackline? Gynge omkap? Skyde med bue og pil? Lege med dukker i annekset? Med på stranden?

Men så drog vi hjemad. Fyldte støvsugeren med sandede minder – bilen med linned, loppefund og trætte tøser.

På mandag starter Ella i 0. a, og så har vi hele to skolepiger. Kigger mig fortvivlet om efter begejstringen. Skraber sygedagpengene til mig med den ene hånd og støtter hovedet med den anden. For jeg er ikke frisk. Jeg er smadret. Faktisk. Træt ind til benet. Ind i sjælen. Og spørgsmålet om, hvornår helvede jeg dog kommer ovenpå igen – kan overskue en ganske almindelig hverdag? Det har jeg lagt på hylden. Sammen med drømmen om en karriere, en hel nats søvn, vægttab.

Pinterest er min ven. Hemmeligt dream board oprettet. Dét er da et skridt! Gabende tomt … men eksisterende. Trods alt. Browser gennem mine 2.823 pins. Dvæler ved lækre nuancer, smukke elementer, gyldne øjeblikke, ro.

Lang proces. Men påbegyndt.

For sent på sæsonen – men som led i “Projekt digitalisér den gamle lasede opskriftsbog”.

Hyldeblomstdrik: 50 store hyldeblomstskærme (plukkes ultimo juni), 70 g vinsyre/citronsyre, 3-4 økologiske citroner, 3 kg sukker (jaja, det er store mængder – men hellere helt perfekt og så serveret lidt ad gangen …), 3 liter vand.

Klip groveste stilke fra og skyl i koldt vand. Opløs syren i lille skål varmt vand. Skær citronerne i tynde skiver. Bland hele molevitten sammen med sukker i stor gryde. 3 liter kogende vand over. I køleskab fem døgn. Rør dagligt. Fortyndes i glas med danskvand & isterninger. Kan fryses i poser – så varer sommeren langt ind i efteråret.

Og hvem kan ikke bruge det?

Familien Rasmussen. Et kunstværk i forandring. Væltet omkuld af livet. Genopbygget. Stykke for stykke. I ny konstellation. Anderledes. Måske skrøbeligere. Måske stærkere.

Stadig smuk. Unik.

Stensøjlerne ved Klint. Samme skæbne. Oprindeligt udtryk fejet bort af voldsomme storme. Traditionen lever dog videre. Hver gang fællesskabet lægger en brik. Ligesom vi gjorde i forgårs.

Den ene dag blikstille dukkert på vestkysten, vandmænd og isvaffel med guf galore. Den næste blæsende udflugt mod nord, varm te og hygsom udsmykning af de mange fine fund.

Altid strandvejr @ Sommerskuret.

NB. Husk klar lak over malingen, hvis stenene – som vores nye kryds & bollespil – skal ligge ude.

Vi er trætte af kræft!

Nora sidder helt stille og gør sig meget umage med bogstaverne. Solen er endelig kommet frem efter en kølig og halvblæsende åbnings-ceremoni, så der er varmt inde i lys-teltet. Da pigerne har dekoreret poserne færdigt, fylder de sand i bunden, placerer et fyrfad og stiller dem hen til de hundredvis af andre statements, mindeord og hilsner.

Vi får lige tid til at fange et par gaver i fiskedammen og trave endnu en runde på banen, inden der er banko for fighterne. Der er fine præmier på højkant, og Ella går op i sagen med liv og sjæl. Nu videre til foredrag, koncerter, boldspil og ansigtsmaling samt en enkelt ristet eller to fra pølsevognen på plænen.

Mens Anders og Ella suser Nora til børnefødselsdag, får jeg indsamlet sponsor-sushi og -bagels til vores løbe-kammerater fra to lokale shops med hjertet det rette sted. Vi hører ikke til Team KEMOLAND i år – men har møvet os ind hos en anden børnekræftramt familie. Orkede simpelthen ikke at stille med eget hold denne gang. Orker generelt noget nær nul for tiden. Men så er det jo godt, at andre gør …

For energi og logistik skal der til, når så stort et arrangement som Stafet for livet skal løbe af staben. Samtidig med fire andre events i byen – herunder Roskilde Rings 60-års jubilæumsløb lige på den anden side af hækken.

Men det lykkedes. Til fulde. Og weekenden i Byparken var om muligt endnu mere hyggelig, stemningsfuld og nærværende end sidste år. Og at vi denne gang blev velsignet med solskin (kontra stormflod) efter ballon-opsendelse – ja det gjorde bare oplevelsen endnu dejligere.

Opvask i hånden, græsslåning – slow living. Men pludselig er det aften, og hvor blev dagen dog af?

“Tiden går så hurtigt heroppe”, siger Nora med munden fuld af lun leverpostej,”… faktisk både hurtigt og langsomt på én gang”.

Vi skal til at køre hjemad. Jeg snor gyngerne omkring stativet, tømmer Barpapa-tallerkenerne for kagekrummer op og sætter trillebøren på plads. Pigerne har klaret hængekøje og tæpper. Låsene på de tre stalddøre klikkes i – køkken, anneks, redskabsskur – og så er det farvel og på gensyn.

