1. sommerskur-generalforsamling
“Agnesvej – sĂĄ hører du under Havebo Skovbrynet Vejlaug”, siger indtjeknings-damen og rækker mig en stemmeseddel. Jeg kigger mig om i den store sal og arrangerer mig pĂĄ en af de røde plysstole med guldben. Der er allerede fyldt godt op, og ti minutter senere kan der ikke klemmes flere sommerhusejere ind ad fyldningsdørene. Ekstra siddepladser arrangeres af kromutter, og der skrues godt op for hammondorglet. Vandkringlen gĂĄr rundt, kaffen skænkes. Roen sænker sig, og formanden byder velkommen til Tre Lyngs generalforsamling pĂĄ Højby Kro. Vi lægger ud med fællessang.
“Hva’ er det, han siger?” mukkes der hist og pist, nĂĄr en grundejer stiller et spørgsmĂĄl, “sĂĄ tal dog ned i mikrofonen!” Det er tydeligvist en af ĂĄrets store begivenheder, og forsamlingen er festklædt og nyklippet. Havde egentlig forventet et par campinghabitter og træsko, men der tog jeg fejl. Havde egentlig ogsĂĄ forventet et lidt yngre publikum, men der tog jeg ogsĂĄ fejl. 60+… mindst!
Frederiksbergs tidligere borgmester styrer slagets gang med stor kyndighed og knirker rundt med mikrofonen mellem rækkerne. “Jeg synes, det er for dĂĄrligt, at vi ikke har nogen ordentlig dækning til vores mobiltelefoner heroppe – det er pĂĄ tide, vi sender en klage til kommunen!” brokker en “Hørt!” gjalder det, og hele salen klapper. Emnerne kredser herefter om nabotræer, der skygger, mulvarpeskud og oprensning af grøfter og ĂĄer. Mærker begyndende koffein-overdose og ta’r hul pĂĄ en appelsinvand.
Så takker dirigenten for rimelig god ro og orden, og vi runder af med individuelle vejlaugmøder. Her hilser jeg på sønnen til Agnes, som i tidernes morgen har lagt navn til vores vej samt hans svigersøn (der ligner Mads Skjern på en prik). Den gråhårede herre fortæller om sin barndoms leg på vores grund, dengang der var frugtplantage. Jeg giver udtryk for min taknemmelighed, fordi hans far valgte at udstykke denne bid af himmerige, og han knapper smilende en pilsner op.
Der smalltalkes lidt endnu, og så tøffer jeg ud i regnen og hjem til skuret, hvor ilden fortsat buldrer lystigt.
