Hooked

Tunesiske hæklerier. Eller hakning, som det også kaldes. Men det er et ækelt ord, synes jeg. For så inspirerende et håndværk.

Deltog tidligere på året i crash course v/ den roskildedensiske hobby-kælder Kreative Tanter.

“Der er nok puder i verden!”, proklamerede underviseren tørt og fremviste et hav af imponerende cardigans, sjaler og sågar juletræstæpper i denne specielle teknik.

Jeg synes nu altid, der er plads til en ekstra pude. Til hygge, støtte og trøst. At gemme sig bag, når det hele bli’r lidt for uhyggeligt. Så det hækler jeg altså. En pude.

Med gadekryds af strikkepind og hæklenål – højst besynderligt men temmeligt effektivt aggregat – samles masker op, for her arbejdes med meget mere end én lykke ad gangen (hence dutten for enden …) Projektet skrider langsomt frem, men jeg har allerede nået at færdiggøre for- og komme godt i gang med bagstykket i strikkedulleklubben min. Og lige om lidt har jeg krea-date med endnu et dejligt stk. kvindfolk herhjemme.

Back-and-forth. Multifarvede tråde vævet sammen til smukt stykke hav. Lyseblåt, gråt, turkis. 0-82 masker og tilbage igen. 82, 81, 80, 79, 78 … Indre ro, meditation. Men så kom katten forbi.