En mor i felten

“Kan jeg ikke godt læse herhjemme i stedet for? Det er altså mega-svært at koncentrere sig deroppe.”

Frustreret ældstedatter; efter en måned med den nye skolereform har hun fået nok. Synes også det er træls, at hun ikke har klaret opgaverne, når hun endelig kommer hjem efter den forlængede skoledag (og et kort klub-besøg).

Må erkende, at fidusen ved heldagsskolen er gået min næse forbi. Virker ikke helt så gennemtænkt alligevel? Hvis man spø’r mig hurtigt. Måske der er tale om “børnesygdomme”, men indtil videre har reformen for vores lille familie ikke resulteret i så meget andet end et trist farvel til Noras elskede springgymnastik samt en datter, der næsten ikke er til at hive ud af sengen om morgenen.

Tilbyder at kigge forbi klassen i næste café-time – så jeg har bare en smule basis for evt. fritagelse. Tøsen bifalder jublende: “Ih, hvor hyggeligt, Mor!”

Tropper op som aftalt i 7. lektion – med termokaffe og roman under armen. Finder frem til 4.c. gennem en horde af unger på gangen. Herinde larmer det om muligt endnu mere. Nora zigzagger mig i møde gennem mængden. Jeg børster kridtet af en laset kontorstol. Spørger hende, hvor hun vil ha’ mig siddende, men min stemme drukner i postyret. Tasker og jakker svinges omkring. Der grines, skubbes, hoppes, synges. I lidt over et kvarter. Læsning umulig pt. Beder Nora kigge i madkassen, om der ikke skulle være en bid tilbage.

Ånder lettet op, da en (for mig ukendt) lærer træder ind i lokalet. Jeg gi’r ham hånden og forklarer, hvorfor jeg er med. “Helt ok”, smiler han og fisker et papir op. Alle er pludselig meget stille og opmærksomme, da syv pige- og otte drengenavne læses op. “I må godt gå hjem, når I er færdige med jeres lektier. Resten skal blive.”

Ragnarok.

“Hvad med mig?” og “Min mor skrev altså i morges?” og “Jeg kan altså ikke læse mere!” og “Har du slet ikke hørt fra min far?” og “Min bog er væk, så jeg går nu!” og “Gælder det, hvis man har en seddel med?”

Læreren understreger, at al fritagelse skal gå gennem skolelederen. Han overfaldes af fire børn, der råbende insisterer på, at der må være sket en fejl, siden de ikke står på listen – og går med dem til kontoret.

Mens han er væk, forsøger nogle af de løsladte at lokke fangerne til flugt: “Kom nuuu!” Et par stykker overtales og skynder sig afsted. Jeg lægger mærke til en sammenkrøbet dreng i hjørnet ved vasken. Han hulker, så kroppen ryster. Da Nora har fundet læsebogen frem, går jeg over til ham. “Hvad sker der med dig, søde?”, forsøger jeg men afvises af en tårevædet hånd. “Sådan har han været lige siden frikvarteret”, siger en kammerat og brager to stole op på bordet. Duksen kommer susende og skubber til mine fødder med kosten. Nora er den eneste, der sidder på sin stol. Helt sikkert kun fordi jeg er med. En pige råber til sin far i telefonen (der er på medhør), at hun har ondt i hovedet – to andre ligger på maven på bordet og tegner farvestrålende blomster. De fniser. Duksen har nu kastet sig over tavlen. Nora fingererer med en hårtot, der har løsnet sig fra elastiken. Bogen ligger fremme. Her har den ligget fyrre minutter. Mon ikke det er tid at åbne den?

Nu er læreren tilbage. “Er der nogen, der har brug for hjælp?”, råber han ud i lokalet. En pige efterlyser det engelske ord for “øre” og sender et “ear” i hendes retning, inden han løber ud på gangen, hvorfra slåskamp-lydene kommer. Han har efter sigende tre klasser(!) at holde styr på. Lidt efter returnerer han, lukker døren og sætter sig ved kateteret med en bærbar.

Jeg åbner min bog og beder også Nora åbne sin. Læreren smutter igen, og den næstsidste dreng lister grinende afsted. Der er nu kun tre børn herinde – min, den kede dreng og en sur pige. Jeg forsøger igen at få den grædende purk i tale. Han hulker til mig, at han vil hjem, men han har fået besked på at blive. Det lykkes mig at få ham op fra gulvet og hen på sin plads. Han tørrer øjnene og snøfter kun lidt nu.

De næste par minutter er der nogenlunde fred. Jeg skænker en kaffetår og sætter mig til rette. Min telefon ringer, og jeg går ud på gangen. Får en bold kylet i ryggen og kan ikke få ørenlyd. Ude i skolegården afslutter jeg opkaldet og vender tilbage til klassen.

De tre unger er gået igang med et spil kort. “Man skal række tunge, hver gang, man får fire ens!”, gnækker de lumsk.

Jeg kysser Nora og spørger, om hun vil ned og hente Ella i børnehaven. Hun vælger at spille færdigt og følges med de andre i klub.

To lektioners lektiecafé er slut. Nora nåede syv linier i sin bog. Og en halv ostemad. Jeg nåede to sider i min. Kaffen blev kold.

Skridter målrettet ud efter et par panodiler ved hjemkomst. Synker ned i sofaen og logger ind på forældreintra. Taster lille besked til skoleleder med kopi til klasselærer:

Nora har haft svært ved at komme igang med lektierne til skolens lektiecafé. I dag deltog jeg i klassen for at se, om jeg måske kunne give hende nogle fif. Det kunne jeg ikke. Der var simpelthen for meget postyr til, at hun kunne samle sig. Vi har derfor besluttet at lade deltagelse være op til hende selv de næste par uger og tage situationen op til overvejelse igen efter efterårsferien.