Meltdown

Første raserianfald på translpantations-afsnittet. Det afsnit, jeg ellers indtil nu udelukkende har opfattet som helt igennem kærligt, omsorgsfuldt, imødekommende og professionelt.

Personale: “Godmorgen, så skal Ella vækkes og op på vægten og i bad!”

Mig: “Kunne vi evt. vente et par timer? Hun har sovet meget lidt i nat pga. GVH-kløe og -smerter. Og nu er hun endelig faldet i søvn, efter håndværkerne er holdt op med at hamre og banke inde ved siden af?”

Jeg afvises kontant med, at alt skal klares inden frokost, da efterfølgende rengøring ikke kan nås, og det jo er for hendes eget bedste. Mor her understreger, at Ellas behandling også omfatter den gode søvn, og at vi da flere gange over de seneste par uger har ladet Ella sove til ved 12-tiden, hvis natten har været hård.

Det er absolut ikke personalets opfattelse, og jeg må vist tage fejl. Koordinatoren, som er hevet med ind af sygeplejersken som mægler, smiler overbærende.

Dråben!

Jeg skal fandengalemig ikke mistænkes for at lyve. Så gå da for helvede ud og kig i papirene, som I altid har så pissetravlt med at udfylde ude i mellemgangen! Der vil I kunne se, at Ella så sent som i går først kom i bad ved middagstid. Hvis det så ikke stemmer overens med “dagsrytmen” (som det så fint hedder), så er det sgu’ noget, I må ta’ i personalegruppen og ikke her på vores stue. Nå!

Bliver endnu mere rasende, da jeg i min kære mødregruppe får bekræftet, at de andre indlagte da også tit udskyder de praktiske gøremål, hvis barnet sover. Se så!

Fuck, hvor skal der lidt til at vælte læsset. Søvnunderskud et par dage i træk, og jeg dræber, hvis man vover at sige mig imod. Og især hvis jeg har ret.

Nemlig!