Arkiv
Tag "skole"

Når vi fløj på ferie i min barndom, sad vores gamle Bedste med strikketøjet i sine krogede fingre og sukkede: “Nej, jeg kan nu bedre lide at køre i bil eller sejle. Her oppe i luften kan sjælen altså ikke følge med.”

Kloge gamle Bedste.

Anden runde skole/hjem-samtale; nu er det Noras tur. Hun sætter sig med rank ryg på stolen imellem Far & Mor. Hænderne under lårene, afventende.

Både den nye klasselærer og dansklæreren smiler; det går flot fremad! Fagligheden har jo aldrig været noget problem: Et meget højt niveau i matematik; lad os bare springe nogle af stykkerne over – du fatter det jo lynhurtigt. I dansk en utroligt fin sprogforståelse; helt fantastisk for dit alderstrin faktisk.

Nora smiler et lille opvakt smil og svinger med de nye vinterstøvler under bordet.

Anders og jeg når lige et kig på hinanden, inden næste portion glimtende stjernedrys omhyller vores store smukke pre-teen: Aktiv i timerne, kreativ, dygtig til at beskrive sine følelser samt sige til og fra over for kammeraterne. Og koncentrationen? Jo jo, det går støt fremad – og de dage, hvor Nora har behov for ro, får hun lov til at trække sig.

C’est ça! Nora vælger to brunkager fra fadet, inden hun svæver ud på gangen og overrækker den ene til Lillesøster, der (endnu en gang) er parkeret i garderoben med iPad’en.

Hinanden i hånden og hjem til lasagnen, der simrer i ovnen. Og Simba, der holder udkig ved vinduet.

Øjnene svømmer over, og alt bliver sløret. SFO-pædagogen rejser sig og henter en hel køkkenrulle. Stiller den på bordet foran mig. Har selv inden da nået at fiske en Kleenex op af tasken. Man er vel beredt …

Klasselæreren fortsætter: “Så vi har altså kun godt at sige om Ella. Hun er så sød og kærlig en kammerat, har flot orden i tingene, og ved den faglige individuelle screening scorede hun tæt på 100%. Når hun sætter sig noget for, giver hun ikke op – som nu i sommers, da hun besluttede sig for at lære at gå på stylter, eller hun i sidste uge ville helt op i toppen af legestativet i frikvarteret. Ja, det er godt nok en skøn og sej pige, I har – en rigtig fighter.”

Jeg dupper kinderne og ta’r imod en lille post-it med kode til guldgrube af letlæsnings-bøger på nettet; dejlig inspiration til den læsetræning, hun holder så meget af. Farvel og tak til Søren og Mette og lille Jep. Nu skal vi videre.

Anders klapper mig på låret, rejser sig og åbner døren med klassens fine selvportræts-collage. Sammen går vi ud til Frikadellen, der sidder og spiller iPad på en garderobebænk. Med nattøj indenunder den pink flyverdragt.

Efter blot tre måneder i skole! Min dygtige Trold. Jeg har sådan lyst til at rose hende, fortælle hende, hvor stolt, jeg er. Men hvad nu, hvis det vanvittige niveau bare en dag pludselig ikke holder mere? Kemoens senfølger banker på med sociale udfordringer, depressioner og koncentrationsbesvær? Som vi jo har hørt om før. Så duer det da ikke, at hun tror, hendes mors kærlighed opnås ved gode resultater i skolen.

Ellas hånd i min. Hun gi’r mig et lunt lille fast klem. Jeg kysser toppen af hendes uglede franske fletning og siger: “De holder simpelthen så meget af dig, dine lærere, Ella. De synes, du er sådan en god pige.”

Hun smiler op til mig: “Gør de virkelig? Jeg kan også rigtigt godt li’ at gå i skole. Nu har jeg jo også ventet og ventet på, at jeg skulle starte”.

Vi sætter kurs mod det lille dobbelthus, for om lidt kommer Nora hjem fra springgymnastik.

Hele Noras skolegang har vi knoklet på med lektiehjælpen, så hun har kunnet følge bare en smule med i pensum.

Alle de mange år, hvor tankerne om syge lillesøster har blokeret for koncentrationen i klassen – og hun til sidst blev hevet ud af skolen og flyttede med familien ind på Riget.

