Indlagt igen
1. december – 1. sĂžndag i advent. Og den skal Ella holde pĂ„ Riget.
Ăv!
SĂžstrene nĂ„r heldigvis at hente stadset ned fra loftet, pynte op, Ă„bne den fĂžrste chokoladelĂ„ge, kigge i den go’e gamle julebus, guffe risengrĂžd, tĂŠnde kalenderlys og hver Ă„bne en adventsgave fra den store mystiske kasse (fantastisk – vent og se), inden feberen for alvor sĂŠtter ind.
Men sÄ mÄ vi ogsÄ pludselig rykke hurtigt. PÄ en halv time er centrum-temperaturen i lille JulegÄs steget over en grad. Og fortsÊtter deropad.
Panik!
Ella er pludselig helt grÄ, har kolde hÊnder og begynder at ryste. Skynder mig at koble hende pÄ en hurtig pose vÊske suppleret med en Panodil og ringer afdelingen op: KlargÞring af 1. stk. dobbeltvÊrelse med havudsigt, tak.
Nora lĂžber hulkende ind pĂ„ sit vĂŠrelse og gemmer sig, da jeg foreslĂ„r ambulance. Anders insisterer pĂ„, at han kan gĂžre det mindst ligesĂ„ hurtigt ved selv at kĂžre – og suser fluks afsted med ungen.
“SĂ„ er det dit ansvar, hvis hun gĂ„r i chok undervejs uden livreddende udstyr i nĂŠrheden”, mukker jeg som afskeds-salut og lukker dĂžren.
Synker sammen ved spisebordet. Men kun for en stund. Nora grĂŠder stadig. Pis. Titter ind hos hende og tilbyder en kop friskbrygget te.
“Jeg er ikke ked af det, fordi Ella skal indlĂŠgges. Jeg er ked det, fordi I ikke tog jer af mig”, piver hun med hovedet i hĂŠnderne.
Slam!
SĂ„ fik jeg da lige den til samlingen af dĂ„rlige samvittigheder. Men hvad i himlens navn kunne vi have gjort anderledes? Vi er jo kun to forĂŠldre med et begrĂŠnset antal hĂŠnder. Ăn til at tage sig af patienten, en anden til at pakke til et uvist antal overnatninger i City.
MÄske jeg ikke havde behÞvet at vÊre helt sÄ nervÞs. Stresset. Bange. Men Ellas skumle fortid rystes ikke sÄdan lige af.
Der er jeg ikke endnu …
Kender som mor til et hjertebarn sĂ„ meget dit alarm beredskab. At hun nu er hjerterask gĂžr ik angsten mindre for kroppen husker og “bare” feber kan fĂ„ mig helt ud pĂ„ afgrundens rand af bekymring og frygt. Har ogsĂ„ to store sĂžskende og glĂŠder mig hvergang de sĂŠtter ord pĂ„ alt deres angst og alle deres tanker der til stadighed ogsĂ„ dukker op for dem. Jeg lytter lytter og deler ogsĂ„ ud af mine tanker og sammen kommer vi igennem der selvom tiden nogle gange fĂžles til at gĂ„ baglĂŠns. Mange tanker
det er tirst at hĂžre god bedring.
TÊnker pÄ jer og Þnsker lille Ella god bedring, hÄber hun snart er hjemme igen. Mange hilsner herfra
Jeg folder mine hÊnder og tÊnker pÄ jer. Jeg hÄber det bedste. Hvordan er status pt?
God bedring.
Fra en sĂžster til et hjertebarn til en mor med et krĂŠftsyg barn…
At du gĂ„r og har dĂ„rlig samvittighed er jo uundgĂ„eligt – som mine forĂŠldre engang sagde: “NĂ„r jeg er ved den ene, har jeg det dĂ„rligt over at jeg ikke er ved den anden!” AltsĂ„ er man som forĂŠldre i en konstant sfĂŠre af dĂ„rlig samvittighed – og hvor er det unfair!
Men… At se sin elskede sĂžster ryge pĂ„ sygehus – ligegyldigt hvor mange gange man har set det fĂžr – er simpelthen forfĂŠrdeligt. Som barn ved man, at det er svĂŠrt for forĂŠldrene, og man vil bare rigtig gerne gĂžre sit bedste for at passe pĂ„ sine forĂŠldre og sin sĂžster. Hvad gĂžr man sĂ„? Man er bange, man er ked af det og mest af alt fyldt med en masse forvirrende tanker “Er det mon denne gang at jeg mister?”… Hvad gĂžr man sĂ„? Jo, man gĂžr som din datter… Man gĂ„r ind i sit vĂŠrelse, enten forsĂžger man at lukke alt ude i leg eller ogsĂ„ sidder man sig op i sin seng med sin bamse og sin dyne – og sĂ„ forsĂžger man at lade vĂŠre med at grĂŠde. “For hvis jeg grĂŠder, gĂžr jeg bare mor og far ked af det!”. PĂ„ et eller andet tidspunkt kommer tĂ„rerne – og sĂ„ er det altsĂ„ bare ikke lige til at stoppe mere.
For hvad er det nu lige der sker? Jo, mor og far gĂ„r i alarm, fordi sĂžster skal afsted – og det ved man godt er nĂždvendigt og sĂ„dan skal det vĂŠre – men… nogle gange vil det bare vĂŠre rart, at nogen har overskud til at se lille “mig”, for ved du hvad? Jeg er hunderrĂŠd, jeg vil gerne vise jeg er stĂŠrk, sĂ„ du ikke skal bekymrer dig… Men i virkeligheden har jeg bare brug for at nogen kigger mig i Ăžjnene, ser mig og mĂ„ske giver mig et kram, for i virkeligheden er jeg faktisk rigtig bange. SĂ„ det er ikke bare sorgen og angsten, der kommer ud med tĂ„rerne… Det er ogsĂ„ den helt klare fĂžlelse af, at man igen har skulle klare sig selv. Man ved godt, at det ikke kan vĂŠre anderledes – det er jo et liv det handler om – men… fĂžlelsen… Den er der stadig – fĂžlelsen af, at man igen igen har skulle vĂŠre stĂŠrk og klaret sig selv.
For mange er det noget man ikke snakker om… Jeg er 26 og har aldrig talt om det med mine forĂŠldre, selvom det er sket mange gange… Din datter derimod… Hun TĂR fortĂŠlle dig, at HUN manglede jer, da der var allermest kaos – da hun var allermest angst. Det er stort! Det er flot! Lov mig at du ikke vender hende ryggen og giver hende dĂ„rlig samvittighed, men viser hende at det er helt i orden, at hun har det sĂ„dan. At du forstĂ„r hende og at hun har ret til at fĂžle sĂ„dan!
– og for guds skyld, vĂŠr stolt af hende! Det er altsĂ„ svĂŠrt at sige til dem man elsker!
God bedring med den lille! Krydser fingrer for at I snart er igennem dette mareridt!
KĂŠre Dorte
Ingenting kunne du/I gĂžre anderledes.. I handlede efter bedste evne og med den dybe angst inkluderet i dit hjerte….. trĂžst dig med at engang forstĂ„r de det alle sammen….. sĂ„ tĂžr sveden af panden…. de tanker og den samvittighed har du ikke brug for nu…. brug hvad du har her og nu… Du gĂžr alt det bedste…. hvem kan forlange mere…. INGEN…
OG JEG… sender jer alle de bedste tanker og stĂžrste HĂ B..
KĂŠrligst KĂ€the
à h nej. Stakkels piger. HÄber det snart normaliserer sig,sÄ Ella er hurtigt hjemme igen og at Nora bliver glad igen. De bedste hilsner.