Arkiv
Tag "terapi"

Hvad gør du for at komme op derfra? Graver det dybere???

Spontan-invitation til et par dages kig ind i den meta-kognetive verden har efterladt mig undrende – og en smule i tvivl:

Er jeg mon på rette vej? Gør denne barske pilgrimsfærd overhovedet noget godt for mig? Dette mørke dyk ned i alle de frygtelige minder og følelser?

Uge efter uge?

Har jeg virkelig behov for at rydde op, se i øjnene og tømme sindet for at komme tilbage på fode? Eller skal jeg bare lære at kontrollere de grumme tanker? Tænde/slukke efter behov?

Tusind tak til Cektos-teamet for inspirerende intro til denne spritny behandlingsmetode, som netop er landet i Danmark. Hvilken gave at blive udfordret på sin tro.

At det stadig kan lade sig gøre …

Slapper af når jeg skriver. Uanset emne. Zen. Tasteturet giver ro. Tiltrængt ro.

I går meldte jeg mig ind i endnu et skrivefællesskab. Dette dog udelukkende online – modsat sidste uges gruppe.

Fem forskellige opgaver. Løses fra fredag til fredag, og kommenteres – uge for uge – af gruppens medlemmer. Du skal bruge en blog til at skrive dine opgavesvar i, og linke til siden under den aktuelle opgave.

Godt så. Bloggen er ligesom på plads … Opgave 1 – tema konfirmationstid:

Blændet
Alt for skarpt lys gennem sprosserne. Kaster skyggekors. Fragmenter af et kalkmaleri. En historie. Måske ikke andet end en historie?

Der var engang.

Tynde mammelukker. Broderie anglaise i kanterne. Beskytter ikke helt mod den kradsende krinoline. ”Men hvor er du fin”. Og det er jo kun for en dag. Solrig dag. ”Vejret er gudskelov med os”.

Knæene værker – det er snart min tur. ”Lysvæld bag ved lysvæld”. En salme? Kan konfirmationsverset være en salme? Vemod, håb. Går altid hånd i hånd. Sikke smukke strofer. Sande strofer.

På hylden med biblen …

Håndspejl i sølv, firdelt musikanlæg, stor stak bøger. Hilsen fra familie, venner, forretningsforbindelser. Store kort, store pengesedler.

Dugen er rosa. Friske blomster på langbordet i små kridhvide porcelænssvaner. Forårsblomster. Det er forår. Et knitrende friskt forår. Det er her, livet begynder. Lige til at tage i brug.

Pakke op.

Men gavebåndet slår knuder. Er da ikke voksen endnu? Behandles ikke som voksen. Opfører mig ikke som voksen. Ergo.

”Vi forventer ikke, at du holder en tale -  det skal være en rar fest for dig”. Ville nu ellers gerne. Sige et par ord. Fortælle, forklare. Forstås? Bare lidt.

Kaffe & cerutrøg. Selskablig cerutrøg. Knapt så skarp som cigaretter, så tung som cigarer, så sød og krydret som pibe. Fars pibe. Mors parfume.

Barn, voksen, barn, voksen. Barn.

Endnu.

Forsøger her i ferien at holder ældstedatterens læsning ved lige med Morgenthalers dyrefabler og barndommens elskede tegneserier. Føler sgu’ min knold mindst ligeså tynget med udfordringer som Egernet John; hvem der dog bare havde Gammelpots magiske vadsæk til:

  1. En babysitter
  2. En enkeltbillet til den anden side af kloden
  3. En hammer til at slå sig selv i hovedet med

Ella er træt og udkørt her til morgen efter et par ellers ret korte børnehavedage, Nora sur og svær efter skred i sengetiderne. Begge virker så forkomne og sårbare for tiden: Den lille har pludselig “glemt”, at hun ikke mere bruger ble (med en hulens masse ulækkert arbejde som resultat), og den store er konstant på nippet til et af sine rystende melt-downs (med en hulens masse kedeligt skænderi som resultat). Foreslår lille fridag, som bliver accepteret.

Bad idea!

Er jo også verdens ondeste mor, når jeg beder krapylet slukke diverse iPads inden morgenmad. Og at jeg så ovenikøbet kan finde på at anmode om en hånd til borddækning … har man kendt mage?

Hysteriet ta’r til, og pludselig er Nora på vej til at flytte hjemmefra, og Ella barikeret på sit værelse. Begge forkælede prinsesser under højlydt skrigeri og kylen med legetøj. Eneste plus lige nu er, at de trods alt ikke er uvenner med hinanden; næh intet sammenhold er større end det mod fælles fjende.

Jeg tuder. Sætter mig ned i soveværelset og plasker sengetøjet til.

Efter en times ragnarok ringer jeg til Anders og beder ham afspadsere sit overarbejde fra de sidste to dage. Asap. Han pakker fluks sammen og cykler hjem.

Pis.

Hvor kikset. Kan ikke klare at passe to børn på samme tid. Mine egne to børn vel at mærke.

Pis igen.

Men hvor skulle jeg dog have lært det? Og de at lytte efter mig? Disse måneder er de første nogensinde alene med to ganske almindelige piger – som ganske almindelig husmor. Ad helvede til med bog op og blog ned om konflikthåndtering i kernefamilien. Når der nu ingen kernefamilie er. Pst væk. Verschwunden!

Jeg har bare ét at sige: God arbejdslyst til dig, Lola – og glem ikke rustningen på torsdag …