Endelig – ENDELIG – er skuden vendt. Nora læser i sine frilæsningsbøger helt uden tvang, er skarp til matematik (som far) og er vild med fransk (som mor). Hurra!

Men nu kan vi gudhjælpemig begynde forfra med hjemmeundervisningen. For Ella keder sig bravt i skolen. Og det efter kun et par måneders skolegang. Æv.

Hun vil ikke afsted om morgenen og siger, at hun kun laver opgaverne i timen, for at lærerne ikke skal blive sure. Gider kun frikvarter – og dem er der alt for få af. At vi ved det.

Ella vil ha’ lektier, tak. Hun vil læse og regne på et helt andet niveau, end sine kammerater.

“Aaaah altså – ikke igen!!!”, brokker hun, når vi gennemgår ugeplanen: Bliv fortrolig med tallene 1-10  og Nu skal vi arbejde med et nyt bogstav i lydposen. “Hvorfor pokker skal vi ikke lære at skrive historier – eller gange ligesom Nora? Og hvad med engelsk???”

Jeg er frustreret! For ligeså meget energi, det kræver at have et barn, der er bagud – mindst ligeså meget energi kræver det at have et barn, der er foran. Det vidste jeg ikke.

Hun er en skarp tøs, ingen tvivl om det. Men en del af hendes vid skyldes jo nok også, at den i lange perioder har stået på stilleleg herhjemme. Når man er lammet fra halsen og ned og koblet til alverdens slanger og apparater – hvad får man mon så tiden til at gå med dagen lang? Bøger, bøger og atter bøger. Og en enkelt film eller to.

Der er desværre ikke meget hjælp at hente i skolen. Det er åbenbart et luksusproblem, som vi selv er ansvarlige for at løse. Ella har nu pløjet sig igennem første bind af Anders’ gamle Søren og Mette, er i fuld sving med nyerhvervet træningshæfte og har gennemspillet begge husets lærings-brætspil Børne Scrabble og A-Å. Printeren har kørt en stak børnekrydsogtværs ud og Nora gi’r den gas med hjemmelavede regneopgaver.

Nå, men her løb vi så tør for idéer. Og energi. Suk.

Ella gik glip at to skoledage sidste uge. Øjeblikkelig opstart på antibiotika og febernedsættende pinex. Øv.

Skyldtes utilpasheden mon bare generelt snotteri blandt kammeraterne? Frøs hun mon på klassens to flexuge-ture til skoven? Eller noget helt tredje???

Medicin ved forhøjet temperatur slipper Ella aldrig for. Men er ellers billigt sluppet. Må man jo sige … Vi vil bare gerne have i pose og sæk, tak. For vi kan ikke undgå at træde baglæns ind i Kemolands mørke, hver gang tøsen bliver bleg om næbbet og blank i øjnene. Termometerets bippen går lige i tindingerne – og pille-kærveren bringer minder om cellegift. I tabletform.

Men så fik man da et par fridage foræret. Luksus at hygge med yngstepigen. Som i de grumme gamle dage.

Og sikke en masse, vi fik nået: Set Ramasjang under morgenmaden, læst et par kapitler i Kardemommeby, kørt en lille tur på løbehjul, bagt boller til teen, tegnet prinsesser, lavet et par sider i hjemme-danskbogen, leget med kisser, klippet/klistret af gamle teposer med Mormor. Der lige kom på spontanvisit! Hvor velsignet kunne man så også lige være at finde de skønneste breve i postkassen med Disneykort til samlemappen fra jer kærlige sjæle rundt om i landet. Netop når energien var ved at være brugt op. TAK!

06:30 bliver min dyne løftet op, og en lille lun morgentrold møver sig op i sengen: “Solen skinner på min kind, når jeg ta’r Frost-tasken af”, synger Ella højlydt ind i mit øre og hapser min pude til sig. “Iiiih, hvor jeg glæææder mig – det spræller helt i min mave!”

07:40 hænger Nora nøglestroppen om halsen og kysser Lillesøster farvel og på gensyn: “Kan du ha’ en dejlig første skoledag, min lille Snut? Jeg kigger over til dig i frikvarteret.”