Du skønne skønne Sommerskur.

NB. Rejs tilbage i tiden med Geopark Odsherreds nye gratis-app. Den fulde oplevelse fås fra hotspottet Vejrhøj på toppen af Vejrhøjbuen 121 m.o.h., GPS: N55°47’35″, E11°23’45″. Herfra kan du kan sammenligne det landskab, der kan ses i dag, med udsigten gennem tusindvis af år.

“Ser du dyr?”

“Dyr???”

“Ja, ser du sådan små dyr rundt på væggene?”

“Øh, nej …”

“Hører du stemmer?”

“Mener du inde i mit hoved?”

“Ja, hører du stemmer, der fortæller dig, hvad du skal sige og gøre?”

“Øh, nej – heller ikke …”

Retter usikkert på min ørering og ta’r en dyb indånding.

“Hvordan med gulvet – kan det finde på at boble lige pludselig?”

“Det syn’s jeg faktisk ikke.”

“Og hvad med forfølgelse? Har du fornemmelsen af, at der er nogen, der er efter dig – eller holder øje med, hvad du laver?”

Svarer pænt på resten af overlægens spørgsmål og afleverer mit skema. Med info om nærmeste pårørende, alkoholforbrug og taljemål (!)

Hvad man ikke gør for at komme til hægterne igen …

Terapihave-projektet viste sig at være løbet tør for fondsmidler, så der måtte alternativt ressourceforløb til. Og det kunne så eventuelt hedde en PTSD-pakke. Fandt min læge og jeg ud af i fællesskab.

So, here I am. På vej hjem efter indledende samtale hos Regions-psykiatrien i Greve.

Misser med øjnene. Har glemt solbrillerne på entrékommoden, men pyt. Så får jeg alle farverne med på turen. Forårsfarverne. Lilje, krokus, tulipan i villahaverne. Og på kirkens parkeringsplads er kirsebærtræet netop sprunget ud.

Hjemme – benene op på sofabordet. Sikke et blæsevejr. Bare de nye små tomatplanter holder sig oprejst derude … Var forbi planteskole i weekenden og shoppede yderligere hvide bellis til legehusets altankasse samt rosa pelargonier, lilla hornvioler til terrassen og læggekartofler til pigernes krukker. Lidt spændende med de  dobbelte PotatoPots fra Farmor – mon de kommer til at gøre en forskel for høsten i forhold til sidste år?

Ella synger inde på værelset; hun har fået en prinsesse-udprint til farvelægning. Klokken er mange. Håber snart Nora kører afsted fra klubben – hun når i hvert fald ikke at træne på waveboard inden middagen; det er hendes køkkentjans i dag, og vi skulle gerne i gang med maden i ordentlig tid.

Der er mini-hindbærsnitter til dessert – pink og syntetiske. Lige i tøsernes smag. Tænker, vi hellere må fejre gårsdagens to milepæle:

  • Nora har endelig gennemskuet, hvordan man binder sløjfe på snørrebåndet.
  • Ella har lært at holde balancen på sin tohjulede cykel – helt uden hjælp.

Det går fremad …

Sidste påskedage under åben himmel.

Gårdhaven er indtaget, og ferien afsluttes med legeaftaler og træning på tohjulet. Efter vildeste udhus-oprydning i tretten år.

Fra hækken titter perlehyacint, i whiskytønderne lavendel, ved husmuren hortensia og klatrerose. Blåregnen lader vente på sig – ligesom jasminen og de fleste af krydderurterne.

Alting har sin tid.

Og nu er teen klar.

Rolig weekend.

Aktiviteterne har muligvis taget lidt overhånd de seneste måneder. Men endelig er vi jo nået den milepæl, som vi alle så længe har drømt om:

Livet i friheden.

Ingen sonde, ilt, kørestol, kvalme. Ingen isolationsregler. ALT er muligt, så ALT skal da prøves:

Mallorca, Cirkus Summarum, Sommerland Sjælland, Legeparadiset, Bakken, Stafet for Livet, Familieweekend, Legoland, Zoo, Eventyrteatret, fester og overnatninger.

Pyh!

“Det kunne nu også være meget rart med en lidt stille dag”, siger Nora eftertænksomt ved morgenbordet.

Go’ idé, Puttefnut! Vi pakker køletasken og tøffer til Odsherred. Sommerskuret er nemlig også et efterårsskur …

Græsset vajer højt foran terrassen, og musene har holdt fest i køkkenskabet. Når katten er ude … Men skønt at nusse lidt i have & hytte, når der er rigeligt med tid. For pigerne ser vi kun sporadisk til eventuelle tissepauser – selv måltiderne ta’r de med sig. Man har nemlig travlt med at flyve med ahorn-helikoptere fra trætophusets balkon, modellere naboens jordbunke om til elefanter, hugge i træstubbe, gynge om kap, hoppe på trampolin og køre halsbrækkende ræs med trillebøren. Over stok og sten.

Fri i det fri.

I den grad tiltrængt.