08:45 byder skolelederen velkommen i festsalen. Ella åbner sin nye taske og fisker sit matchende penalhus frem (sidstnævnte kærlig gave fra Storesøster). Hun når lige at tegne et par streger i malebogen, inden der er afgang til klasselokalet. Ella snubler over et trin på vej ud i solskinnet og sukker: “Men jeg er jo heller ikke helt vant til at gå i skole endnu …” og ta’r et fast tag i Mor med den ene hånd og Far med den anden.

9:45 gennes en flok svedne forældre videre på arbejde (eller noget …) Ella krammer farvel og sætter sig tilbage på sin plads. Med et stort smil.

Tillykke, min smukke Tu! Sikke en milepæl. Tænk engang. At du skule nå hertil? Et sandt mirakel.

Livet for dine fødder …

Det er tidlig morgen, men jeg er stået op / A / C#m / D / A /
For jeg kan ikke sove, der er uro i min krop / D /C#m / D /E /
Jeg har glædet mig så længe, og tasken står parat / A / C#m / D / A /
Jeg ta’r mit bedste tøj på og så er alting klart / D / C#m/ D /E /

Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag / D / E /

Henne i min klasse finder jeg min plads / A / C#m / D / A /
Med navneskilt på bordet så jeg føler mig tilpas / D / C#m / D / E /
Og far og mor går ud igen, og så skal vi i gang / A / C#m / D / A /
For nu går vi i skole og vi starter med en sang / D / C#m/ D /E /

Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag /D / E /

For nogen børn er fødselsdag den allerbedste fest / A / C#m / D / A /
Andre elsker julen, der hygger man sig bedst/ D / C#m / D /E /
Gennem hele livet er der mange fester, men / A / C#m / D / A /
Fødselsdag og juleaften kommer jo igen / D / C#m/ D /E /

De helt specielle dage er der ikke mange af / F#m / C#m / D / A /
Og derfor er der ingenting som første skoledag / F#m / C#m / D / E

Første skoledag, første skoledag / A / C#m /
Solen skinner på min kind og jeg ta’r tasken af / F#m / C#m /
Med et trylleslag er der sang og flag / Hm / F#m /
For det er min allerførste skoledag /D / E /

Hr. Skæg, 2012

Lille udpluk af storpige-gaver:

  • Nedfældede barndomsminder fra Bedstemoster (læst højt ved morgenbordet til pigernes store begejstring – sikke en kærlig og personlig gave!)
  • Nye rulleskøjter (fra Ella, nu hun snuppede Noras de gamle)
  • Sphero (fra Mor & Far, som måske også har købt denne seje gadget lidt til sig selv …)
  • Vandgevær (i dækning!)
  • Stigegolf (ikke helt så nemt som man skulle tro)
  • Nyt og eksklusivt malergrej (fingrene væk, Lillesøster)
  • Akrobat-trapez med ringe (allerede installeret i Sommerskuret)

Fejret med manér; ugens tredje fest. 11 glade sidste-skoledags-piger flyver højlydt og hæsblæsende gennem gaveleg, banko og stigegolf. 4. klasse er slut, og sommeren for alvor skudt i gang. Valmuerne står højt, solen brager ned og forsølver Noras hår.

Min datter. Min kloge, sjove, skøre, skæve, helt-sin-egen, vidunderlige pige.

Veninderne spæner omkring: “Hvornår skal vi ha’ pizza?”,”Hvad skal vi efter denne her konkurrence?”, “Hvilken slags kage har I lavet?”

Pyh, bli’r helt stresset! Vores to piger har i årevis lært, at tingene sker i det tempo, de sker. Eller også sker de slet ikke. Måske er blodprøverne fine nok til en dag i sommerhus, et par timer i zoo,  en en is ved havnen. Eller ej. Er først for nylig så småt begyndt at informere om planer længere ude i fremtiden. For vi er vant til, at det hele kan falde til jorden på et splitsekund. Og den skuffelse har ungerne skullet skånes for.

Når Noras klassekammerater spørger ind til dagens program, tror jeg egentlig ikke, det er fordi, de ikke nyder nuet. De søger nok bare den klassiske forventningens glæde (skyllet ud med højdosis-kemoen tilbage i 2009) samt den gængse struktur, som vel hører en almindelig familie med fast arbejds- og institutionsliv til (blah?)

Ta’r en rask beslutning, da fødselsdagen er forbi, og printer for første gang nogensinde en sommer-kalender ud til køleskabet. Godt så: Juli og august – hvilke aktiviteter på hvilke dage? Ferie hos Farmor & Farfar, ferie hos Mormor, familiehøjskole, cirkus, forlystelsesparker, sommerhustur med dejlige venner.

Op på hesten – hep!

Og tillykke igen, MiNo, min smukke Sveske <3

Stille og mut var hun. Slet ikke i sit sædvanlige Ella-i-SFO-humør. Da madkasse og drikkedunk var rekvireret, sko og jakke lukket, bøjede hun hovedet nedad – og løftede det ikke én eneste gang på hele hjemturen. Fortalte mig intet om dagen, som hun ellers plejer. Men slæbte bare de to prinsessebamser efter sig i palliettasken. Slukøret og med tunge skridt. Nul dans, nul sang, nul løben om kap eller tiggen om gratis tebolle hos købmanden. Og da jeg  rakte hende nøglebundtet, rystede hun på hovedet og takkede nej til at låse hoveddøren op. Hvilket ellers er en af Ellas fornemmeste opgaver her i livet.

Der var vist ingen tvivl om, at Ella var ked. Meget ked.

I entréen kyssede jeg en solcreme-sandet kind og spurgte, om hun havde haft en hård dag. “Ja”, svarede hun sagte, “det har været en rigtig hård dag. Lige siden frokost.” Og så fortalte hun om, hvordan en hyggelig middagsstund med ét var blevet forvandlet til en ganske ulykkelig oplevelse. I dag blev dagen, hvor Ella – for første gang i sit liv – skulle stiftede bekendtskab med det triste men uundgåelige regnestykke:

Dumhed + uvidenhed = rendyrket ondskab.

Min første reaktion var at gribe telefonen og ringe idiotens mor op. Smække hende et par alvorsord på trommehinden – og befale en uforbeholden undskyldning. Besluttede dog at tage episoden op med pædagogerne dagen efter i stedet.

Men for helvede, hvor er jeg gal. Hvad i himlens navn får en lille seks-årig dreng til at opføre sig så gement?

Talen over madpakkerne var faldet på, hvem havde hvilke ar. Ella fremviste stolt sit over brystet – hvor venekateteret engang sad fast. Og fortalte med åbenhed og velvilje sin nye klasse om den kemo, der var løbet igennem slangen og ind i hendes krop, havde taget hendes hår, nær slået hende ihjel – men også banket kræften synder og sammen, så hun i dag sad, hvor hun sad. Sammen med sine kammerater. Og guffede. Seks halve, to gulerødder og en tomat.

Hvorpå klaphatten havde grinet hånligt og ytret de lede ord: “Hvorfor døde du dog ikke bare?”

Jeg frygter fremtiden. De grimme kommentarer, de skumle blikke. For hvad er i grunden mest ødelæggende? Den største dræber?

Cancer eller mobning?

Fuck.

Nu er der snart en måned siden, skriveskolens opgave 3 blev slået op. Og papiret er stadig blankt. Skriveblokering. Øv.

Livet i gråzonen. Balancen mellem liv og død. Håb og gru. Se, dét er min ekspertise, min havn. Jeg er så tryg ved mørket, at solbrillerne bliver på næsen. Nat og dag. Det kan ikke være anderledes;

Første foto: Sorg. Der kan sagtens være noget smukt i ensomhed og forfald. Men her bor døden. Intet liv bag de sprukne planker. Det har der ikke været længe.

Andet foto: Længsel. Paradisets have venter på mig. Jeg var der i går, men jeg vil ha’ mere! Flimrende trækroner, vildnis og ro. Savnet af ro.

Tredje foto: Fremtid. Hvad gemmer sig derude? Tør vi træde ud i lyset? Eller venter vi på, det kommer herind? Fremtid er lig med angst, og angst invaliderer. Lukker døre til. Isolerer.

Hvorfor sørger jeg, når frodigheden er overalt omkring mig? Længes efter mere end, hvad jeg allerede har? Ligger vågen den halve nat, når planlægningen strækker sig over mere end blot en dag.

Jeg vælger ikke at vælge. Lader historien ligge. For den er allerede nedfældet. Af mig selv.

Beklager. Ingen 3.-personer eller skiftende fortælletempi i denne omgang.

Intet nyt under solen.

En Cancer Mom’s dagbog, mandag 3/5 2010
Ved solopgang sprang bøgehækken ud, og børnehavepigen er ikke længere børnehavepige.

Første SFO-dag. Det lyder stort, men det er jo ikke rigtig skolestart – kun lidt … Jeg følges med Nora til morgenbord og skræmmes over de gule malede striber, der fra nu af skal gøre det ud for det trygge trådhegn i forsøget på at holde ungerne væk fra vejen. En snert af fortrydelse strejfer mig; skulle vi have ventet et år?

Forsøger at mingle med de andre forældre, men det falder mig svært. Nora er glad men ret hængevoren, og vi ender med at sidde på samme taburet og spise grovboller. Inden afsked når jeg kort lige at informere personalet om Noras lillesøsters sygdom, der fylder så meget i vores hjem. De virker chokerede omend glade for at få besked.

Men ikke kun Nora er newbie i dag. Ella har en ny fase foran sig, og mens Nora og jeg sidder og smæsker os i marmelade-madder, er den anden halvdel af familien på vej til intet ringere end fire forskellige slags kemo og opstart af Dexa på Riget. Min vejrtrækning bliver imidlertid hurtig og overfladisk af angst, når jeg tænker protokollen igennem. Hvad nu hvis hele scenariet gentager sig, og hun ikke er helt så tough denne gang?

Vi holder vejret og lader os falde ud over kanten med sammenknebne øjne, mens vi krydser fingre for, at elastikken holder. At vi slipper med skrækken.

(Uddrag fra bogen Kemoland)

En Cancer Mom’s dagbog, mandag 4/5 2015
Rosen står der endnu – mørkerød og rank i vasen på Ellas værelse. Den fik hun overrakt sammen med diplomet i torsdags. I anledning af sidste dag i sin elskede børnehave.

Nora svinger skoletasken på ryggen og cykelnøglen om halsen: “Hej hej, min lille Snuttebasse – kan du ha’ en rigtig god første SFO-dag? Jeg kommer over og hilser på dig i frikvarteret, ik’?”

Far & Mor suser omkring;

  • Inventar til kassen (varm trøje, regnjakke/bukser, mindst ét sæt ekstratøj, hjemmesko og solcreme)
  • Madpakker (en til for/eftermiddag og én til frokost)
  • Fin kjole og frisure (“elastikken skal matche!”)
  • Tøjdyr (hunden med de lange ører)
  • Tisse af (nå, ikke? så må vi huske det deroppe)
  • Hurtigt ud af døren (pyh!)

Ella virker knapt så kæk som ved forrige uges intro-aften og klæber til mine ben, da vi træder ind i menneskemylderet. Der hilses til højre og venstre, mens horden langsomt flytter sig ned gennem mellemgangene i jagt efter podernes garderober. Hun slapper lidt mere af, da vi – efter udendørs kom-hinanden-ved-dans – sætter tænderne i et par friskbagte scones. Snart hopper hun ned fra mit skød og fistrer rundt med sine nye klassekammerater.

Jeg når lige at bede personalet være særligt opmærksomme på solcreme (sart kemo-hud), overtøj (sarte respirator-lunger) og ekstra toiletbesøg (håbløst bagud med renligheden …), inden forældrene må sige farvel til ungerne, der skal i gang med at lære deres nye institution og pædagoger at kende.

Det er en glad Mus, vi henter fire timer senere. Men også en træt Mus. Ella er næsten ikke til at slæbe med ind i supermarkedet på hjemturen og må lokkes med te-bolle (“med chokolade-stykker!”) i bagerafdelingen. Hjemme falder hun omkuld på sengen og beder om ekstraordinær eftermiddags-skærmtid.

Det er ok; jeg trænger også selv til en pause. Alt går pludselig så hurtigt. Fatter ikke, at vi virkelig er nået hertil. At det virkelig lykkedes: Skolestart lige om hjørnet!

Lys i vinduerne; vi er fri …

Forventningsfuld summen. Kommende skolebørn og -forældre fordeles om festsalens tre langborde – ét for hvert spor.

Ella møver målrettet foran i køen og finder en plads ved 0.a.

Jeg kysser hendes tætte krøller, men hun skubber mig væk og sætter sig til rette.

Kun få dage tilbage som børnehavepige. Så hedder det mini-sfo og skolestart.

VELKOMMEN TIL HIMMELEV SKOLE

Den lille blærerøv hakker sig selvsikkert igennem de lange ord på skiltet ved talerstolen og sender et halvarrogant smil afsted til klassekammeraterne. Det skal nok komme til at gå.

Så skal vi bare ha’ Nora up to speed også – efter fem års skolegang i dødens skygge. Bogstaver & tal. Sorg & angst.

(Spids blyanterne, pak tasken, husk madpakken, frisk vand i flasken, kom til tiden, sid stille, frem med bøgerne, lillesøsters hår falder af i totter, husk gymnastiktøjet, bliv på din plads, I am, you are, Christian IV regerede i 59 år, glem ikke cykelhjelmen, duksen fejer gulvet, vinkelsummen i en trekant giver altid 180, lillesøster hoster blod op, der er fem søjler i islam, en karakteristik fremhæver særlige karaktertræk ved en person, legeaftaler, lektier, minimum 20 minutters læsetræning hver dag, kommer lillesøster nogensinde hjem?)

Men det sidste års ro på indlæggelsesfronten lader til at have båret frugt. Vores store pige virker gladere og mere udadvendt end nogensinde før, og for lidt siden kom hun stolt cyklende hjem med samlet resultat af sin nationale læsetest:

Over gennemsnittet på landsplan for elever på 4. klassetrin.

Bøgen er sprunget ud, himlen er blå og lige om lidt har vi ikke en men hele TO skolepiger i husstanden.

Dagens foto: Forår i mit stenbed …

Så er vi nået til skriveskolens 2. opgave. Gruppen er aktiv og kommenterer konstruktivt på hinandens tekster. Det er sgu’ sjov adspredelse, må jeg sige. Alors:

Diplen
Det hvide lagen kradser en anelse, da det lander på hans ansigt. Daler ned og dækker resten af kroppen. Langsomt – måske tøvende?

Snert af lettelse, da de fem djævle lukkes ude og nu kun anes som lodne skygger. Fra hans skjul. Hans fængsel.

Lærredsstoffet lægger sig køligt mod ansigtet ved første åndedrag. Ved næste og næste igen dog fugtigt og klaustrofobisk klæbende.

Grinene bliver afløst af rytmiske råb. Der skubbes, hives. Eufori.

Hagen krænges bagover, halsmusklerne spændes. Snipperne samles i en fast knude bag hans ryg og presser armene stramt ind mod hofterne. Han kan ikke længere skelne stemmerne, skyggerne fra hinanden. Der er stødt flere præfekter til. Den voksende mængde omslutter scenen. Hans scene. En sovesal som kulisse; tyve senge – ti mod gangen, ti mod parken.

Fødderne løfter sig fra de slidte renskurede planker. Han bæres. Snesevis af hænder fører ham opad. Mod flimrende skarpt lys. Madrassen knirker, da han forsøger at finde balancen. En vinduesplads. Eftertragtet i midsommeren for liflig brise, forhadt i isvinteren for sne på øjenbryn og dyne.

Frisk luft trænger gennem maskerne. De halvstive og groft vævede masker. Han er ude. I det fri. Er blevet tippet over karmen og svæver nu langs ydersiden af husmurens håndstrøgne ru sten. De er røde, men det kan han ikke se gennem sit bur. Ved det bare. Mærker farven, når han støder på dem. Når de store drenge svinger ham frem og tilbage. Hvidt lagen, røde mursten.

“Nå, har du så fået lært det, eller skal du dingle lidt endnu? Det er slet ikke så svært: Fem par sko, nypudset hver morgen før samling. Er du med?”

Han kan ikke svare. Ordene er forsvundet ud af munden på ham, sivet gennem lagenet – og flyder rundt som tusindvis af små dugdråber lige dernede i åen.

Tre etager under ham.

Fridag fredag, fridag tirsdag, fridag mig her og der og allevegne. Hvis ikke det er dårlig mave, så er det feberture eller generel slattenhed. Og her skulle jeg ellers lige til at afslutte oprydningen på loftet, vinterklargøringen af haven og nedlukningen af Sommerskuret.

Men næh nej, sådan spiller klaveret ikke. Ella-musen når knapt at være pillefri i en uge, før hun for hundredeogsyttende gang starter op i penicillin, og Mor for hundredesyttende gang ligger vågen den halve nat og googler “kronisk tarm/lunge/hjerte/nyre/alle-organer-der-overhovedet-findes-i-kroppen-GVH” og forsøger at skubbe de alt for mange hvide små kister væk fra nethinden, og klokken bliver 04-05-06, og vækkeuret ringer, og Nora nægter at stå op, og Ella ligger pludselig alt for stille i sengen når man lige kigger derind, faktisk så stille at man bliver nødt til at skubbe til hende, og så har man to morgensure unger. Plus en morgensur mand.

Jeg er træt. Så træt at mit største ønske efterhånden er bare at sove og aldrig mere vågne op igen. TRÆT blev der sagt. Af af være tvunget udi sygedagpenge, når det ikke er mig – men min datter – der er syg. Og når man er på sygedagpenge, må man ikke søge job. Og et job er nok efterhånden det eneste, der kan redde mig fra at gå ned med vanvid. Og vanvid, kære Kommune, vil for alvor koste jer kassen.

At I ved det.

Stakkels grådkvalte Puttegøg: “Jamen Mor, kan jeg så ikke komme på udflugt med børnehaven idag alligevel?” Hun har sgu’ mistet nok af sin barndom allerede. Fandeme så. Men trods dalende temperatur kan jeg simpelthen ikke bede pædagogerne klare medicinering og overvågning. Med 15 andre krudtugler på slap line i brunkage-, nisse- og stjerneværkstederne.

Løsningen kommer fra Ella selv og er ganske enkel: Mor ta’r med. På ekskursion til Produktionshøjskolens julestue. Med ungen i hånden og akut-tasken på ryggen. Man må sno sig. Træt af at sno mig. Men det var sgu’ hygsomt ikke desto mindre …

 

EllaFisterBella

d.d.

indskrevet

til

skolestart

2015

!!!

“Kan jeg ikke godt læse herhjemme i stedet for? Det er altså mega-svært at koncentrere sig deroppe.”

Frustreret ældstedatter; efter en måned med den nye skolereform har hun fået nok. Synes også det er træls, at hun ikke har klaret opgaverne, når hun endelig kommer hjem efter den forlængede skoledag (og et kort klub-besøg).

Må erkende, at fidusen ved heldagsskolen er gået min næse forbi. Virker ikke helt så gennemtænkt alligevel? Hvis man spø’r mig hurtigt. Måske der er tale om “børnesygdomme”, men indtil videre har reformen for vores lille familie ikke resulteret i så meget andet end et trist farvel til Noras elskede springgymnastik samt en datter, der næsten ikke er til at hive ud af sengen om morgenen.

Tilbyder at kigge forbi klassen i næste café-time – så jeg har bare en smule basis for evt. fritagelse. Tøsen bifalder jublende: “Ih, hvor hyggeligt, Mor!”

Tropper op som aftalt i 7. lektion – med termokaffe og roman under armen. Finder frem til 4.c. gennem en horde af unger på gangen. Herinde larmer det om muligt endnu mere. Nora zigzagger mig i møde gennem mængden. Jeg børster kridtet af en laset kontorstol. Spørger hende, hvor hun vil ha’ mig siddende, men min stemme drukner i postyret. Tasker og jakker svinges omkring. Der grines, skubbes, hoppes, synges. I lidt over et kvarter. Læsning umulig pt. Beder Nora kigge i madkassen, om der ikke skulle være en bid tilbage.

Ånder lettet op, da en (for mig ukendt) lærer træder ind i lokalet. Jeg gi’r ham hånden og forklarer, hvorfor jeg er med. “Helt ok”, smiler han og fisker et papir op. Alle er pludselig meget stille og opmærksomme, da syv pige- og otte drengenavne læses op. “I må godt gå hjem, når I er færdige med jeres lektier. Resten skal blive.”

Ragnarok.

“Hvad med mig?” og “Min mor skrev altså i morges?” og “Jeg kan altså ikke læse mere!” og “Har du slet ikke hørt fra min far?” og “Min bog er væk, så jeg går nu!” og “Gælder det, hvis man har en seddel med?”

Læreren understreger, at al fritagelse skal gå gennem skolelederen. Han overfaldes af fire børn, der råbende insisterer på, at der må være sket en fejl, siden de ikke står på listen – og går med dem til kontoret.

Mens han er væk, forsøger nogle af de løsladte at lokke fangerne til flugt: “Kom nuuu!” Et par stykker overtales og skynder sig afsted. Jeg lægger mærke til en sammenkrøbet dreng i hjørnet ved vasken. Han hulker, så kroppen ryster. Da Nora har fundet læsebogen frem, går jeg over til ham. “Hvad sker der med dig, søde?”, forsøger jeg men afvises af en tårevædet hånd. “Sådan har han været lige siden frikvarteret”, siger en kammerat og brager to stole op på bordet. Duksen kommer susende og skubber til mine fødder med kosten. Nora er den eneste, der sidder på sin stol. Helt sikkert kun fordi jeg er med. En pige råber til sin far i telefonen (der er på medhør), at hun har ondt i hovedet – to andre ligger på maven på bordet og tegner farvestrålende blomster. De fniser. Duksen har nu kastet sig over tavlen. Nora fingererer med en hårtot, der har løsnet sig fra elastiken. Bogen ligger fremme. Her har den ligget fyrre minutter. Mon ikke det er tid at åbne den?

Nu er læreren tilbage. “Er der nogen, der har brug for hjælp?”, råber han ud i lokalet. En pige efterlyser det engelske ord for “øre” og sender et “ear” i hendes retning, inden han løber ud på gangen, hvorfra slåskamp-lydene kommer. Han har efter sigende tre klasser(!) at holde styr på. Lidt efter returnerer han, lukker døren og sætter sig ved kateteret med en bærbar.

Jeg åbner min bog og beder også Nora åbne sin. Læreren smutter igen, og den næstsidste dreng lister grinende afsted. Der er nu kun tre børn herinde – min, den kede dreng og en sur pige. Jeg forsøger igen at få den grædende purk i tale. Han hulker til mig, at han vil hjem, men han har fået besked på at blive. Det lykkes mig at få ham op fra gulvet og hen på sin plads. Han tørrer øjnene og snøfter kun lidt nu.

De næste par minutter er der nogenlunde fred. Jeg skænker en kaffetår og sætter mig til rette. Min telefon ringer, og jeg går ud på gangen. Får en bold kylet i ryggen og kan ikke få ørenlyd. Ude i skolegården afslutter jeg opkaldet og vender tilbage til klassen.

De tre unger er gået igang med et spil kort. “Man skal række tunge, hver gang, man får fire ens!”, gnækker de lumsk.

Jeg kysser Nora og spørger, om hun vil ned og hente Ella i børnehaven. Hun vælger at spille færdigt og følges med de andre i klub.

To lektioners lektiecafé er slut. Nora nåede syv linier i sin bog. Og en halv ostemad. Jeg nåede to sider i min. Kaffen blev kold.

Skridter målrettet ud efter et par panodiler ved hjemkomst. Synker ned i sofaen og logger ind på forældreintra. Taster lille besked til skoleleder med kopi til klasselærer:

Nora har haft svært ved at komme igang med lektierne til skolens lektiecafé. I dag deltog jeg i klassen for at se, om jeg måske kunne give hende nogle fif. Det kunne jeg ikke. Der var simpelthen for meget postyr til, at hun kunne samle sig. Vi har derfor besluttet at lade deltagelse være op til hende selv de næste par uger og tage situationen op til overvejelse igen efter efterårsferien.